Ca­li­for­ni­ens

Ak­tiv:

BT - - REJSER - So­le Bug­ge Møl­ler rej­se­liv@ ber­ling­s­ke. dk

USA

Det er svært at si­ge, hvor­når fø­lel­sen krøb sig ind på os. Var det, da vi så den dø­de hval skyl­let op i flo­den som en punk­te­ret ba­de­bold? Da vi stod en me­ter fra de bjæf­fen­de sæ­ler? Da vi krav­le­de op i det for­lad­te fyrtårn? El­ler da vi så so­len gå ned over Stil­le­ha­vet uden an­dre men­ne­sker i miles om­kreds?

Har man den mind­ste krib­len­de even­tyr­lyst i ma­ven, så er Lost Coast Trail en af Ca­li­for­ni­ens bed­ste van­dre­tu­re.

Lost Coast har få­et sit my­ti­ske men pas­sen­de navn, for­di land­ska­bet er så råt, ufrem­kom­me­ligt og af­si­des, at man måt­te op­gi­ve at op­fø­re kyst­vej­en Hig­hway 1 og i ste­det fø­re den læn­ge­re ind i lan­det. Der­for kan man kun op­le­ve ky­sten på den 40 ki­lo­me­ter lange van­dre­ru­te Lost Coast Trail.

Her er der in­gen mo­bil­for­bin­del­se, in­gen cam­ping­plad­ser, in­gen vand­ha­ner, næ­sten in­gen men­ne­sker og of­te ik­ke en­gang en sti. Blot Stil­le­ha­vets evigt brø­len­de bøl­ger som en kon­stant ledsa­ger.

Lost Coast Trail går fra nord til syd, så vi par­ke­rer vo- res bil i den ene en­de og hy­rer en shutt­le­bus til at kø­re os til be­gyn­del­sen af van­dre­ru­ten. Vo­res chauf­før er Sher­ri Lu­al­lin, en mi­dal­dren­de dame med en tør hu­mor, der har frag­tet folk til og fra Lost Coast Trail i knap 20 år.

» Det er en ret unik van­dre­tur, for­di man går langs ha­vet det me­ste af ti­den, så det er og­så ble­vet me­re og me­re po­pu­lært. Det ple­je­de blot at væ­re mig, der frag­te­de folk frem og tilbage, men nu har jeg to chauf­fø­rer, der ar­bej­der for mig, « si­ger hun.

Det vil­de dy­re­liv

Sher­ri gi­ver os et lil­le ring­bind med kort over ru­ten og en ti­de­vandsta­bel og for­skel­li­ge billeder fra ru­ten, og vi st­ud­ser over et par af ho­ved­lø­se og søn­der­rev­ne hjor­te.

» Pu­ma­er, « si­ger Sher­ri, men for­sik­rer os om, at sand­syn­lig­he­den for at stø­de på en pu­ma er for­svin­den­de lil­le.

Da vo­res grup­pe på fem gut­ter se­ne­re står på par­ke­rings­plad­sen med den slags op­løf­ten­de uvis­hed, der si­trer gen­nem krop­pen in­den et even­tyr, be­gyn­der vi at dis­ku­te­re, hvad der er tu­rens stør­ste fa­rer. Er det bjør­ne­ne, som til vo­res over­ra­skel­se kan fin­de på at gå en tur på stran­den?

Vi har le­jet fi­re bjør­ne­sik­re­de cy­lin­de­re, som vi op­be­va­rer alt vo­res mad i samt toiletsa­ger som tand­pas­ta, sæ­be og solcre­me, så vi fø­ler os godt ru­ste­de.

Vi bli­ver eni­ge om, at de små fa­rer er de vær­ste. Sko­v­flå­ter, som kan gem­me sig i det hø­je græs samt poi­son oak ( giftsu­mak), en lil­le plan­te, hvis saft kan gi­ve svæ­re ud­slæt, svi­en og kløe. Og klap­per­slan­ger. Tan­ken om at bli­ve bidt af en klap­per­slan­ge langt ude i vild­mar­ken uden mo­bil­for­bin­del­se og med en hel dags van­dring for at hen­te hjælp gør os en anel­se usik­re.

