H

BT - - SØNDAG - TEKST FO­TO

usker du An­ne Met­te Beck­mann? Den for­kæ­le­de rig­mands­dat­ter fra do­ku­men­tar­fi lmen ’ The good li­fe’, der be­brej­de­de sin mor den mil­li­o­narv, hun al­drig fi k. Hun end­te i et hul i Portu­gal med sin 87- åri­ge mor og hen­des dan­ske pen­sion som ene­ste liv­li­ner. Nu har hun mi­stet dem beg­ge, men skyld­fø­lel­sen slip­per hun al­drig. Hun støt­ter sig til grav­ste­nen og aer den ene hånd med den an­den. So­len ba­ger ned over den bri­ti­ske kir­ke­gård i Lis­sa­bon og de af­blom­stre­de ja­ca­ran­da- træ­er, som hæn­ger som et tag ud over fa­mi­lie­grav­ste­det. Her over­ve­je­de 61- åri­ge An­ne Met­te Beck­mann at læg­ge sig i en sovepo­se den før­ste nat eft er be­gra­vel­sen. Hen­des mor blev stedt til hvi­le un­der gru­set 2. april. Om­kring 20 men­ne­sker mød­te op, men man­ge send­te blom­ster. De var med i tan­ker­ne, som hun si­ger.

» Præ­sten spurg­te i kir­ken, om han måt­te læ­se et po­em, han hav­de valgt. ’ Of cour­se’, sag­de jeg. Det ene­ste, jeg hu­sker, han sag­de, var: ’ We’ll me­et her again, she hasn’t di­ed, we’ll me­et again, she will not want any­o­ne to fe­el gu­ilt’. Det sid­der me­get fast i mit ho­ved, at jeg ik­ke skal fø­le mig skyl­dig i no­get. For det gør jeg. «

I gru­set står ste­nen med det ny­ligt ind­gra­ve­re­de navn i sort: Met­te Ma­rie Beck­mann. I dag har An­ne Met­te Beck­mann kun den at ret­te si­ne ord til. I li­ve måt­te mo­de­ren læg­ge ører til me­re, end hvad de fl este mødre må fi nde sig i fra de­res voks­ne døtre. An­ne Met­te Beck­mann gav sin mor skyl­den for det liv, hun al­drig fi k, men mest af alt skæld­te hun sin mor ud, for­di hun ik­ke mag­te­de at bry­de ud af sin be­skyt­te­de bob­le og ska­be sit eget liv.

Man­ge år med bit­ter­hed

De sid­ste seks må­ne­der har An­ne Met­te Beck­mann brugt på at be­ar­bej­de ta­bet, men med mo­de­rens død be­gynd­te og­så en er­ken­del­ses­pro­ces, som hun langt­fra er fær­dig med.

» Jeg har brugt så man­ge år på at væ­re bit­ter over at mi­ste de pen­ge. But who ca­res? No­bo­dy gi­ves a shit. Jeg har væ­ret gal på min mor og på min far over de valg, de traf. Det for­try­der jeg i dag. Det er ik­ke sundt at væ­re så bit­ter. Hvor­for gø­re sig selv ondt? Det er ik­ke mors skyld. Det er ik­ke fars skyld. Det er ik­ke no­gens skyld, at mit liv blev, som det blev. Det er kun min – og så Portu­gals skyld. «

Hun går i mo­de­rens tøj, og fi nger­rin­ge­ne er og­så hen­des. Hun kun­ne ik­ke pas­se det, mens mo­de­ren var i li­ve, men nu pas­ser hun det per­fekt. Da mo­de­ren dø­de, fl yt­te­de An­ne Met­te Beck­mann ind i hen­de sove­væ­rel­se i den tre­væ­rel­ses lej­lig­hed i Ca­scais i Portu­gal, hvor de i åre­vis bo­e­de dør om dør. Nu sover hun om­gi­vet af bøj­le­sta­ti­vet med hen­des mors tøj og bil­le­der­ne af hen­des far, Val­de­mar Beck­mann. Duft en af mo­de­ren hæn­ger i rum­met. Og hun ta­ler sta­dig med hen­de.

