Ulls­hit der­ov­re’

G bag­si­de, det vil­de liv før ko­ne og børn og man går til ca­sting i Hol­lywood

BT - - NYHEDER -

SØN­DAG 6. SEP­TEM­BER 2015 at kun­ne ta­ge hjem og la­ve ’ Brød­re’, ’ Ar­ven’, ’ Adams æb­ler’ og al­le de go­de fi lm. Jeg er al­drig ar­bejds­løs mod­sat dem i USA, der kun har det der­ov­re, og det er nok en lil­le for­del for mig. « Hvor­dan er det en for­del? » Når ca­ster­ne kan mær­ke, at jeg må­ske er lidt li­geg­lad, så tæn­ker de, at det kan da ik­ke pas­se, at han er li­geg­lad med os. Så bli­ver de straks me­get me­re in­ter­es­se­re­de, og så vil de ha­ve én end­nu me­re. Det er no­get un­der­ligt no­get. Men så­dan er den bran­che. Der er rig­tig me­get bulls­hit. Det er det sam­me, når man for­hand­ler løn. Hvor­for er det li­ge den ene pris frem for den an­den? Det hand­ler kun om, hvad man kan slip­pe af sted med. «

» Man kan godt tæl­le op, hvor man­ge fi lm man har la­vet, og hvor man­ge der har set dem, og så for­sø­ge at reg­ne en mi­nut­pris ud. Men i prin­cip­pet er det med, hvad man er værd, ba­re bulls­hit, « si­ger den 53- åri­ge sku­e­spil­ler, der nu eft er­hån­den har la­vet fi lm i ud­lan­det i me­re end 15 år.

Er du al­drig ble­vet star­struck, når du har mødt en stjerne, du selv be­un­drer?

» Nja, jeg er al­drig ramt så­dan, at jeg ik­ke kun­ne fi nde ud af at spil­le. Men jeg var til en ca­sting med Ro­bert De Niro for no­get tid tilbage. Det var al­li­ge­vel no­get. Det føl­tes sgu lidt mær­ke­ligt at sid­de dér over for min helt. Det er én, man er vok­set op med og har sid­det og set på fi lm, den­gang man ger­ne vil­le væ­re sku­e­spil­ler. Men man ri­si­ke­rer og­så, at den der fa­sci­na­tion går lidt af, når man mø­der de helt store. Ro­bert De Niro kun­ne ik­ke fi nde ud af at læ­se sit fuck­ing ma­nuskript. Jeg tro­e­de, det var løgn, og man skal ik­ke la­ve gas med den slags, men jeg tror fak­tisk, han er ord­blind. «

Sød og lidt ge­nert

Men eft er­hån­den bli­ver det nor­malt at mø­de de dér folk. Plud­se­lig en dag sad jeg og hyg­ge­snak­ke­de over en øl med Se­an Penn, som jeg og­så be­un­drer. Og så er han ba­re en helt al­min­de­lig, lidt ge­nert fæt­ter. Og væl­dig sød.

Tror du no­gen­sin­de, at du når det punkt, hvor du tæn­ker, nu har jeg op­nå­et det, jeg vil­le?

» Alt­så jeg er kom­met der­til, hvor jeg har la­vet min før­ste fi lm, som jeg selv in­stru­e­rer. Og jeg har jo al­drig tur­det drøm­me om det, der er sket i ud­lan­det ind­til nu. Det var al­drig rig­tig en am­bi­tion. Ba­re no­get, der duk­ke­de op. Og så vil­le det væ­re ær­ger­ligt ik­ke at ud­nyt­te mu­lig­he­den. «

» Når man nu godt kan li­de at la­ve fi lm, så er der me­get me­re at la­ve, hvis man kan få fo­den in­den­for i ud­lan­det. Og i USA kan du kom­me i be­rø­ring med nog­le ty­per fi lm, vi slet ik­ke har pen­ge til her­hjem­me. Og så er det da et fan­ta­stisk job: Man ren­der rundt og le­ger rø­ve­re og sol­da­ter, man bli­ver fl øjet rundt på før­ste klas­se, bor på luksus­ho­tel­ler, bli­ver ret godt be­talt og får sam­ti­dig set he­le ver­den. «

Ul­ri ch Thom­sen smi­ler helt op i øj­ne­ne og kom­mer i tan­ke om den svæ­re be­gyn­del­se.

» Alt­så hvis det går godt. Det kan og­så væ­re sur røv, hvis det ik­ke går så godt. Men jeg har ik­ke rig­tigt no­get at kla­ge over. Li­ge nu kan jeg i hvert fald ik­ke fi nde på no­get. «

Ul­rich Thom­sen kan nog­le gan­ge godt vir­ke lidt uin­ter­es­se­ret i en rolle, og det kan pud­sigt nok gø­re ham me­re ef­ter­s­purgt i Hol­lywood- mil­jø­et.

Fo­to: Tho­mas Lek­felt

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.