Men so­len er ved at gå ned, så vi ryster fryg­ten af os og tra­sker de før­ste få ki­lo­me­ter gen­nem san­det, in­den vi slår vo­res telt op på stran­den i sol­ned­gan­gen. Og selv om vin­den ru­sker og ri­ver i vo­res telt nat­ten lang, fal­der vi til sidst i søvn til ly­den af bøl­ger­nes bru­sen.

Mas­ser af regn

Den næ­ste mor­gen har tå­gen krø­bet sig ind på os, og so­len er en bleg, hvid kug­le på den grå him­mel. Bjerg­kæ­den King Ran­ge, der rej­ser sig bag os, suger fug­tig­he­den fra ha­vet til sig, og der­for er Lost Coast et af de vå­de­ste om­rå­der i Ca­li­for­ni­en, og det reg­ner fra sep­tem­ber til april. Men her i maj slip­per vi for regn­vejr, og i ste­det er de grøn­ne skrå­nin­ger eks­plo­de­ret i en pa­let af vil­de blom­ster som lil­la iris­ser, rø­de ca­stil­leja­er, gu­le sen­neps­blom­ster og Ca­li­for­ni­ens na­tio­nal­blomst, oran­ge val­mu­er.

Vi la­ver hav­re­grød over bå­let og fyl­der vo­res vand­dun­ke i et nær­lig­gen­de vand­løb. Selv om van­det er rent, har vi få­et an­be­fa­let at be­hand­le det med kl­or­dioxid for en sik­ker­heds skyld.

Vi snø­rer van­dre­støv­ler­ne, ka­ster ryg­sæk­ken op på ryg­gen og be­gyn­der at føl­ge van­det. Ef­ter et par ti­mer når vi et lil­le, hvidt fyrtårn, der en­somt spej­der ud over ha­vet. Pun­ta Gor­da- fyrtår­net blev op­ført i 1907, ef­ter at ad­skil­li­ge ski­be var for­list her, og 87 per­so­ner druk­ne­de i en en­kelt ulyk­ke. Men ti­den løb fra det af­si­des­lig­gen­de fyrtårn, der i 1950er­ne blev ef­ter­ladt af kystvag­ten, om end en flok hip­pi­er kortva­rigt bo­sat­te sig i det i 1960er­ne. Vi tra­sker op i det lil­le tårn og op­da­ger, at en stor flok sæ­ler lig­ger og so­ler sig på stran­den for­an os. Vi går så tæt på dem, at lug­ten af fi­ske­ån­de og våd hund krad­ser i vo­res næ­se­bor, men sæ­ler­ne har for travlt med at gryn­te, ga­be og med luf­fer­ne ka­ste sand over sig selv til at æn­se os.

Hop over vand

Der er stort set in­gen skil­te, der vi­ser vej, men for det me­ste gi­ver ru­ten sig selv. Kun nog­le få gan­ge ser vi et skilt, der pe­ger mod an­dre van­dre­ru­ter og iføl­ge park­fo­ge­der­ne er det helt be­vidst – de ser helst, at Lost Coast for­bli­ver så vild og ube­rørt som mu­ligt.

Vi når et vand­løb, som vi er nødt til at kryd­se. Det før­ste af man­ge, vi­ser det sig.

Selv om det højst er en halv me­ter dybt, vil vi helst und­gå at tra­ske rundt i vå­de so­k­ker re­sten af da­gen, så vi ka­ster vo­res ryg­sæk­ke over på den an­den si­de, og med et ue­le­gant ti­ger­spring lan­der jeg li­ge præ­cis tørsko­et på den an­den si­de.

Det er på an­den­da­gen, vi når end­nu et af dis­se vand­løb og ud­ser os en træ­stam­me som bro over van­det. Men da

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.