Blev al­drig gen­for­e­net med sin dat­ter

BT - - NYHEDER - Sus­an­ne Jo­hans­son suss@ bt. dk

DR- DO­KU­MEN­TAR

Hun tab­te til kræf­ten, 65- åri­ge Vin­ni Povls­en. Måt­te ta­ge af­sked med li­vet læn­ge før, hun var pa­rat. Men det var ik­ke kun syg­dom­men, der fik bugt med hen­de. Stæ­dig­he­den gjor­de det og­så. Hun gik i gra­ven uden at få ro i sjæ­len.

I fi­re uger har knap en halv mil­li­on dan­ske­re med fug­ti­ge øj­ne fulgt fi­re helt al­min­de­li­ge men­ne­sker og de­res kamp mod kræf­ten. Har sid­det med en klump i hal­sen for­an fjern­sy­net, når DR do­ku­men­ta­ren ’ Ro i sjæ­len’ er bøl­get ud i stu­en og har gi­vet ind­blik i fi­re men­ne­skers op- og ned- tu­re, mens de på hver sin må­de har prø­vet at for­li­ge sig med at ha­ve en døds­dom hæn­gen­de over ho­ve­d­et. Og den tid­li­ge­re tank­be­sty­rer fra Sten­lø­se Vin­ni Povls­en var én af dem. Som ik­ke kun kæm­pe­de mod syg­dom­men, men in­derst in­de og­så med sav­net af den dat­ter, hun fem år tid­li­ge­re hav­de kap­pet bån­det til.

Det uaf­slut­te­de kapitel

Men le­ve­de drøm­men om en for­so­ning i hen­de, så tog hun den med i gra­ven. Om mor­ge­nen den 6. de­cem­ber 2014 dø­de Vin­ni Povls­en. På Her­lev Ho­spi­tal. Uden at bli­ve gen­for­e­net med sin dat­ter. Og det uaf­slut­te­de kapitel kan gø­re Vin­ni Povls­ens sø­ster Ja­ne Ber­nth om ik­ke vred, så i hvert fald trist.

Kæm­pe­de til det sid­ste

» Jeg kan godt sid­de og græ­de over det. Mis­for­stå mig ik­ke. Jeg el­sker min sø­ster. Men hun var så stæ­dig og vil­le ik­ke ræk­ke hån­den ud. Jeg ken­der hi­sto­ri­en bag, og det var Vin­ni selv, der skab­te den kon­flikt, der var der. Det var hen­de selv, der lag­de af­stand til dat­te­ren, « for­tæl­ler Ja­ne Ber­nth, som ik­ke øn­sker at ud­bas­u­ne­re år­sa­gen til kon­flik­ten.

» Den sid­ste må­ned in­den Vin­ni dø­de, kæm­pe­de jeg med hen­de for at ta­ge det skridt mod for­so­ning. Men hun vil­le ba­re ik­ke, « si­ger Ja­ne Ber­nth.

Dat­te­ren bor til­med i sam­me by, og har et nært for­hold til sin mo­ster. Der­for fulg­te hun fra si­de­linj­en lø­ben­de med i mo­de­rens liv. Vid­ste, hvor­når der var sej­re. Vid­ste, hvor­når tin­ge­ne så al­ler­sor­test ud. Vid­ste, at det lak­ke­de mod en­den.

» Hen­des dat­ter er en pragt­fuld pi­ge, som vil­le ha­ve gjort alt, hvis Vin­ni hav­de rakt ud mod hen­de. Og jeg kan sag­tens for­stå det fra hen­des si­de, for­stå hvor­for hun ik­ke tog kon­takt. For Vin­ni var vir­ke­lig ik­ke sød der. Godt nok hol­der jeg me­get af min sø­ster, men jeg kan sag­tens se hen­des fejl. Og det her var hun selv skyld i, men kun­ne ik­ke fin­de det i sig selv at ræk­ke ud. Selv på det al­ler­sid­ste sag­de hun nej, « si­ger Ja­ne Ber­nth, som og­så selv har haft si­ne tu­re med lil­le­søste­rens stæ­dig­hed.

» Jeg kan hu­ske én gang, mens vi beg­ge bo­e­de i København, hvor hun plud­se­lig ba­re var flyt­tet. Uden en lyd. I tre til fi­re år hør­te jeg in­tet fra hen­de. Først da min mand og jeg flyt­te­de til Ølstyk­ke og fandt ud af, at hun og­så bo­e­de der, fik vi kon­takt igen. Men den dag i dag er jeg helt ufor­stå­en­de over­for, hvad der ske­te. Hun vil­le ik­ke ta­le om det. Hun var ba­re så­dan én, som, hvis no­get gik hen­de på, el­ler hun ik­ke fik sin vil­je, så blev hun sur. Så­dan har hun væ­ret, si­den hun var barn, « for­tæl­ler Ja­ne Ber­nth, som gen­nem et langt liv hav­de lært at ven­de det blin­de øje og dø­ve øre til lil­le­søste­rens sær­hed. tur i Ti­vo­li og Zoo­lo­gisk Ha­ve. Og­så de drøm­me tog hun med i gra­ven.

De to sø­stre bo­e­de få hund­re­de me­ter fra hin­an­den. Og gen­nem he­le syg­doms­for­lø­bet har Ja­ne Ber­nth stå­et last og brast med Vin­ni Povls­en og væ­ret den skul­der, der kun­ne gri­nes og græ­des ved. Og selv­om hun læn­ge hav­de vidst, hvor det bar hen, kom det som et kæm­pe chok, da hun fik at vi­de, at hen­des sø­ster den­ne gang ik­ke kom hjem fra ho­spi­ta­let.

Holdt hin­an­den i hån­den

» Det slog mig fuld­stæn­dig ud, « si­ger Ja­ne Ber­nth, som dog er tak­nem­me­lig over, at hen­des sø­ster ik­ke dø­de ale­ne.

» Jeg fik tril­let en seng ind ved si­den af hen­de. Og selv­om hun ik­ke var ved be­vidst­hed, lå vi og holdt hin­an­den i hån­den. Li­ge til det sid­ste, « si­ger Ja­ne Ber­nth.

Tå­rer­ne kom­mer let for ti­den. Lidt for let. At føl­ge med i pro­gram­met ons­dag ef­ter ons­dag tæ­rer på hen­des fø­lel­ses­mæs­si­ge fil­ter. Men én ting var­mer - trods alt - hen­des hjer­te. Og det er, at Vin­ni Povls­en i det mind­ste nu er ble­vet gen­for­e­net med Elo. Man­den, som hun mi­ste­de for ti år si­den, og hvis død hun al­drig kom sig over.

» Vin­ni hav­de plan­lagt alt til sin bi­sæt­tel­se. Ned til mind­ste de­tal­je. Så ef­ter præ­stens ta­le blev der spil­let te­ma­et fra ’ El­vira Ma­di­gan’, som hand­ler om at mø­de sin kær­lig­hed i dø­den. Og det gjor­de hun. Nu lig­ger de igen ved si­den af hin­an­den. «

Så­dan så de ud, Vin­ni og Elo da de blev gift. Fo­to: Pri­vat/ Si­mon Skip­per

Vin­ni Povls­en fra ’ Ro i sjæ­len’

kla­re­de ik­ke kam­pen mod kræf­ten. Fo­to: DR

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.