Til Trump

BT - - KULTUR - Hen­ning Hø­eg ho­eg@ bt. dk

RO­CK­STJER­NE

Det er sjovt at in­ter­viewe Mi­ke Tramp. Ik­ke ale­ne er knæg­ten fra Vester­bro, Sten­lø­se og USAs en­de­lø­se hig­hways en hyg­ge­lig fyr med mas­ser af ta­lent. I en al­der 54 år har Mi­ke og­så en­de­lig fun­det ro i sig selv. Og han er der­for ik­ke spor ban­ge for at si­ge, hvad han me­ner - om alt.

Mi­ke Tramp, der i 70’ er­ne be­gynd­te som for­san­ger i lan­dets før­ste boy­band, Mab­le og si­den blev én af Dan­marks få rig­ti­ge in­ter­na­tio­na­le ro­ck­stjer­ner sam­men med grup­per­ne Whi­te Lion og Fre­ak Of Na­tu­re, ta­ler nær­mest i over­skrift er. Og der­for har jeg og­så delt vo­res snak i an­led­n­ng af man­dens ny­e­ste so­lo­al­bum ’ Nor­mad’ ind i ot­te for­skel­li­ge over­skrift er - Så kan du be­gyn­de, hvor du har lyst. » Nog­le fin­der de­res stil i den før­ste sang, de skri­ver. Men for mig tog det 30 år. Jeg skul­le igen­nem bå­de 80er­ne og 90er­ne med tung ro­ck og al bal­la­den. Men i dag er der in­gen tvivl: jeg er barn af folk- sce­nen på og om­kring Vester­bros Torv. De gam­le hip­pi­er med de­res gu­i­ta­rer og al den fe­de mu­sik, der op­stod de­r­in­de. I dag vil­le jeg ger­ne slå mig til ro sam­men med fa­mi­li­en. Mu­sik­ken kom­mer nem­lig fra mit eget in­dre. Jeg har ik­ke læn­ge­re brug for at rej­se for at fin­de in­spira­tion. Og jeg kun­ne godt tæn­ke mig at føl­ge mi­ne børn i skole hver mor­gen. Men selv­om den fø­lel­se bli­ver stær­ke­re, så sø­ger jeg sta­dig ef­ter den sid­ste brik, der kan gø­re drøm­men til en re­a­li­tet. « Med en­kel­te af­klip­pe­de pe­ri­o­der har Mi­ke Tramp haft langt ro­ck­stjer­ne- hår si­den 70er­ne. Men selv­om dåb­sat­te­sten si­ger ’ 14. ja­nu­ar 1961’, har den mi­dal­dren­de stjerne in­gen pla­ner om at klip­pe det. » Jeg fø­ler ik­ke, at jeg re­præ­sen­te­rer no­get fra 80er­ne. Det er ba­re, som det er. Men hvis månen kom­mer frem, så ry­ger det lange hår af, « si­ger Mi­ke, der dog og­så har én yder­li­ge­re be­tæn­ke­lig­hed. » Min lil­le syv- åri­ge søn har læn­ge­re hår end jeg. Og hvis jeg klip­pe­de det af, vil jeg og­så fø­le, at jeg svig­te­de ham. Vi er ik­ke sam­men så of­te, som jeg kun­ne tæn­ke mig. Men Dylan er ba­re så stolt af sin far. Og der­for har han og­så la­det hå­ret vok­se, « si­ger Mi­ke, der før snak­ken med BT net­op har sky­pet sam­men med sin yng­ste, syv- åri­ge Len­non.

RO­CK’N’ROLL Bå­de som med­lem af Mab­le og si­den som for­san­ger i ét af 80’ er­nes stør­ste me­tal­band Whi­te Lion har Mi­ke Tramp tit væ­ret of­fer for den dan­ske jan­te­lov. Men det hol­der ik­ke Mi­ke fra at si­ge sin ær­li­ge me­ning om den dan­ske mu­siks­ce­ne: » Der er in­gen dan­ske ro­ck­stjer­ner. Så sim­pelt er det. Der er nem­lig in­gen, der tør fly­ve for langt væk fra re­den. Der­u­de er der nem­lig in­gen tur­né­støt­te og trans­port- til­skud fra sta­ten. Se og­så på de hjem­li­ge band, der må­ske ta­ger en halv mil­li­on kro­ner for et en­kelt festi­val­job. Hvis de var vil­li­ge til at ta­ge en ri­si­ko, kun­ne de for det be­løb sæt­te en uden­land­sk tur­né på be­ne­ne. Men det er der ik­ke man­ge, der gør. Jeg har dog stor respekt for D- A- D. De tør sta­dig ta­ge chan­cer, « si­ger Tramp.

» Hvis det kun dre­jer sig om mig selv, Mi­ke Tramp, så har jeg fun­det ro. Jeg hø­rer til ty­pen, der ba­re kan gå langt ud i sko­ven med en stak vå­ben, byg­ge en mur og så si­ge ’ this is my land’. Men hvis du brin­ger mi­ne børn på syv og ti ind i reg­ne­styk­ket, så bli­ver jeg al­vor­ligt nervøs for frem­ti­den - for dem. Ver­den er fortabt, og det er for sent at æn­dre no­get. Prøv at se dig om­kring. Det er vir­ke­lig fuck­ed- up. « Mi­ke Tramp har fun­det sin in­dre ro. I dag kom­mer mu­sik­ken in­de­fra. Den 54- åri­ge ro­ck­mu­si­ker be­hø­ver ik­ke læn­ge­re at rej­se langt for at fin­de in­spira­tio­nen.

Fo­to: Tar­get og Scan­pix På sit nye al­bum læg­ger Mi­ke Tramp sig må­ske ud med me­re po­li­tisk kor­rek­te dan­ske mu­sik­kol­le­ga­er, der støt­ter strøm­men af flygt­nin­ge og im­mi­gran­ter fra Afri­ka og Mel­le­mø­sten. Og på san­gen ’ Bow And Obey’ ad­va­rer han så­le­des: ’ In­vi­ting the ene­my in, are we de­af are we blind’ ( Vi in­vi­te­rer fjen­den in­den­for - er vi dø­ve, og er vi blin­de). » Den store fejl­ta­gel­se blev be­gå­et i 70er­ne. Den­gang in­vi­te­re­de vi folk in­den­for og gav dem en syv- væ­rel­ses lej­lig­hed og kæm­pe un­der­støt­tel­se. I dag be­hand­les le­ga­le ind­van­dre­re med god ud­dan­nel­se og må­ske dan­ske for­bin­del­ser ef­ter præ­cis sam­me reg­ler som én el­ler an­den, der smug­le­de sig selv ind på ta­get af en last­bil. Og hvis du spør­ger mig, så er det alt for sent at re­pa­re­re det. Jeg an­kla­ger ik­ke flygt­nin­ge­ne selv, men de po­li­ti­ke­re, der står bag be­slut­nin­ger­ne, « si­ger Mi­ke Tramp

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.