Jeg er split­tet mel­lem kæ­re­ste og kol­lek­tiv

BT - - SØNDAG -

Kæ­re brev­kas­se Jeg står i en vir­ke­lig svær si­tu­a­tion. Min kæ­re­ste og jeg har væ­ret sam­men i fi re år. Vi el­sker hin­an­den, og jeg har ik­ke lyst til at und­væ­re ham i mit liv. Jeg har til ti­der væ­ret i tvivl om vo­res for­hold, men jeg el­sker ham vir­ke­lig. Vi er dog me­get for­skel­li­ge. Vi stod net­op over for at kø­be et hus sam­men, og jeg nød tan­ken om det­te, og om hvor hyg­ge­ligt det kun­ne bli­ve. I dag var jeg dog på rund­vis­ning i et kol­lek­tiv og jeg fi k en fø­lel­se af, at jeg hør­te til dér. Jeg ser mig selv som et frit og ba­lan­ce­ret men­ne­ske her – jeg sav­ner fæl­les­ska­bet/’ fa­mi­li­en’. Min kæ­re­ste vil på in­gen må­de bo der, og jeg er der­for enormt split­tet. Jeg vil så ger­ne væ­re sam­men med ham, og jeg vil der­for ger­ne fi nde en løs­ning, uden at jeg for al­tid vil drøm­me om kol­lek­ti­vet. Mvh., den for­vir­re­de Kæ­re for­vir­re­de! Jeg kan rig­tig godt for­stå din fø­lel­se af fæl­les­skab og fa­mi­lie, som kan føl­ge med et kol­lek­tiv. Det er en smuk og dej­lig tan­ke, at man kan leve sam­men på den må­de. Jeg har selv be­søgt fl ere kol­lek­ti­ver, og jeg ken­der rig­tig man­ge ( nok for­di jeg til­hø­rer den ge­ne­ra­tion, der er børn af 68er­ne), som er vok­set op i kol­lek­tiv. Det er ik­ke upro­ble­ma­tisk. For nu at væ­re helt ær­lig, så er der fak­tisk in­gen af mi­ne ven­ner, som er op­vok­set i kol­lek­tiv, der ta­ler sær­lig pænt om det. Ik­ke der­med sagt, at det ik­ke kan fun­ge­re, men det er ik­ke gi­vet, at man fø­ler fæl­les­skab og fa­mi­lie. Mi­ne ven­ner føl­te mest, at de var over­ladt til sig selv, og man­ge af dem be­skri­ver et evigt ka­os, for­di al­le hav­de fæl­les an­svar med det re­sul­tat, at in­gen gjor­de no­get.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.