’’

BT - - KULTUR - Mi­cha­el Bun­de­sen

Man ved ik­ke selv, hvor hårdt man er ramt eft er en blod­prop. Jeg kan lyt­te til psy­ko­te­ra­pe­u­ter­ne, som si­ger, at jeg er et af de til­fæl­de, der har væ­ret hårdt ramt. Jeg har ik­ke væ­ret en af dem, der sprin­ger op igen med det sam­me

I stu­en, hvor BT mø­der Bun­de­sen, hæn­ger der en del af Bun­de­sens eg­ne skil­de­ri­er. De fl este er mo­tiv­mæs­sigt ba­se­ret på Shu- bi- dua- san­ge - ’ Vuff eli­vov’, ’ Små blå mænd’ og ’ Fol­ke­vog­nen’. Ud fra tek­ster­ne har han fa­bu­le­ret og vi­de­re­dig­tet med pen­sel og far­ver. Langt det me­ste ma­let i kraft ige, var­me far­ver. Et en­kelt ma­le­ri skil­ler sig ud. Det fo­re­stil­ler Ste­vie Won­der ved et key­bo­ard - og i bag­grun­den Mi­cha­el Bun­de­sen selv på mund­har­pe.

Sta­dig fyldt med mu­sik

» Hvis jeg skul­le op­træ­de, vil­le jeg nok og­så syn­ge et par ko­pi­num­re. Jeg vil­le syn­ge ’ La­te­ly’, Ste­vie Won­ders ja­lou­sisang. Jeg kan for­nem­me, hvor­dan han har det som blind. Han for­nem­mer sin part­ners par­fu­me, da hun går. Den er sun­get di­rek­te på fø­lel­sen og smer­ten. Den sang vir­ker al­tid på mig, når jeg hø­rer den. «

Mi­cha­el Bun­de­sen er på vej tilbage på al­le pla­ner. Han fø­ler ik­ke be­hov for at dvæ­le alt for me­get ved de man­ge mør­ke ti­mer de se­ne­ste år. Men han med­gi­ver, at han kan gen­ken­de Won­ders for­nem- mel­se som blind af at væ­re på af­stand af ver­den.

» Du kan godt si­ge, at jeg fø­ler en for­bin­del­se med Ste­vie. Så oft e som mu­ligt lyt­ter jeg til hans ’ Songs of the Key of Li­fe’. Det er et dob­bel­tal­bum, så det ta­ger jo sin tid. Og så Do­nald Fa­gens ’ The Night­fl y’. Det skal jeg hø­re. Hver dag. Jeg el­sker den, det er en per­fekt pla­de. Det er det yp­per­ste, han har la­vet. Jeg har læst, at han stop­pe­de med at ind­spil­le, da han hav­de ud­gi­vet det i er­ken­del­se af, at det al­drig kun­ne bli­ve bed­re. Det kan jeg egent­lig me­get godt li­de. «

Om Mi­cha­el Bun­de­sen igen kom­mer til at læg­ge navn til en pla­deud­gi­vel­se - med el­ler uden det ka­rak­te­ri­sti­ske Shu- bi- dua- logo på for­si­den - er der in­gen, der ved. Men han kom­mer til at stå på sce­nen igen. Det er han ik­ke i tvivl om.

» Jeg har sta­dig mas­ser af mu­sik i mig. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.