’ Kræft­man­den er glad’

BT - - NYHEDER - Sus­an­ne Jo­hans­son suss@ bt. dk

RO I SJÆ­LEN

Det me­ste af sid­ste uge gik han rundt som en skyg­ge af sig selv. Hav­de hvil­e­lø­se næt­ter, hvor søv­nen ik­ke vil­le kom­me til ham, hvor hjer­nen kvær­ne­de uaf­brudt.

Men i fre­dags kun­ne han ån­de let­tet op, be­gyn­de at leve li­vet igen.

» Kræft­man­den er glad, « si­ger 46- åri­ge Hen­rik Ni­el­sen. Helt høj. Selv­om det kun er en stak­ket frist. For den lil­le rest af kræft, der sta­dig sid­der i hjer­nen, kræ­ver, at han hver tred­je må­ned skal scan­nes.

Men det er ik­ke sel­ve scan­nin­gen, der af og til tru­er med at su­ge li­vet ud af ham. Det er ven­te­ti­den. Fra han er ble­vet scan­net, til han får sit svar. Nog­le gan­ge går der to uger.

» To uger hvor jeg ik­ke aner, hvad jeg skal for­tæl­le min fa­mi­lie, el­ler hvad jeg skal for­be­re­de mig på, « si­ger Hen­rik Ni­el­sen.

Fak­tisk har hans fru­stra­tion over den uri­me­li­ge ven­te­tid væ­ret så stor, at han har in­si­ste­ret på at få ud­le­ve­ret en cd- rom med scan­nings­bil­le­der­ne. Så han selv kan sid­de hjem­me i vil­la­en uden­for Vi­borg og nær­stu­de­re dem og sam­men­lig­ne med tid­li­ge­re billeder. Det gi­ver ham en vis ro i sjæ­len.

Op­tu­re og ned­t­u­re

» Jeg er ved at væ­re ri­me­lig dyg­tig til at ana­ly­se­re dem, « si­ger han. Vel­vi­den­de, at han al­drig kan væ­re helt sik­ker på si­ne hjem­mela­ve­de ana­ly­ser.

De se­ne­ste fi­re uger har knap en halv mil­li­on dan­ske­re på tæt­te­ste hold fulgt med i Hen­rik og hans ko­ne Ann Doras liv. I de­res kam­pe og sej­re. I de­res op­tu­re og ned­t­u­re i hver­da­gen, som den teg­ner sig, når man har få­et en døds­dom. ger f. eks. ik­ke til mig. Må­ske til min ko­ne. Men ik­ke til mig. Og det er sik­kert be­rø­rings­angst. Men det kan vir­ke­lig un­dre mig, for jeg er jo ik­ke ban­ge for at snak­ke om det. Over­ho­ve­det ik­ke. Folk kan ba­re kom­me.

Et klap på skul­de­ren

Så når man med­vir­ker i så­dan et pro­gram som det­te, som man ved, at folk har set, så får man det vir­ke­lig sat på spid­sen. Når jeg kom­mer til fa­mi­lie­fød­sels­dag el­ler ven­ne- sam­men­kom­ster, fø­ler jeg sgu nog­le gan­ge, at jeg går rundt som en ele­fant, som de al­le sam­men skal udenom, « si­ger Hen­rik Ni­el­sen.

At væ­re ’ kræft­man­den fra tv’ har dog og­så ført go­de ting med sig. Folk, der gi­ver ham et klap på skul­de­ren, et kram, si­ger ’ fand­me flot gjort’. Men og­så i for­hold til de tre søn­ner har pro­gram­met flyt­tet no­get.

» Vi har set det sam­men med de to store på 8 og 11, som be­gyn­der at få lidt tå­rer i øj­ne­ne, mens de ser det. Ik­ke ba­re pga. mig, men og­så de an­dre med­vir­ken­de. De spør­ger, om der er li­ge så stor ri­si­ko for, at jeg bli­ver li­ge­så syg som dem. Og der må jeg jo væ­re ær­lig at si­ge ja, si­ge at ri­si­ko­en er der, men at jeg selv­føl­ge­lig sat­ser på, at jeg ik­ke bli­ver det.

Der er kom­met en stør­re al­vor i dem. For de er nødt til at ken­de til, at der kan væ­re en dag, hvor de ik­ke læn­ge­re har no­gen far. Og det er hårdt for dem, især med den al­der, de har nu. «

Hen­rik Ni­el­sen har set pro­gram­mer­ne sam­men med de to æld­ste søn­ner, og en stør­re al­vor har sne­get sig ind. Fo­to: DR

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.