Cas­per Chri­sten­sen

Ko­mi­ke­ren Cas­per Chri­sten­sens ver­den lig­ner den dan­sker­ne ken­der fra ’ Klovn’. Nu ta­ler han ud om sin un­ge ko­ne, sin mør­ke tid og hvor­for man ik­ke bli­ver lyk­ke­lig af at nå si­ne mål

BT - - VOORZIJDE PAGINA - Af Uf­fe Jør­gen­sen ufjo@ bt. dk Fo­to Erik Ref­ner

OM: sin un­ge ko­ne, sin mør­ke tid og hvad der gør ham lyk­ke­lig

47- åri­ge Cas­per Chri­sten­sen ryk­ker frem i sto­len. Han læ­ner sig tilbage. Trom­mer rast­løst med fin­gre­ne på bord­pla­den. På sit ven­stre hånd­led sid­der et gul­dur. På høj­re har han et arm­bånd. Skjor­tens øver­ste knap­per er åb­ne, og hå­ret er strø­get tilbage. Han lig­ner den Cas­per, som dan­sker­ne har lært at ken­de i tv- se­ri­en og fil­men ‘ Klovn’.

Og der er de, der si­ger, at KlovnC­as­per, man­den, der har en flos­set moral, er egoi­stisk og sel­vi­s­ce­ne­sæt­ten­de, er den sam­me som vir­ke­lig­he­dens Cas­per Chri­sten­sen.

Nej, si­ger han selv, men er­ken­der, at han godt kan ‘ for­stå’ fik­tio­nens Cas­per. Og at der er no­get af fik­tio­nens Cas­per i ham selv.

» Cas­per er me­get langt hen ad vej­en en ski­de­rik. Du kan si­ge, at jeg bygger på min egen myte. Jeg er flyt­tet til Fre­de­riks­berg, jeg har en yn­gre ko­ne, jeg går på nat­klub osv. Folk tror, at jeg er som Cas­per, men vi har skru­et me­get op for egois­men, hans dår­li­ge moral osv. Jeg kan godt for­stå Cas­per, og der er no­get af ham i mig. Men man kan un­der­tryk­ke de egen- ska­ber og la­de væ­re med at bru­ge dem, hvis man ken­der sig selv, « si­ger Cas­per Chri­sten­sen.

Det er fem år si­den, den før­ste Klovn- film, der fulg­te den po­pu­læ­re TV2 Zulu- se­rie, tog bi­o­gr­af­gæn­ge­re med storm. Nu er en ny, ’ Klovn Fore­ver’, på vej i bi­o­gra­fer lan­det over. Ram­men er vir­ke­lig­he­den, hvor Cas­per Chri­sten­sen og sku­e­spil­le­rin­den Iben Hjej­le er gå­et fra hin­an­den og Frank Hvam me­re end no­gen­sin­de er småbørns­far.

Test af ven­skab

Et af fil­mens store om­drej­nings­punk­ter rej­ser spørgs­må­let om, hvad man kan til­la­de sig i for­hold til ven­ner.

Ude­fra set har vir­ke­lig­he­dens Cas­per Chri­sten­sen selv te­stet græn­ser­ne for, hvad et ven­skab kan bæ­re. Cas­per Chri­sten­sen har si­den 2011 dan­net par med den i dag 29- åri­ge Isa­bel Chri­sten­sen, der er dat­ter af Jarl Fri­is- Mik­kel­sen, som han har kendt si­den mid­ten af 1990’ er­ne. Sid­ste år blev de gift.

Cas­per Chri­sten­sen, der i ’ Klovn’ næ­sten kon­stant jag­ter un­ge da­mer, kan godt se kob­lin­gen mel­lem fik­tion og vir­ke­lig­hed. Han me­ner dog ik­ke, at den hol­der he­le vej­en, ‘ for­di jeg og Jarl mod­sat, hvad man tror ik­ke på det tids­punkt var ven­ner.’ Al­li­ge­vel tav han om for­hol­det, ind­til Jarl Fri­is- Mik­kel­sen selv spurg­te, om han var fo­rel­sket i dat­te­ren.

» Så sag­de jeg, at det var jeg. ‘ Så må du gø­re det rig­tigt,’ sag­de han. Jeg sva­re­de, at ’ det gør jeg ger­ne’, « for­tæl­ler Cas­per Chri­sten­sen, der i vir­ke­lig­he­den i mod­sæt­ning til overjeg- et i Klovn har holdt sig til gan­ske få kvin­der.

Hvor­for sag­de du ik­ke selv no­get til Jarl Fri­is- Mik­kel­sen?

