Å AF­VE­JE

BT - - NYHEDER -

liv­s­tid. Han kun­ne nø­jes med at ru­ske trem­mer i et par må­ne­der.

Li­ge­som Ni­els brug­te og­så Son­ni ti­den bag trem­mer på at læ­se. Avis. Og det var her, i en af de lo­ka­le, at han faldt over den no­tits, der sat­te ham på spo­ret. Det er KUP­PET!, tænk­te han. Dét, der én gang for al­le skul­le brin­ge Son­nis liv på ret køl, skul­le ud­ra­de­re al gæld.

I no­tit­sen stod der, at Na­tio­nal­mu­se­et hav­de ud­lånt de be­røm­te guldhorn til mu­se­et i Jel­ling uden­for Vej­le.

Kup­pet

Det var ik­ke et sted, han hav­de sat si­ne ben før. Så der skul­le lidt re­search til. Men da Son­ni hav­de be­søgt Kon­ger­nes Jel­ling – som mu­se­et hed­der – var kon­klu­sio­nen klar. Dét var der ik­ke man­ge ben i. Det hand­le­de dy­best set ba­re om at kom­me ind i byg­nin­gen, smadre glas­mon­tren, nap­pe hor­ne­ne og så el­lers at ta­ge be­ne­ne på nak­ken.

Ha­ve­hand­sker, flæ­køk­se og en le­jet bil, dét var alt, hvad der skul­le til. Og li­ge bort­set fra at Son­nis kor­pus næ­sten var for pum­pet til, at han kun­ne klem­me sig igen­nem det smal­le vin­due, for­løb ty­ve­ri­et som en drøm den nat i sep­tem­ber 2007. Og sam­men med sin mak­ker kun­ne Son­ni drø­ne de små 50 ki­lo­me­ter hjem til Ho­ved­gård nord for Hor­sens, hvor han tog guld­hor­ne­ne med i seng. Trut­te­de lidt i dem. Lå og kig­ge­de på dem. Helt høj.

Hav­de Son­ni brugt sin tid bag trem­mer bed­re, på f. eks. at læ­se bø­ger om gam­le da­ge, var han nok hur­tigt fal­det ned på jor­den igen.

Ni­els hav­de, mens han sta­dig sad i tugt­hu­set, mødt hr. Gall, som var for­val­ter på kon­gens kunst­kam­mer. Og det var hr. Gall, der hav­de in­vi­te­ret ham med til vis­nin­ger af ste­dets sam­lin­ger. Her­un­der guld­hor­ne­ne, som var de al­ler­dy­re­ba­re­ste gen- stan­de i den kon­ge­li­ge sam­ling. 6,8 ki­lo af det pu­re­ste guld.

Selv­om Ni­els i 1802 var ble­vet en velan­set gulds­med i Kø­ben­havns bed­re kred­se, var gæl­den igen vok­set ham over ho­ve­d­et, og han hav­de svært ved at for­sør­ge sin mor, ko­ne og lil­le dat­ter. Men her lå sva­ret. Og alt, han skul­le bru­ge, var nøg­ler. Tre nøg­ler.

Den snil­de, han hav­de i si­ne fin­gre, fik han brug for, og snart lå nøg­ler­ne klar i Ni­els’ frak­ke­lom­me.

Mør­ket hav­de sæn­ket sig over by­en, da han 4. maj 1802 sneg sig ind i kunst­kam­me­ret, lå­ste dør ef­ter dør op, ind­til han stod for­an dem. I et skab, in­de bag et tyndt lag glas, stod hans frem­tid. Der gik en halv ti­me. Så var den kla­ret.

Selv­om Ni­els gik der­fra, som var han i en tran­ce, var han helt nøg­tern, da han sent den af­ten vend­te hjem til lej­lig­he­den i Stu­di­e­stræ­de. Han lå­ste guld­hor­ne­ne ind i et skab, som kun han hav­de nøg­len til.

Og hér var det så, at Son­ni 200 år se­ne­re bur­de ha­ve fulgt med i sko­len.

For mens po­li­ti­et, kon­gen og he­le by­en var på den an­den en­de, gik Ni­els i gang. Han skar de tun­ge horn i min­dre styk­ker, smel­te­de dem om til klum­per, og over en lang pe­ri­o­de frem­stil­le­de han først skospæn­der og smyk­ker, si­den ko­pi­er af pa­go­der og ostin­di­ske guld­mønt­er, som var et af den tids me­re sjæld­ne be­ta­lings­mid­ler.

Bid for bid for­svandt guld­hor­ne­ne.

Først i 1859 lyk­ke­des det, tak­ket væ­re teg­nin­ger og øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger, at la­ve ko­pi­er af den na­tio­nalskat, som Ni­els Hey­den­reich hav­de be­rø­vet Dan­mark og dan­sker­ne. Ko­pi­er, som af hen­syn til ri­gets øko­no­mi blev la­vet af sølv. Be­lagt med guld.

Og det var dem, som Son­ni Svens- son stjal den sep­tem­ber­nat i 2007. Godt nok sta­dig sym­bo­ler på ’ Dan­marks gl­or­vær­di­ge for­tid’, men langt­fra de­res vægt værd i guld!

» Jeg var sim­pelt­hen så dum. Hvis man er en ty­vek­nægt, skal man gø­re det or­dent­ligt. Det er pis­se­f­lovt, « har han sagt.

Son­ni blev an­holdt 38 ti­mer ef­ter ty­ve­ri­et. To år og fi­re må­ne­der lød dom­men på. Li­ge nu sid­der han bag trem­mer igen. For ty­ve­ri af no­get, han har me­re for­stand på: De­sig­ner­møb­ler.

Ni­els Hey­den­reich fik liv­s­tid. Men blev benå­det i 1840. Og guld­hor­ne­ne er her end­nu. I ko­pi.

Kil­der: Ulrik Lan­gen, ’ Ty­ven’.

Thir­dear. dk, ’ Guld­hor­ne­ne’.

Det var gen­nem det­te vin­due på mu­se­ets før­stesal, at Son­ni Svens­son og hans part­ner brød ind. Fo­to: Claus Fi­sker Po­li­tiets tek­ni­ke­re i gang med un­der­sø­gel­ser af ger­nings­ste­det. Fo­to:

Claus Fi­sker Mens det lange horn blev fun­det i 1638, duk­ke­de det kor­te først op af mul­den knap 100 år se­ne­re. Det var så stor en be­gi­ven­hed, at der blev la­vet et helt skrift om fun­det. Fo­to: Fra Ulrik Langens ’ Ty­ven’. Si­mon Spies foræ­re­de i 1979 Na­tio­nal­mu­se­et et sæt guldhorn i ægte guld. Og så fik han la­vet et sæt til eget brug. Fo­to: Ste­en Ja­cob­sen Hi­sto­ri­ker Ulrik Lan­gen, som

net­op har ud­gi­vet bo­gen ’ Ty­ven’ om det 200 år gam­le ty­ve­ri af guld­hor­ne­ne.

Fo­to: Sø­ren Bid­strup

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.