’ ’

BT - - SØNDAG -

gjor­de det i sin bed­ste me­ning, men jeg blev alt for be­skyt­tet som barn. Jeg le­ve­de i en bob­le, hvor jeg ik­ke kend­te til vir­ke­lig­he­den. Min mor for­søg­te at rå­de bod på det, men hun kun­ne ik­ke stand­se min fars for­kælel­se af mig. Det er pragt­fuldt at bli­ve for­kælet, mens det står på. Man ta­ger ba­re imod, men det er øde­læg­gen­de for et men­ne­ske. « Hun smi­ler skælm­sk. » For­kæ­le­de men­ne­sker er jo utå­le­li­ge. De ta­ler kun om sig selv. Men jeg sy­nes fak­tisk, at jeg er ble­vet min­dre egoi­stisk med al­de­ren. « For­try­der du, at du ik­ke fi k mand og barn? » Nej. Jeg så mig selv som skilt med to børn. Man skal tro på, at det hol­der. I hvert fald i be­gyn­del­sen. « Fø­ler du al­drig, du er gå­et glip af no­get i li­vet? » Det nyt­ter ik­ke no­get. Men jeg vil­le øn­ske, jeg hav­de væ­ret me­re sød ved mor. «

Hun rej­ser sig. Nu vil hun alt­så vi­se os de gam­le billeder.

» Se! Det er far på et bjerg i Frankrig. Og mor i Pa­ris sidst i 70er­ne. Var hun ik­ke smuk? Og La­dy! «

De­res ga­de­kryds af en Ja­ck Rus­sel- ter­ri­er og en col­lie. Tænk, at hun skul­le mi­ste bå­de La­dy og mor in­den for et halvt år.

Mo­de­ren blev svag i vin­ter og blev ind­lagt på ho­spi­ta­let i Ca­scais. Hjer­tet kun­ne ik­ke me­re, sag­de læ­ger­ne.

» Det var mit mål, at jeg vil­le væ­re sød ved hen­de, hvis hun kom hjem. Det sag­de jeg til hen­de. ’ Er du sik­ker’, spurg­te hun. ’ Hvis du stil­ler dig op og skri­ger i dø­ren, så får jeg alt­så et hjer­teslag’, sva­re­de hun. Det kla­re­de hun så selv. «

Ud­le­je­ren har væ­ret der, da vi mø­der hen­de om aft enen eft er be­sø­get på kir­ke­går­den. Hå­ret er bob­bet, læ­ber­ne glos­set, og hun ta­ger sig ele­gant ud i sort top og gulvlang ne­der­del, men hu­mø­ret er i kæl­de­ren. Der er sket no­get for­fær­de­ligt.

Tå­l­mo­dig­he­den med den 61- åri­ge dan­sker, der ik­ke har be­talt hus­le­je i au­gust og det hal­ve af maj og næp­pe kom­mer til at be­ta­le for sep­tem­ber, er slup­pet op.

Be­ta­lin­gen skal fal­de, el­ler og­så skal hun fl yt­te.

» Ja­men jeg vid­ste det! Det kun­ne jo ik­ke bli­ve ved med at gå. Po­rtu­gi­ser­ne er så sø­de, men på et tids­punkt får de jo og­så nok. «

Be­de­man­den vil ha­ve si­ne pen­ge

Hun suk­ker. Da­gen har væ­ret fø­lel­ses­la­det nok. Nu er hun nødt til at fl yt­te.

Si­den mo­de­rens død har hun le­vet af en lil­le før­tids­pen­sion på 280 eu­ro, godt 2.100 kro­ner, sit depo­si­tum og hjælp fra go­de ven­ner, som har holdt ved gen­nem åre­ne. Men det ræk­ker ik­ke langt på Portu­gals sol­kyst, når hus­lej­en er 600 eu­ro.

Be­de­man­den har i øv­rigt tru­et med et sags­an­læg, for­di hun mang­ler at be­ta­le de sid­ste af­drag. De 10.400 kro­ner, hun fi k i be­gra­vel­ses­hjælp fra Dan­mark, er gå­et til hus­le­je og mad. Sam­me vej gik de 10.000 kro­ner, hun for ny­lig fi k, da ’ The good li­fe’ blev solgt igen. Så fo­re­kom­mer en frem­tid på dansk kon­tant­hjælp bed­re.

Hvad si­ger du til, at no­gen sy­nes, man bur­de ha­ve be­talt sin skat og le­vet sit liv i Dan­mark for at gø­re sig fortjent til hjælp fra det off ent­li­ge?

» Det må de om. Det må I alt­så und­skyl­de. Men den indstil­ling har jeg ik­ke. Jeg ved godt, at man­ge sy­nes, jeg ik­ke bur­de ha­ve ret til pen­ge, for­di jeg ik­ke har bo­et der i 40 år, men vi har fan­de­me be­talt skat i min fa­mi­lie i man­ge år, mens vi var ri­ge. Jeg næg­ter ik­ke at ta­ge imod det. El­lers dør jeg på ga­den. « Hun hol­der in­de. » Hvis jeg tænk­te så­dan, vil­le jeg bry­de sam­men. Jeg må væ­re po­si­tiv og kæm­pe vi­de­re. Det en over­le­vel­ses­me­ka­nis­me. For­står I det? «

Tag over ho­ve­d­et

Kun­ne du fo­re­stil­le dig at få et ar­bej­de?

» Sag­tens. Det gi­ver en good fe­e­ling at ska­be. Her­ne­de går vi på stran­den, i by­en, drik­ker vin. Det er ea­sy li­fe. Jeg sav­ner at kre­e­re. Jeg vil ger­ne ta­ge kur­ser, når jeg kom­mer hjem. « Hvad hav­de du i tan­ker­ne? » Astro­lo­gi for ek­sem­pel « . I tan­ker­ne er og­så en lej­lig­hed i København K. el­ler Lyng­by, men vir­ke­lig­he­den bli­ver nok, at hun sæt­ter sig om bord på et fl y med de 23 til­lad­te ki­lo i en kuff ert og får en seng hos en god ve­nin­de i Dan­mark.

» Jeg fø­ler mig sik­ker i luksus, for­di det min­der mig om den­gang, men i dag er jeg slet ik­ke in­ter­es­se­ret i luksus. Nu vil jeg ba­re ha­ve tag over ho­ve­d­et og væ­re i stand til at kun­ne be­ta­le mi­ne reg­nin­ger. Men jeg er et ur­ban men­ne­ske. Jeg får en de­pres­sion, hvis jeg skal bo i højhus i Hø­je Gladsaxe. Jeg dør der­u­de. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.