» Det var ik­ke så læn­ge si­den, at Iben og jeg var gå­et fra hin­an­den, så det var og­så der­for, at jeg ik­ke … Jeg skul­le og­så fin­de ud af, hvor jeg var i mit liv, men Jarl kun­ne se det på os. Så jeg sag­de ba­re ‘ ja’. «

Tror du, at det var en be­kym­ret el­ler be­skyt­te­de far, der vil­le vi­de besked?

» Jeg tror – uden at gå for me­get i de­tal­jer – at en­hver far vil sør­ge for at ens dat­ter har det så godt som mu­ligt. Hvis han tro­e­de, at jeg var li­geg­lad med hen­de, så tror jeg, at han var ble­vet ked af det, « si­ger Cas­per Chri­sten­sen.

Hvor­dan vil­le du ha­ve det, hvis en af di­ne ven­ner blev kæ­re­ste med din dat­ter?

» Jeg har ven­ner, som er 20 år yn­gre end jeg. Hvis en af dem om 10 år bli­ver kæ­re­ste med min dat­ter, vil jeg

umid­del­bart – og hvis al­le er lyk­ke­li­ge – ik­ke kun­ne se nog­le pro­ble­mer. «

Hvad bin­der dig og Isa­bel sam­men?

» Jeg er lidt forun­dret over, at vi pas­ser så godt sam­men. Og jeg har svært ved at sæt­te en fin­ger på, hvad det er. Al­der­s­for­skel­len og ud­se­en­det bli­ver li­ge­gyl­digt ef­ter det før­ste hal­ve år. Og hvad er det så? Det er svært at sva­re på. I min bryl­lup­sta­le sag­de jeg, at hun har gi­vet mig en chan­ce me­re i det her liv, en tur me­re i ma­ne­gen. Hun gav mig li­vet en gang til. Det er en stor ga­ve til en rast­løs sjæl som mig, « si­ger han.

Dansk stan­dup’s far

Ene­bar­net Cas­per Chri­sten­sen blev født 22. au­gust 1968, og vok­se­de op i Bir­ke­rød, nord for København. Han var al­le­re­de i en tid­lig al­der op­ta­get af ko­mik og op­tog som dreng ra­dios­how på sin bånd­op­ta­ger. Da han var 17 år tog han til USA, for at gå på high school i Las Ve­gas.

Ti­dens store stjer­ner hed bl. a. Ed­die Murphy, og i Las Ve­gas så han Bill Cosby. I USA blev han be­kræf­tet i, at han skul­le væ­re ko­mi­ker. Som 18- årig vend­te han hjem, blev snart an­sat på DR og kar­ri­e­ren be­gynd­te at ta­ge fart for man­den, der kal­des ‘ dansk stand ups far’, og som har fle­re pro­jek­ter på sit cv, end de fle­ste.

Det fol­ke­li­ge gen­nem­brud kom i 1995, da han sam­men med sin med­vært og se­ne­re hu­stru, Anet­te Toft­gaard, væl­te­de dan­sker­ne med ‘ Husk li­ge tand­bør­sten’ på DR. He­le Dan­mark var vild med den kæk­ke vært, der ‘ tænd­te tequila­en’ med sin sær­præ­ge­de dans for se­ne­re at sen­de de hel­di­ge til Ma­ri­bo el­ler Mauri­ti­us. Han sty­re­de ‘ Tæ­ske­hol­det’ på P3, men blev i 1990’ er­ne og­så ramt af kri­tik og se­er­flugt med tv- pro­gram­met ‘ Sa­fa­ri’. Si­den skab­te han blandt me­get an­det sitcom’er­ne ‘ Langt fra Las Ve­gas’ og ‘ Klovn’.

I Fre­de­riks­berg Ha­ve, hvor fle­re Klovn- sce­ner er op­ta­get, sid­der han på bæn­ken med sol­bril­ler­ne på. Han kig­ger på fo­to­gra­fen, gri­ner og stræk­ker så fuck- fin­ge­ren, mens hans an­sigt stiv­ner.

Kort for­in­den er tv- vært Adam Du­vå Hall lø­bet for­bi. Han fik en high fi­ve, og Cas­per Chri­sten­sen smil­te, da han li­ge gjor­de op­mærk­som på, hvem det var. I dis­se da­ge er han oven­på. Går fra in­ter­view til in­ter­view. Der er mas­ser af op­mærk­som­hed, og det la­der til, at han kan li­de det.

Men i 2007 var der ik­ke me­re damp på de ked­ler, der si­den te­e­na­ge- åre­ne hav­de kørt Cas­per Chri- sten­sen- to­get frem i eks­pres­fart. Han var ble­vet 40, og det gik op for ham, at hans tid på den­ne jord er be­græn­set. Selv kal­der han det en ‘ midt­vejskri­se’.

