’’

BT - - SØNDAG -

1954: pelt­hen ha­ve et spark i rø­ven og så ud af klap­pen. Få dig et liv.’

Hun sid­der på en gam­mel spi­se­stol i stu­en. De sor­te bal­le­ri­na­sko hvi­ler på kan­ten af glas­so­fa­bor­det, og den bær­ba­re com­pu­ter pu­ster i skø­det, mens arm­bån­de­ne ras­ler henover ta­sta­tu­ret i takt med, at hun scrol­ler sig gen­nem be­ske­der­ne på Fa­ce­book.

» Det er snæ­ver­sy­ne­de men­ne­sker, som in­gen idé har om, hvor­dan det er at væ­re an­der­le­des. Ty­pisk dansk. Hvad ved de om mit liv? Min ca­se? I be­gyn­del­sen gjor­de det fryg­te­ligt ondt, men det rø­rer mig ik­ke me­re. Så­dan var de svæ­re år i ’ hul­let’. Man må fan­de­me be­un­dre os for, at vi ik­ke gi­ver no­get falsk ima­ge. «

Som møb­ler­ne er hen­des mo­der­s­mål fra en svun­den tid.

Et af­fek­te­ret dansk, der kvik­kes op med kraftud­tryk og lå­ner med rund hånd fra bå­de en­gelsk, fransk og po­rtu­gi­sisk.

» Men hun har ret. Jeg skul­le ha­ve få­et mig et liv. Mor var al­tid så ked af at, jeg al­drig hav­de mit eget liv. For min egen skyld. Hun var me­get be­kym­ret for, hvad der skul­le ske med mig den dag, hun var væk. Om jeg kun­ne kla­re mig selv. «

» I Dan­mark kø­ber man ik­ke an­tik­vi­te­ter læn­ge­re? Har jeg ret? Det si­ger Bruun Ras­mus­sen i hvert fald. «

Hun stry­ger en hånd over sto­le­ryg­gen på en stol, hvis pol­string tru­er med at slå rev­ner, hvis man sæt­ter sig. Den har stå­et på Ny­sø Slot ved Præ­stø og skul­le ha­ve væ­ret om­be­truk­ket for pen­ge, der ik­ke læn­ge­re er.

Helt for­fær­de­ligt

» Vi har ik­ke væ­ret så flit­ti­ge her i fa­mi­li­en. Vi har væ­ret lidt dov­ne, som mor al­tid sag­de. «

Hun slår en lat­ter op. Hun kan li­de at un­der­hol­de sit pu­bli­kum, men når man spør­ger hen­de, hvor­dan hun har det, sva­rer hun: ’ For­fær­de­ligt. Helt for­fær­de­ligt’. Det er blot os, der li­ver hen­de op, si­ger hun. Der er da­ge, hun ik­ke kom­mer uden for en dør, hvor ve­nin­der­ne skal tryk­ke dørklok­ken i bund, før hun kom­mer op.

Hun er i færd med at pak­ke to liv ned, men min­der­ne ta­ger jævn­ligt pu­sten fra hen­de, så pla­nen om at flyt­te til Dan­mark, in­den må­ne­den er om­me, skri­der lang­somt. Me­get skal sæl­ges, men det al­ler­æld­ste skal stil­les hos go­de ven­ner i Ca­scais: Rokoko­sto­le­ne, den grøn­ne plys­so­fa med stab­ler af gu­le Ko­dak- fo­to­map­per og det mørk­la­ke­re­de skri­ve­bord fra ol­de­mo­de­rens tid. Gul­du­ret fra Pa­ris, som vist skal sæl­ges. Hvis det er pen­ge værd. De store skæn­ke skul­le og­så ha­ve væ­ret solgt, så auk­tions­hu­set Bruun Ras­mus­sens besked er no­get ned­slå­en­de. Pen­ge­ne er el­lers til­træng­te, nu hvor hun ik­ke læn­ge­re har sin mors pen­sion.

Mo­de­ren Met­te Beck­mann med dat­te­ren An­ne Met­te. Hun var drøm­me­bar­net, der end­te som ene­barn, for­di mo­de­ren tab­te tre børn.

Pri­vat­fo­to

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.