’ Er der et sy­risk barn, som li­ge nu går i min vin­ter­frak­ke?’

BT - - KENDER DU DET? -

Folk i pa­nik hand­ler pa­nisk, mig selv in­klu­si­ve. Det er det at væ­re i pa­nik in­di­ke­rer, at vi ik­ke når at væ­re ra­tio­nel­le. Når vi er i pa­nik, er vi for­bi det at kun­ne væ­re ra­tio­nel­le. De to ting hæn­ger ba­re ik­ke sam­men. Det kan ik­ke for­e­nes. Og der bli­ver hand­let i pa­nik i dis­se da­ge. Si­tu­a­tio­nen med flygt­nin­ge og mi­gran­ter teg­ner billeder hos os al­le. Mig selv in­klu­si­ve. Min pa­nik har lært mig, at når der kom­mer flygt­nin­ge, mi­gran­ter, frem­me­de, så skal de in­klu­de­res, jo hur­ti­ge­re jo bed­re. Jeg lø­ber til min bil, fin­der varmt tøj frem, re­der gæ­ste­sen­ge op. Jeg kan næ­sten mær­ke de­res angst. Det er den frygt, de må slæ­be på, som er for­re­st hos mig. Ik­ke hvad vi kan gø­re imor­gen, men hvad vi skal gø­re i dag. An­dre har lært at frem­me­de kom­mer med had, sy­ste­mer de ik­ke øn­sker, frem­med­hed på den væm­me­li­ge re­li­gi­øse må­de. De for­står ik­ke, at jeg ik­ke mær­ker de­res angst. Det er den rig­ti­ge angst, rå­ber de. Så i ste­det for at væ­re eni­ge om, at vi er i pa­nik, så står vi i hver vo­res skyt­te­grav og kan ik­ke an­er­ken­de, at al­le har ret. Beg­ge syns­punk­ter har po­ten­ti­a­let til at bli­ve en sel­vop­fyl­den­de pro­fe­ti. Hvis vi mø­der frem­me­de med kær­lig­hed kom­mer de med kær­lig­hed, hvis vi mø­der dem med had, er det det, vi får. Tror jeg. Dem, der øn­sker at luk­ke græn­ser­ne, har ret. Dem, som vil hjæl­pe folk i nød, har ret. Det er net­op to­le­ran­ce, der mang­ler. ’ Vi ken­der frem­ti­di­ge skræks­ce­na­ri­er al­le­sam­men. Nog­le er me­re li­ge end an­dre’, skrev Ge­or­ge Orwell. Well, well. Det pas­ser ik­ke for mig. Om I så skri­ver, at jeg er en blond, naiv, ra­di­kal tos­se. Så pas­ser det sim­pelt­hen ik­ke. Selv om al­le er in­vi­te­ret til mad her. Al­le. Må­ske er det, det vig­tig­ste, jeg no­gen­sin­de gør. Må­ske er det det dum­me­ste. Jeg kan da godt hu­ske ef­ter teg­nin­ger­ne, at Dan­ne­brog blev brændt, mit ra­tio­na­le si­ger mig, at det næp­pe er den sam­me per­son, som nu kom­mer van­dren­de langs ve­je­ne med alt, hvad de ejer. Ale­ne od­dse­ne er for skø­re. Selv­føl­ge­lig vil sam­fun­det for­an­dre sig, men ik­ke så langt fra den kul­tur, vi ken­der. Jeg læ­ser hor­rib­le frygts­ce­na­ri­er, som in­gen gro- bund har i vir­ke­lig­he­den. Vi bli­ver ik­ke ædt! Gu’ hel­ve­de bry­der jeg mig da ik­ke om tan­ken om, at vo­res sam­fund bli­ver så for­an­dret, at min dat­ter plud­se­lig skal gå med tørklæ­de her i Dan­mark, det er ab­surd for mig. Jeg tror ik­ke en­gang på Gud, hvad end vi kal­der ham el­ler hen­de. Men jeg tror på men­ne­sker. Jeg tror på kær­lig­hed. Jeg tror på, at vi skal bry­de brø­d­et. Jeg tror på, at vi er me­re ens end for­skel­li­ge, uan­set ind­pak­ning. Jeg er så naiv at tro, at

jeg kan gø­re en for- skel. Folk, der fry­ser, skal ha­ve var­men. Jeg er ik­ke fra et land, som ig­no­re­rer, at men­ne­sker går langs ve­je­ne. Jeg sæt­ter pa­nisk bi­len i gear. Når min dat­ter spør­ger mig nys­ger­rigt, hvor­for alt vin­ter­tø­jet er fun­det frem, og jeg for­tæl­ler hen­de, at det er for­di jeg kør­te til Rød­by for at hjæl­pe, for­di in­gen skal gå og fryse så tæt på mig. Så kan jeg se, at hun ly­ser op i stolt­hed. Jeg læ­rer hen­de at hand­le, gø­re no­get kon­kret, vær­re stør­re end sig selv. Vi­ser hen­de vej­en. Plud­se­lig spør­ger hun med stolt­hed i stem­men: » Er der et sy­risk barn, som li­ge nu går i min vin­ter­frak­ke? « , for­hå­bent­lig le­ger hun nu. For­hå­bent­lig.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.