» Jeg kun­ne ik­ke fin­de ud af, hvad jeg skul­le. Jeg blev træt af mig selv, kun­ne ik­ke bli­ve in­spi­re­ret. Jeg tro­e­de, at jeg hav­de op­nå­et, hvad jeg kun­ne. Jeg be­gynd­te at reg­ne på, hvor man­ge pro­jek­ter, jeg kun­ne nå. Så tænk­te jeg: Har jeg ik­ke prø­vet det he­le? Er det ik­ke ba­re det sam­me? «

Hvor­dan hav­de du det?

» Jeg stod op, kør­te mi­ne børn i skole, tog hjem og lag­de mig. Så kom jeg op lidt over frokost og skrev lidt. Jeg så mig selv ude­fra. Hvad for­ven­ter folk? Hvad skal jeg nu im­po­ne­re folk med? Sy­nes de an­dre, at jeg er dår­lig? Ude­fra skab­te jeg et bom­bar­da­ment af, hvad jeg tro­e­de var folks for­vent­nin­ger. Det blev til en ugi­de­lig­hed og tan­ker om, at jeg sad fast, « si­ger Cas­per Chri­sten­sen.

Mørk pe­ri­o­de

Han for­lod Dan­mark ale­ne for en stund. På op­for­dring fra Iben Hjej­le og Frank Hvam. Det hjalp at væ­re un­der uden­land­ske him­mel­strøg, se sig selv fra an­dre vink­ler. Han brug­te sin mør­ke pe­ri­o­de i den sjet­te

sæ­son af Klovn, hvor fi­gu­ren Cas­per blev ind­lagt med en svær de­pres­sion. Selv var han ik­ke me­di­ci­ne­ret el­ler ind­lagt, men de mør­ke tan­ker gav ham en ny di­men­sion i til­væ­rel­sen.

Han la­der en hånd gli­de gen­nem sit hår og ryk­ker tilbage i sto­len. Sva­re­ne fal­der ik­ke så hur­tigt som tid­li­ge­re.

Det kræ­ver en vis er­fa­ring og nog­le slag at fin­de ud af, hvad man skal stille op med sig selv, sit liv, hvad lyk­ken er – og hvor­dan man skal ny­de den, for­kla­rer han.

Bag sig har han for­li­ste for­hold med mo­de­ren til hans to børn, Anet­te Toft­gaard, og sku­e­spil­le­rin­den Iben Hjej­le, som han, da det slut­te­de i 2011, hav­de væ­ret sam­men med si­den 2003.

» De har beg­ge en me­get ve­l­ud­vik­let hu­mor og stor ap­pe­tit på li­vet. Og de har – sagt på den kær­lig­ste og bed­ste må­de – en smu­le van­vid. Det er det, der har tændt mig. Jeg kan godt se de ting, som jeg faldt for ved Anet­te og Iben, men jeg har ik­ke brug for det me­re, det er ik­ke nok for mig me­re. Så­dan har de det helt sik­kert og­så med mig, « si­ger han, der kal­der det ‘ ræd­sels­fuldt’ at bli­ver skilt, hvad en­ten man er gift el­ler blot le­ver som æg­te­folk.

» Jeg var over­be­vist om, at jeg hav­de fun­det lyk­ken med Anet­te. Jeg var over­be­vist om, at jeg hav­de fun­det den med Iben. Jeg er og­så over­be­vist om, at jeg har fun­det lyk­ken med Isa­bel. Og jeg hå­ber in­der­ligt, at jeg har ret den her gang. «

Lyk­ken er til­fæl­dig

In­gen ved om det, der skal va­re til vo­res da­ges en­de al­tid hol­der, og man kan bli­ve nødt til at re­boo­te sin til­væ­rel­se. Alt­så be­gyn­de for­fra, genop­fin­de sig selv, og der­ef­ter gø­re det, der må gø­res, selv om det er van­ske­ligt. Og­så selv om man ik­ke selv al­tid er her­re over, hvor­når det sker.

» Hvis jeg skul­le se mit liv ude­fra var det ik­ke sik­kert, at jeg og Iben skul­le gå fra hin­an­den, og jeg skul­le fin­de sam­men med Isa­bel. Vi var et godt match. Men jeg tror, at man bli­ver mest lyk­ke­lig af at se tin­ge­ne in­de­fra. Sam­ti­dig er det sid­ste, jeg har lyst til i dag at re­boo­te igen. Det ta­ger vold­somt med kræf­ter. Og jo æl­dre man bli­ver, de­sto hår­de­re bli­ver det, « si­ger han.

Er du lyk­ke­lig?

» Lyk­ke­fø­lel­sen er til­fæl­dig, små lyn­nedslag, hvor alt går op i en hø­je­re en­hed. Den kan man ik­ke leve i he­le ti­den. Jeg fø­ler mig grund­læg­gen­de lyk­ke­lig, for­di jeg har kun me­get små pro­ble­mer i mit liv. Men jeg har me­get brug for, at der er no­get, jeg kan se frem til og glæ­de mig til. «

Det hand­ler om kon­stant be­væ­gel­se, for hvis man tror, at lyk­ken fin­des dér el­ler dér, så ta­ger man fejl, for­kla­rer han, mens han sæt­ter si­ne pe­ge­fin­gre for­skel­li­ge ste­der på bord­pla­den.

