’ Nog­le va­ner er som en rød Fer­ra­ri’

BT - - KLUMMEN -

Når jeg sæt­ter mig for­an fjern­sy­net for at se ‘ Bre­aking Bad’, ved jeg, at jeg ri­si­ke­rer at få en ustyr­lig trang til cook­i­es. Jeg har mi­ne små af­hæn­gig­he­der, og småka­ger er alt­så en af dem. Jeg si­ger små, for­di en af­hæn­gig­hed af småka­ger ik­ke kan sam­men­lig­nes med af­hæn­gig­hed af hår­de stoffer og al­ko­hol f. eks. Men ik­ke de­sto min­dre er det en af­hæn­gig­hed, som er skabt i min hjer­ne på sam­me må­de som an­dre af­hæn­gig­he­der, og som ik­ke kan fjer­nes, man kan ba­re prø­ve at byg­ge no­get sun­de­re oven på den.

I mit til­fæl­de bli­ver det skyr med bær, men kom­mer den der vir­ke­lig al­vor­li­ge trang til småka­ger, så kan jeg æde skyr med bær, til jeg bræk­ker mig. Jeg kan sid­de med halvan­den li­ter skyr i ma­ven – det er al­li­ge­vel ik­ke nok til at til­freds­stil­le tran­gen, og så kom­mer min vil­jestyr­ke vir­ke­lig på over­ar­bej­de. Der­for sør­ger jeg og­så for al­drig at ha­ve cook­i­es i hu­set – jeg kan ik­ke sty­re det, hvis jeg først får lyst.

I mit til­fæl­de har det hjul­pet mig me­get at vi­de, hvor­dan va­ner og af­hæn­gig­he­der ska­bes. For at ven­de tilbage til over­skrif­ten, så er nog­le va­ner som en Fer­ra­ri. De kan over­ha­le alt på vej­en, og­så de go­de va­ner, som er solide, for­nuf­ti­ge kø­re­tø­jer i sam­men­lig­ning, for Fer­ra­ri­er­ne kø­rer på do­pa­min, som er no­get af det mest po­ten­te brænd­stof, hjer­nen har. Det er næ­sten ’ Mis­sion Im­pos­sib­le’ at stand­se så­dan en – du er op­pe imod et par hund­re­de mil­li­o­ner års ud­vik­lings­hi­sto­rie, når du skal væ­re færds­elspo­li­ti.

Det er især, når vi får den slags im­pul­ser, som den jeg får for­an fjern­sy­net, at Fer­ra­ri­en kom­mer tord­nen­de lo­a­ded med do­pa­min. Do­pa­min er hjer­nens be­løn­nings­stof, og det spil­ler en gi­gan­tisk rolle, når vi op­byg­ger va­ner. Hjer­nen kan sig­na­le­re bå­de be­løn­ning og skuf­fel­se, og når no­get fø­les godt, be­løn­ner hjer­nen os med do­pa­min. Det spil­ler og­så en vig­tig rolle i vo­res ind­læ­ring – hjer­nen be­løn­ner os, når vi læ­rer no­get nyt, så vi får lyst til at læ­re me­re.

Det hjæl­per os, når vi skal op­byg­ge go­de va­ner og ru­ti­ner, f. eks. at gå halvan­den ti­me hver dag. Det bli­ver vi og­så be­løn­net for, når vi først har gjort det til en va­ne. Men ik­ke i sam­me grad som hjer­nen be­løn­ner os, når vi re­a­ge­rer på im­pul­ser, hvor hjer­nen kræ­ver småka­ger, slik, al­ko­hol, ci­ga­ret­ter osv.

Det er en hjælp for mig at vi­de, hvor stærk vo­res bi­o­lo­gi er, for det for­kla­rer, hvor­for vi har så svært ved at bry­de va­ner, som vi godt selv ved er us­un­de for os. Vi er ik­ke dum­me, og vi er ik­ke sva­ge. Men når jeg ved det, kan jeg ta­ge højde for det. Jeg ved og­så, at jeg skal mo­bi­li­se­re ek­stra me­get vil­jestyr­ke, hvis jeg har so­vet for lidt el­ler er stres­set.

Men først og frem­mest kræ­ver go­de va­ner, at du bli­ver ved og gør det re­gel­mæs­sigt. Så vil hjer­nen ef­ter­hån­den ind­ret­te sig ef­ter, at det skal den ik­ke bru­ge kræf­ter på at tæn­ke, den skal ba­re sør­ge for, at du får det gjort. Så er det og­så ok at bli­ve over­ha­let af en rød Fer­ra­ri en sjæl­den gang imel­lem der på hjer­nens mo­tor­vej.

UGENS TEMA: Dår­li­ge va­ner

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.