Så­dan blev jeg ko­mi­ker

BT - - KULTUR - Jan Erik­sen jae@ bt. dk

TILBAGE TIL RØD­DER­NE

Lars Hjorts­høj til­hø­rer den før­ste ge­ne­ra­tion af dan­ske stan­dup- ko­mi­ke­re. Dem, der op­søg­te klub­ben Din’s om­kring 1988- 89. I dag er stan­dup for længst ble­vet main­stream, og Hjorts­høj er sam­men med ko­mi­ke­re som Cas­per Chri­sten­sen, Frank Hvam, An­ders Mat­t­he­sen og Jan Gint­berg blandt de stør­ste nav­ne i dansk un­der­hold­ning.

» Jeg kan hu­ske at ha­ve stå­et for bor­den­den som dreng, når mi­ne for­æl­dre holdt fa­mi­lie­fe­ster, og un­der­holdt med Jør­gen Ryg- mo­no­lo­ger, « for­tæl­ler Hjors­høj om det, der blev be­gyn­del­sen til kar­ri­e­ren. Uden at no­gen kun­ne vi­de det den­gang.

» Jeg lyt­te­de på bi­bli­o­te­ket til Dirch Pas­ser, Kjeld Pe­ter­sen og Jør­gen Ryg. Jeg har næp­pe for­stå­et det he­le. Men jeg kun­ne li­de ryt­men, ly­den af folk, der gri­ne­de og klap­pe­de. Me­lo­di­en i Rygs stem­me. Han lig­ger skævt - ryt­men, be­to­nin­gen, pau­ser­ne. Den ene­ste jeg ken­der med lig­nen­de mu­sik er Mia Lyh­ne. «

En del af et hold

» Jeg kan se nog­le nedslag i min barn­dom og ung­dom, hvor jeg har haft en grund­fø­lel­se af at væ­re util­pas­set. Hvor jeg føl­te, at jeg ik­ke hør­te til. Det var først, da jeg fl yt- te­de til København og mød­te Cas­per og Gint­berg, at jeg føl­te mig som en del af et hold. Hu­moren er som be­kendt et for­svar. Hvis jeg kun­ne få folk til at gri­ne, så op­da­ge­de de ik­ke alt det an­det. Jeg syn­tes ik­ke, at det var fedt at væ­re te­e­na­ger. Det var ræd­sels­ful­de år. Det var en over­le­vel­ses­me­ka­nis­me – at la­ve sjov med mi­ne eg­ne fejl. Det er og­så no­get med at ta­ge brod­den af tin­ge­ne, « si­ger Hjorts­høj og til­fø­jer:

En af Hjorts­højs man­ge rol­ler gen­nem ti­den, Ro­bert fra tv- se­ri­en ’ Langt fra Las Ve­gas’. Ro­bert genop­stod i Hjorts­højs sid­ste show.

Fo­to: Ca­mil­la Røn­de

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.