Kul­tur ’ Si­ger fra over for kvin­der, kol­le­ger og kor­rup­te’

D- A- D- san­ge­ren Jes­per Bin­zer fyl­der 50 i dag. Han mær­ker al­de­ren kom­me sni­gen­de. Og det er en for­del

BT - - KULTUR - Jens ’ Jam’ Ras­mus­sen bt@ bt. dk

IN­TER­VIEW

Det er et par da­ge ef­ter som­me­rens sid­ste D- A- Dkon­cert - i Hol­bæk - og Jes­per Bin­zer er net­op be­gyndt på det, der i ro­ck­bran­chen kal­des ’ mu­si­ke­rens som­mer­fe­rie’. BT har sat Bin­zer stæv­ne i Roy­al Ho­tels bar i det cen­tra­le København i an­led­ning af D- A- D- front­man­dens 50 års fød­sels­dag. Jes­per Bin­zer an­kom­mer på cy­kel fra sit hus ude på Ama­ger. I fint fe­ri­e­hu­mør, men og­så med lidt træt­hed i krop­pen.

Hvor­dan er ens sinds­stem­ning, når man har over­stå­et en lang som­mer­tur­né, og det nu er ble­vet sep­tem­ber?

» Sid­ste år tu­re­de vi me­re rundt end no­gen­sin­de på vo­res tre gan­ge 30- show- tur­né, mens det i år kun er ble­vet til 30 kon­cer­ter. Men jeg kan mær­ke, at ’ mor­far’ er ble­vet lidt træt. Al­de­ren har slå­et mig – el­ler jeg er ble­vet selvfed nok til at tur­de in­drøm­me det. El­ler selvfed nok til at si­ge, at så­dan må det nød­ven­dig­vis væ­re. «

Over­le­ve­de de før­ste 27 år

Har tan­ken om, at du fyl­der 50 år, strej­fet dig un­der­vejs?

» Jo, ab­so­lut! Jeg kan ær­ligt og re­de­ligt si­ge, at jeg i det se­ne­ste par år har kun­net mær­ke, at jeg er ble­vet en mand i min bed­ste al­der. Jeg kan si­ge fra over for bå­de kvin­der, kol­le­ga­er og kor­rup­te. Jeg er vir­ke­lig lan­det et fedt sted. Ma­lur­ten i bæ­ge­ret er selv­føl­ge­lig, at man som ro­ck­mu­si­ker ved, at når man er på top­pen, så er der kun én vej. Det har man jo prø­vet et par gan­ge før, ha. «

Kan du mær­ke al­de­ren som mu­si­ker?

» Da man var ung, gav man den fuld gas, that’s a fa­ct. Godt. Så blev man lidt æl­dre, man over­le­ve­de si­ne 27 år og fandt ud af, at mu­sik­ken og­så skul­le væ­re et ar­bej­de. Det blev jeg mær­ke­ligt til mo­de over, for vil­le det så bli­ve no­get pla­stic? No­get på­ta­get? Vil­le det sta­dig væ­re kunst? Vil­le jeg ik­ke læn­ge­re kun­ne glem­me mig selv i en A- mol? Skul­le der nu ti ak­kor­der til, og hvor jeg sta­dig­væk ik­ke vil­le kun­ne glem­me mig selv? Men man fin­der ud af, at det er ét fedt. Der er ik­ke no­get, som går tabt. Selv­føl­ge­lig er der sta­dig­væk ru­ti­ne, men den op­lag­res he­le ti­den, så man bli­ver me­re og me­re kre­a­tiv på de øver­ste ti pct. Og der bli­ver me­re fri­hed til at væ­re åndssvag øverst op­pe. «

Kan du mær­ke al­de­ren i for­hold til din op­træ­den?

» Nej, det kan jeg så­dan set ik­ke. Jeg sy­nes, jeg syn­ger bed­re end no­gen­sin­de, for­di jeg syn­ger så me­get, som jeg gør. Før­hen hop­pe­de man må­ske me­re rundt på sce­nen, men hav­de ik­ke no­gen luft til at syn­ge de lange to­ner. Nu kan jeg hop­pe rundt og så li­i­i­ge gå op til Laust ved trom­mer­ne, si­ge ’ hej’, få vej­ret og så gå ned og syn­ge en lang to­ne. På grund af ru­ti­nen. «

I sin bi­o­gra­fi fra 2012, skrev Jes­per Bin­zer, ’ jeg har ik­ke lyst til at for­ste­ne i en form, som jeg skal ud­fyl­de re­sten af mit liv’. Hvis man føl­ger det ci­tat til dørs, kun­ne det vel godt for­tol­kes så­dan, at han kun­ne fin­de på at ta­ge sin go­de gu­i­tar, si­ne eg­ne san­ge og ba­re kal­de sig Jes­per Bin­zer?

» Det var ik­ke spe­ci­elt det, jeg men­te med det ci­tat. Men jo, man kan sag­tens si­ge, at det lig­ger li­ge for, at det bur­de væ­re det, man kun­ne gø­re, sær­ligt i for­hold til at vil­le ud­vi­de sig selv. Og hvis man var så kre­a­tiv, så vil­le det må­ske væ­re fedt at kun­ne gø­re beg­ge de­le. Men det, som vi stræ­ber ef­ter med al­le D- A- D- al­bum, er, at det er vo­res ’ so­l­o­p­la­de’ hver især, det som vi er al­ler­mest stol­te af at ud­gi­ve. Og at der er så me­get kunst­ne­risk fri­hed i ban­det, så al­bum­met be­står af det yp­per­lig­ste, vi al­le har kun­net gi­ve. Og ær­ligt talt... så­dan som det ser ud nu, så vil­le det væ­re pa­te­tisk at ud­gi­ve no­get selv, for det vil al­drig kun­ne bli­ve så fedt som en D- A- D- pla­de.

Ik­ke me­re lort til lof­tet

Hvad øn­sker man sig som 50årig?

» I alt fald ik­ke me­re lort, som skal gem­mes op­pe på loftrum­met. Det skal væ­re ting, der kan drik­kes, spi­ses el­ler plan­tes ud, ik­ke? El­ler op­le­vel­ses­tu­re. Jeg er ik­ke for fin til at bli­ve in­vi­te­ret på en ot­te- da­ges fe­rie på Kre­ta. Men egent­lig ik­ke no­get. Jeg hø­rer til den ra­ce, der har svært ved at ta­ge imod, så jeg kan bedst li­de ik­ke at få ga­ver. « Hvor­dan skal da­gen fejres? » Lidt ud fra de­vi­sen, ’ vi ta­ger det ro­ligt’, så jeg har ba­re in­vi­te­ret de 30 nær­me­ste hjem til mid­dag. « JES­PER BIN­ZER

4. sep­tem­ber 1965 på Fre­de­riks­berg. For­san­ger og ryt­me- gu­i­ta­rist i D- A- D si­den 1984. Bror til gu­i­ta­ri­sten Ja­cob Bin­zer.

Født:

I 2001 blev han

kå­ret til ’ Årets Dan­ske San­ger’ ved Da­nish Mu­sic Awards. Jes­per Bin­zer bor sam­men med sin dat­ter fra sit tid­li­ge­re æg­te­skab. Han bor og­så sam­men med sin ko­ne, hen­des dat­ter og de­res fæl­les søn på Hol­men i København. For­fat­ter til selv­bi­o­gra­fi­en ’ I Won’t Cut My Hair’ ( 2012).

se­ne­ste stu­die- al­bum er ’ DIC. NII. LAN. AFT.: ERD. ARK’ ( 2011).

D- A- Ds

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.