Thea Teg­l­b­jærg

BT - - NYHEDER -

35 ÅR

JOR­DE­MO­DER I FEM ÅR, ER STA­DIG VI­KAR VED SI­DEN AF UNI­VER­SI­TETS­UD­DAN­NEL­SE » På en vagt for ny­lig mød­te jeg ind på en fø­de­gang, hvor der var syg­dom, som ik­ke blev dæk­ket, for­di der er an­sæt­tel­ses­stop. Og man har sam­ti­dig valgt at fy­re sosu’er­ne på de små af­de­lin­ger, som el­lers fyl­der op og hol­der styr på tin­ge­ne, så det er plud­se­lig og­så vo­res job. Al­le fø­de­stu­er var godt nok re­ne, men der var ik­ke lag­ner på sen­ge­ne og mang­le­de ting i ska­be­ne. Al­le­re­de dér er man i alarm­be­red­skab. Det ska­ber en vir­ke­lig pres­set og ube­ha­ge­lig si­tu­a­tion, når den før­ste fø­de­n­de står i dø­ren - især hvis ba­by ik­ke har det godt. F. eks. nå­e­de den ene kvin­de på min vagt at blø­de en li­ter - og det var nær­mest rent held, at jeg hav­de frie hæn­der til at hjæl­pe. Hel­dig- vis var tin­ge­ne, vi skul­le bru­ge, fyldt op 20 mi­nut­ter for­in­den. Nu gik det godt, men vi er så tæt på, at det går galt.

Jeg fø­ler mig tvun­get ud af fa­get, selv­om jeg var rig­tig glad for mit job - jeg vil­le helst bli­ve. Men jeg var ud­mat­tet, og en dag kun­ne jeg ik­ke me­re. Vi skå­ner pa­tien­ter­ne for ube­ha­ge­li­ge op­le­vel­ser, men står med en for­nem­mel­se af, at det he­le var lidt hel­digt. Det hol­der man ik­ke til i læng­den. Når eu­fori­en over at væ­re jor­de­mo­der læg­ger sig, og det gør den på et tids­punkt, så skal der sta­dig væ­re lys for en­den af tun­nel­len. De fø­de­n­de, mi­ne kol­le­ger el­ler nær­me­ste le­de­re er ik­ke pro­ble­met, men der­i­mod bu­reau­kra­ti­et på top­pen. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.