» Hun si­ger, at hun har det fi nt, og at jeg og­så vil få det fi nt. Jeg skal ud af lej­lig­he­den, så vil jeg få det me­get bed­re. Og så und­skyl­der jeg. For alt det for­ker­te, jeg har sagt og gjort, men det ta­ger hun sig slet ik­ke af. Hvor hun er nu, har det in­gen be­tyd­ning. «

Kin­der­ne un­der de store sol­bril­ler er ble­vet blan­ke af tå­rer.

» Min mor var væd­der. Fuld af ener­gi og klar i ho­ve­d­et til det sid­ste, men be­ne­ne blev dår­li­ge, og til sidst kun­ne hun ik­ke gå ud. Hun sad ba­re og så fj ern­syn. Hun held on for min skyld. Vi le­ve­de for hin­an­den. Hun var min al­ler­bed­ste ve­nin­de. Mit et og alt. «

Hvad vil­le du si­ge til hen­de, hvis hun stod her i dag?

» Tak. Og und­skyld. «

An­ne Met­te Beck­mann har le­vet 27 år i Portu­gal, 26 i Frankrig og ot­te i Dan­mark, men hun er al­drig fl yt­tet hjem­me­fra. Ik­ke et ene­ste sted har hun bo­et uden sin mor. Men i marts sag­de det sva­ge hjer­te fra, og 87- åri­ge Met­te Beck­mann tog her­fra og eft er­lod sin 61- åri­ge dat­ter ale­ne for før­ste gang i hen­des liv.

BT har be­søgt dat­te­ren An­ne Met­te Beck­mann i lej­lig­he­den i Ca­scais i Portu­gal, hvor hun bo­e­de med sin mor. For at ta­le om li­vet uden mo­de­ren og frem­ti­den, som hun hå­ber lig­ger i Dan­mark.

De­res forun­der­li­ge liv blev tilbage i 2010 po­rtræt­te­ret i do­ku­men­tar­fi lmen ’ Mil­li­o­næ- ren, der mi­ste­de alt’ – med ori­gi­nal­tit­len ’ The good li­fe’. I en lej­lig­hed på den po­rtu­gi­si­ske sol­kyst fol­de­de en ab­surd fa­mi­lie­hi­sto­rie sig ud om dan­ske Beck­mann, der byg­ge­de en mil­li­onfor­mue op i Portu­gal, men mi­ste­de alt un­der den po­rtu­gi­si­ske re­vo­lu­tion i 70er­ne, så mor og dat­ter sad tilbage med in­tet an­det end hin­an­den og en dansk fol­ke­pen­sion.

Kvæ­len­de for­kælel­se

I 30 år hav­de mo­de­ren Met­te Beck­mann for­søgt at stræk­ke rester­ne af en gemt arv, mens dat­te­ren An­ne Met­te Beck­mann brug­te åre­ne på at be­brej­de si­ne for­æl­dre, at hun ik­ke fi k det liv, hun blev stil­let i ud­sigt som barn på den en­gel­ske pri­vatsko­le.

For hi­sto­ri­en om fa­mi­li­en Beck­mann er ik­ke kun en for­tæl­ling om stor­hed og fald. Det er og­så en ab­surd skil­dring af et over­be­skyt­tet bar­ne­liv, og hvor­dan kvæ­len­de for­kælel­se kan spo­le­re langt ind i vok­sen­li­vet. Når for­æl­dre svig­ter de­res an­svar.

Work var ta­bu i fa­mi­li­en Beck­mann. In­gen hav­de for­be­redt An­ne Met­te Beck­mann på at skul­le ar­bej­de en dag. Så det var ’ fan­de­me’ ik­ke hen­des skyld, at hun al­drig fi k en ud­dan­nel­se og et job, kun­ne se­er­ne tilbage i 2010 hø­re den 56- åri­ge dat­ter rå­be ad sin mor i fi lmen.

’ The good li­fe’ fi k pri­ser og ap­plaus på sin vej gen­nem de in­ter­na­tio­na­le fi lm­festi­va­ler, og re­spon­sen til An­ne Met­te Beck­mann ude­blev hel­ler ik­ke.

’ Nej, hvor skul­le du skam­me dig. En 56- årig kvin­de, som er så sel­v­op­ta­get og be­hand­ler sin gam­le mor, så­dan som du gør. Du skul­le sim-

KA­RI­NA SVENS­GAARD, ksv@ bt. dk BAX LIND­HARDT

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.