» Du er ik­ke i mål før du dør. Jeg er øko­no­misk uaf­hæn­gig og kun­ne læ­ne mig tilbage i mit hus, men jeg vil­le bli­ve ulyk­ke­lig og rast­løs i lø­bet af me­get kort tid. Jeg vil­le øde­læg­ge

den lyk­ke, jeg har op­nå­et. Li­vet er et langt løb, og det er på vej­en til må­le­ne, at lyk­ken fin­des. For når du står ved et mål, tæn­ker du ‘ og hvad så?’ «

Men ri­si­ko­en er vel, at man un­der­vejs ik­ke får re­flek­te­ret og op­le­vet lyk­ken?

» Ja. Da jeg gik ned i 2007 var det for­di, jeg hav­de la­det to­get kø­re med fuld smæk. Uden stop. Og jeg hav­de ik­ke for­stå­et en skid af det. Jeg hav­de over­ho­ve­det ik­ke tænkt over no­get som helst. Så li­ge plud­se­lig fin­der man ud af, at man slet ik­ke har nydt det. Man har ik­ke fejret det, der skul­le fejres. Det er jeg ble­vet bed­re til, « si­ger han.

Al­ders- te­ma­et

12. sep­tem­ber lan­der han i Dan­mark ef­ter en tur til USA, hvor han si­de­lø­ben­de med si­ne ak­ti­vi­te­ter i Dan­mark ar­bej­der. Når klok­ken run­der mid­nat, og det bli­ver 13. sep­tem­ber,

Jeg hå­ber, at folk hu­sker Cas­per Chri­sten­sen for nog­le op­le­vel­ser. At nog­le men­ne­sker har tænkt no­get, op­le­vet no­get. Det vil væ­re lidt ær­ger­ligt, hvis de si­ger Cas­per hvem?

er det et år si­den, han sag­de ‘ ja’ til Isa­bel. Det skal fejres med et fest, der be­gyn­der ved mid­nat, og par­ret har in­vi­te­ret gæ­ster­ne, der og­så var med til bryl­lup­pet, for­tæl­ler han. Vi kred­ser igen om al­der­s­for­skel­len.

» Vi ram­mer hin­an­den et sted, for­di jeg i mit ho­ved er yn­gre, mens hun er æl­dre. Jeg kun­ne ik­ke væ­re ble­vet kæ­re­ste med en 18 år yn­gre pi­ge, hvis ik­ke det var for­di, hun op­fø­rer sig æl­dre. Hun re­præ­sen­te­rer et me­get sta­bilt liv. Og det el­sker jeg. Men folk ude­fra op­fat­ter det mod­sat. Men så­dan er det, når man og­så har en nat­klub og en hur­tig bil, « si­ger Cas­per Chri­sten­sen.

Hans børn er 15 og 17 år. Men in­den læn­ge skal han igen skif­te ble­er.

» Vi vil ger­ne ha­ve børn på et tids­punkt, og der skal ik­ke gå fem år. Det hav­de jeg el­lers ik­ke fo­re­stil­let mig. Jeg har jo væ­ret der... Men jeg kan godt for­stå, at Isa­bel ger­ne vil ha­ve et barn. Og ef­ter jeg hav­de for­ligt mig med det, så er jeg be­gyndt at glæ­de mig rig­tig me­get. Det bli­ver in­den for de næ­ste par år. « Han hol­der en lil­le pau­se. » Jeg glæ­der mig og­så til at væ­re far, hvor vi er sam­men he­le ti­den. Jeg har væ­ret vant til at ha­ve de­le- børn. Det kan og­så væ­re, at jeg er me­re ro­lig, me­re til­ste­de men­talt og ik­ke har så travlt med at mar­ke­re mig selv, « si­ger Cas­per Chri­sten­sen.

Hvor­dan vil du ger­ne hu­skes?

» Jeg hå­ber, at folk hu­sker Cas­per Chri­sten­sen for nog­le op­le­vel­ser. At nog­le men­ne­sker har tænkt no­get, op­le­vet no­get. Det vil væ­re lidt ær­ger­ligt, hvis de si­ger Cas­per hvem? «

Spørgs­må­let er så, om det er den egoi­sti­ske og pi­geg­la­de Cas­per fra Klovn med den dår­li­ge moral el­ler ba­re ko­mi­ke­ren Cas­per Chri­sten­sen folk vil hu­ske. Må­ske dem beg­ge. For de hæn­ger jo sam­men.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.