AN­NET­TE HEICK Væk med vat og bo­muld

BT - - SØNDAG -

Det er til at tu­de over. Jeg kan nær­mest ik­ke hol­de ud at se fl ere billeder af børn, der lig­ger og sover på per­ron­en i Bu­da­pe­st sam­men med de­res for­æl­dre, som er fl yg­tet fra – ja, lidt for­skel­li­ge ste­der fra i vir­ke­lig­he­den. Det smer­ter mig in­der­ligt, at vi ik­ke kan hånd­te­re den nu­væ­ren­de fl ygt­nin­ge­si­tu­a­tion. MAN­GE SPØRGS­MÅL TRÆN­GER sig på: Hvor er de ri­ge ara­bi­ske sta­ter hen­ne i det her? Og hvor­for læg­ger vi ik­ke mar­kant pres på dem? Og dis­se bå­de fyldt med un­ge, stær­ke mænd, der vil und­gå mi­li­tærtje­ne­ste un­der sla­ve­lig­nen­de for­hold – ja, jeg for­står godt, de vil væk, men kan vi bli­ve ved med at si­destil­le dem med de fa­mi­li­er, der fl yg­ter fra bor­ger­krig? Kan vi i det he­le ta­get til­la­de os at sor­te­re? Og hvad bli­ver kon­se­kven­sen på den lange ba­ne, hvis mar­kant fl ere mænd end kvin­der en­der med at få op­hold­stil­la­del­se? Spørgs­må­le­ne er van­ske­li­ge at sva­re på, for­di der fi ndes man­ge for­skel­li­ge svar. DER ER IK­KE ud­sigt til, at der kom­mer fær­re fl ygt­nin­ge li­ge fo­re­lø­big, og vi kan ik­ke la­de folk – spe­ci­elt dem med børn – lig­ge at ven­te på til­fæl­di­ge ga­der og stræ­der, mens vi over­ve­jer, hvad vi skal gø­re. Der­for skal vi til at fi nde nog­le her- og- nu løs­nin­ger. Og jeg tror, vi er kom­met der­til, hvor vi må ta­ge nog­le chan­cer. Og her me­ner jeg ik­ke ’ åb­ne op for slu­ser­ne og ba­re ta­ge folk ind’. Nej, jeg me­ner, at vi skal til at re­vur­de­re vo­res egen for­må­en. VI TA­LER HE­LE ti­den om at stille krav til fl ygt­nin­ge­ne, men må­ske hand­ler det li­ge så me­get om at slæk­ke på kra­ve­ne til det, vi ger­ne vil til­by­de dis­se men­ne­sker. Vi har gen­nem man­ge år væ­ret et land, hvor vi ger­ne vil gi­ve ny­til­kom­ne en rar vel­komst. En vær­dig be­hand­ling. Hel­dig­vis. Men jeg tror må­ske, vi skul­le kig­ge lidt på, hvor­dan vi de­fi ne­rer den­ne vær­di­ge be­hand­ling. FOR­LE­DEN TAL­TE JEG med en fl ygt­ning fra Iran. Han var kom­met her­til som te­e­na­ger i 80er­ne sam­men med si­ne for­æl­dre. Fa­de­ren var ve­lud­dan­net, men hans ev­ner var ik­ke til­stræk­ke­li­ge til, at han kun­ne fort­sæt­te i et til­sva­ren­de job i Dan­mark. Der­for blev han til­budt at kom­me på sko­le­bæn­ken, mens han fi k un­der­støt­tel­se. Det lød alt sam­men så godt. Men for fa­de­ren kom det til at be­ty­de en til­væ­rel­se som evig­heds­stu­dent. Dy­best set vil­le han hel­le­re ha­ve haft et hvil­ket som helst job, så han kun­ne brød­fø­de sin fa­mi­lie. Som den­ne tid­li­ge­re ira­ner for­tal­te mig: I for­sø­get på at gø­re det bed­ste for fa­mi­li­en så stjal man fa­de­rens stolt­hed. NU STÅR VI med en fryg­te­lig mas­se men­ne­sker, som træn­ger til hjælp, og når jeg ser på dis­se børn på Bu­da­pe­sts ba­ne­gård, så tæn­ker jeg: Jeg vil­le ha­ve gjort det sam­me. Jeg vil­le som for­æl­der gø­re hvad som helst, hvis det be­tød, at mi­ne børn vil­le få en ly­se­re frem­tid. Mi­ne for­vent­nin­ger til job og bo­lig vil­le lig­ge på et me­get lil­le sted. Min mo­ti­va­tion for at ar­bej­de og in­te­gre­re mig vil­le væ­re ek­stremt høj, hvis det gjaldt min fa­mi­lies over­le­vel­se. FOR­STÅ MIG RET: Jeg me­ner selv­føl­ge­lig ik­ke, at vi skal ud­nyt­te dis­se men­ne­sker, men jeg tæn­ker på, om vi kun­ne fj er­ne no­get af den vat og bo­muld, som vi ud af et godt hjer­te ger­ne vil pak­ke dem ind i. Jeg kan kom­me i tan­ker om man­ge må­der, jeg vil­le kun­ne hu­se en fa­mi­lie på og skaff e dem ar­bej­de, hvis man el­lers kun­ne få lov at tæn­ke ud af bok­sen. Vi står med nog­le prak­ti­ske pro­ble­mer, som kræ­ver en prak­tisk løs­ning. Det er må­ske ik­ke den smuk­ke­ste løs­ning, men hvis vi tør se bort fra skøn­heds­i­de­a­let, så er det trods alt en løs­ning.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.