180° ’ Ly­net er ble­vet en del af mig’

På en golf­tur til Tyr­ki­et slog ly­net ned i Ni­co­lai Pyndt Andersen og ef­ter­lod ham først uden puls, se­ne­re med knu­ste drøm­me. Men Ni­co­lai har over­gå­et al­les for­vent­nin­ger og rejst sig igen

BT - - KLUMME - Jens Me­i­ni­che Mo­u­vi­el­le

jm­mo@ bt. dk Fo­to Bax Lind­hardt hu­sker ik­ke fø­lel­sen af, at kun­ne be­væ­ge sig uden be­svær. Det har han det på en må­de godt med:

» Jeg kan hu­ske, jeg kun­ne, men ik­ke hvor­dan det var. På den må­de ved jeg ik­ke, hvad jeg har mi­stet, « si­ger han og til­fø­jer med et drøm­men­de ud­tryk i øj­ne­ne:

» Det vil­le godt nok væ­re un­der­ligt at lø­be igen « .

Tilbage til li­vet

En af de før­ste sam­men­hæn­gen­de epi­so­der, som Ni­co­lai Pyndt kan hu­ske, er fra hans før­ste nat på Rigs­ho­spi­ta­let. Han våg­ner midt om nat­ten, for­di han skal tis­se. På en el­ler an­den må­de får han kan­tet sig ud af sen­gen, men fal­der øje­blik­ke­ligt sam­men på gul­vet. Han kan hver­ken bru­ge si­ne ar­me el­ler ben. Først vil han rå­be på hjælp, men hans stem­mebånd er slidt af den re­spira­tor, som han har lig­get i da­ge­ne for­in­den. I ste­det for­sø­ger han at ham­re sin hånd mod gul­vet, men ef­ter et par dask slip­per kræf­ter­ne op. For før­ste gang mær­ke­de han vir­ke­lig, hvor hjæl­pe­løs han var ble­vet. Men Ni­co­lai Pyndt er en figh­ter.

» Selv­om det har væ­ret hårdt, så har jeg væ­ret i stand til at ska­be mi­ne eg­ne små sej­re, og det har gjort, at jeg har væ­ret i stand til at bi­be­hol­de mo­det på li­vet, « si­ger Ni­co­lai Pyndt, der brug­te de før­ste 13 må­ne­der ef­ter ulyk­ken på at lig­ge på di­ver­se ho­spi­ta­ler.

Da han blev ud­skre­vet, skul­le han ha­ve en ta­to­ve­ring. Et mær­ke, der for al­tid kun­ne min­de ham om, hvor hel­dig han er sta­dig at væ­re i li­ve. Selv­om han kun var 17 år, god­kend­te hans for­æl­dre det, og Ni­co­lai Pyndt fik la­vet et lyn med to vin­ger på ryg­gen, som et evigt min­de om at en en­gel vog­te­de over ham den dag. Men Ni­co­lai Pyndt var sta­dig svag, og ta­to­vø­ren måt­te ha­ve en læ­ge­er­klæ­ring på, at han var rask nok til at få pum­pet blæk­ket ind i hu­den.

» Pul­sen sti­ger me­get, når du bli­ver ta­to­ve­ret. De var ban­ge for, at mit hjer­te vil­le gå i stå. Hel­dig­vis sag­de læ­gen dog, at jeg var frisk nok. «

Al­drig som før

Der gik lang tid, før det gik op for Ni­co­lai Pyndt, at al­ting al­drig vil­le bli­ve som før. Han tro­e­de, at det blot var et spørgs­mål om tid, før han var klar helt klar igen. Men ef­ter to må­ne­der i ho­spi­tals­sen­gen gik det op for ham, at vir­ke­lig­he­den var en gan­ske an­den.

» Det var min far, der for­tal­te mig det. At jeg ik­ke vil­le kun­ne nå tilbage på ef­ter­sko­len, og at jeg må­ske al­drig vil­le kun­ne kom­me til at gå. Jeg stortu­de­de i to da­ge ef­ter det, men så be­slut­te­de jeg mig for, at ta­ge kam­pen op. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.