Guide til pas­sen­de ad­færd i S- to­get

BT - - KENDER DU DET? -

De se­ne­ste må­ne­der har jeg haft me­get ar­bej­de i København, og der­for har jeg til­bragt en del tid i s- to­get. Jeg op­da­ge­de hur­tigt, at li­vet på lan­det, til­sy­ne­la­den­de har gjort mig til so­ci­al anal­fa­bet i for­hold til, hvad der er ac­cep­ta­bel op­før­sel i of­fent­li­ge trans­port­mid­ler. Sa­gen er den, at ef­ter jeg er flyt­tet til Stevns, har jeg væn­net mig til, at folk smi­ler til hin­an­den og hyg­ge­snak­ker. Jeg har væn­net mig til at eks­pe­di­en­ter er hø­fli­ge, hjælp­som­me og imø­de­kom­men­de, og at man smi­ler og ta­ler sam­men i Net­to, selv­om man ik­ke ken­der hin­an­den. Gør jeg mig uma­ge, kan jeg da godt erin­dre no­get om tø­j­eks­pe­di­en­ter, som ik­ke ned­lod sig til un­der­lø­di­ge ak­ti­vi­te­ter, så­som at eks­pe­de­re kun­der. Svagt hu­sker jeg da og­så, hvor­dan hor­der af mødre­grup­per ryd­de­de for­to­vet med de­res bar­ne­vog­ne, og man sprang for li­vet for ik­ke at bli­ve plø­jet ned. Men det er ik­ke no­get jeg mø­der i det dag­li­ge læn­ge­re. Si­den jeg flyt­te­de her­ud, har in­gen kom­men­te­ret hvor høj hæk­ken er, hvad tid folk slår græs el­ler dis­ku­te­ret hvis hund, der gør mest. Folk er ba­re ik­ke så små­li­ge og her er me­re al­bu­e­rum. Men den slags rum­me­lig­hed skal man til­sy­ne­la­den­de ik­ke ta­ge med sig ind s- to­get. Hur­tigt gik det op for mig, at man ik­ke skal smi­le, med­min­dre man er in­ter­es­se­ret i at få: ’ Åh nej, en re­tar­de­ret. Ba­re hun ik­ke sæt­ter sig ved si­den af mig’blik­ket. Jeg op­da­ge­de og­så, at selv­om der ik­ke er num­me­re­re­de sæ­der, er der stren­ge reg­ler for, hvor­dan man ud­væl­ger sid­de­plads. F. eks. er man en fre­ak, hvis man sæt­ter sig ved si­den af en an­den, hvis der er en hel sæ­deræk­ke fri. Så er det li­ge me­get om sæ­det ven­der den for­ker­te vej og man bli­ver kø­re­syg. Den ønskværdige pri­o­ri­te­ring er: ’ Hel­le­re ør­le, end at sid­de ved si­den af an­dre’. Er­ken­del­sen af, at jeg ik­ke ved nok om pend­le­ri, fik mig til at be­de folk på min Fa­ce­book­si­de om hjælp til at kort­læg­ge de uskrev­ne reg­ler, så jeg ik­ke faldt to­talt igen­nen. Der var man­ge man­ge go­de råd, og her er en ’ guide til pas­sen­de ad­færd i s- to­get’:

Reg­ler om sæ­der:

- Hvis der er le­di­ge sæ­deræk­ker, er det upas­sen­de at sæt­te sig ved si­den af an­dre. - Rig­ti­ge mænd sid­der med spred­te ben ( så der er plads til de­res kæm­pe co­jó­nes) og fyl­der halvan­det sæ­de. - Din ta­ske har krav på sit eget sæ­de. Hvis no­gen be­der dig flyt­te den, for­søg at ig­no­re­re dem. - Be­gyn­der en æl­dre el­ler høj­gravid at stir­re be­sid­de­risk på dit sæ­de i det over­fyld­te tog, så lad som om du sover. El­lers kan der godt bli­ve en aka­vet stem­ning, når du ik­ke gi­ver dem din plads. - Hvis du sid­der in­derst og skal af, så in­formér en­de­lig ik­ke din si­de­mand om dit fore­ha­ven­de. Det • Chri­sti­na Sederqvist er 41 år, for­fat­ter, ko­mi­ker og fored­rags­hol­der. Kendt fra se­ri­en ’ Skrå­plan’, som hun la­ve­de med Linda P. Hun er mor til to og er for ny­lig flyt­tet på lan­det med børn, kæ­re­ste og en min­dre dy­re­park. • I næ­ste uge skri­ves klum­men af Mi­chel­le Hvi­id rig­ti­ge at gø­re er at pak­ke di­ne ta­sker og po­ser, og med mest mu­ligt be­svær krav­le henover ham, og ma­se hans an­sigt med din ryg­sæk. El­lers læ­rer han det al­drig.

Reg­ler om kom­mu­ni­ka­tion:

- Tal al­drig med di­ne med­pas­sa­ge­rer ( ale­ne et smil er græn­se­sø­gen­de ad­færd, med­min­dre det er til et dyr el­ler en ba­by). - Hvis an­dre ik­ke kan fin­de ud af, hvor­dan de au­to­ma­ti­ske dø­re i to­get vir­ker, er det vig­tigt at du la­der dem fin­de ud af det selv. Be­gyn­der du at for­kla­re, at man skal tryk­ke på knap­pen, har du øde­lagt læ­rin­gen for den uvi­den­de, samt un­der­hold­nin­gen for re­sten af kupéen. - Hvis an­dres ad­færd er til ge­ne, er det vig­tigt ik­ke at hen­ven­de sig til dem. Det er langt bed­re at sen­de dem et mis­bil­li­gen­de ele­va­tor­blik.

Reg­ler om brug af mo­bil­te­le­fon:

Sam­ti­dig med at jeg kluk­ke­de af grin, over hvor rig­ti­ge de her ’ go­de råd’ er, så ryste­de jeg og­så på ho­ve­d­et. Hvor­for er vi så­dan? Og jeg si­ger VI, for jeg skal be­stemt ik­ke spil­le hel­lig. Når no­gen be­der mig om at ta­ge min ryg­sæk af, så er det før­ste jeg tæn­ker, ’ hvad bil­der du dig ind?’ og li­ge bag­ef­ter mær­ker jeg om jeg har min pung, for­di jeg kom­mer i tan­ker om, at det nok er en lom­me­tyv, der er ude på at af­le­de min op­mærk­som­hed. Det er jo lat­ter­ligt at væ­re så skep­tisk og mi­stroisk over­for an­dre men­ne­sker, som i bund og grund ba­re er på vej til el­ler fra ar­bej­de. Det er i hvert fald ik­ke så­dan, jeg har lyst til at væ­re. Så hvad si­ger I? Skul­le vi ik­ke ta­ge at put­te lidt livs­glæ­de ind i den of­fent­li­ge trans­port? Hvis vi har det lidt sjove­re, så kan det væ­re at vi glem­mer, at tu­ren er lang og bil­let­ten er alt for dyr. Vi væl­ger jo selv om vi vil væ­re en flok aso­ci­a­le røv­hul­ler, el­ler flin­ke men­ne­sker der hjæl­per hin­an­den. Lad os la­ve nog­le nye uskrev­ne reg­ler, der hand­ler om at smi­le og hjæl­pe hin­an­den. Det er så sundt at væ­re i godt hu­mør, og det go­de er, at det smit­ter.

We­e­kend - 05.09.2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.