H

BT - - BT SONDAG -

an gik to skridt bag An­ders Fogh i fi re år. Be­skyt­te­de Bill Cl­in­ton og Ja­cques Chirac, ryd­de­de Ung­doms­hu­set og døg­nover­vå­ge­de den ene­ste dan­ske Gu­an­ta­na­mo­fan­ge. Han le­ve­de på adre­na­lin og al­ko­hol, men mi­ste­de til sidst sin fa­mi­lie i jag­ten på næ­ste sus. Da han vend­te hjem fra sin sid­ste mis­sion, hav­de han få­et nok. Frank Mar­tin­sen har ud­le­vet de dren­gedrøm­me, som for stør­ste­delen af al­le mænd bli­ver ved drøm­me­ne. Højspænd­te ak­tio­ner og hem­me­li­ge op­ga­ver, som ta­get ud en Ja­mes Bond- fi lm. Men i dag er han så øde­lagt af at ha­ve haft an­sva­ret for an­dres liv, at han ik­ke er i stand til at ta­ge va­re på sit eget.

» Jeg hav­de væ­ret helt op­pe at kø­re i åre­vis, og til sidst knæk­ke­de jeg ba­re. Jeg kun­ne ik­ke kla­re stres­set og pres­set me­re. Jeg skul­le ba­re ha­ve fred. Det har jeg her. På den må­de er det rart at væ­re hjem­løs. Det er dej­ligt ufor­plig­ten­de, « si­ger Frank Mar­tin­sen.

Han halvt lig­ger, halvt sid­der på en briks og kig­ger ud ad vin­du­et fra sit væ­rel­se på Kol­le­gi­et Gl. Kø­ge Lan­de­vej, der er et her­berg for mænd i Val­by. For­an ham står et bord med to sto­le og i for­læn­gel­se af dem en skil­le­væg, hvor han har sit tøj og en po­se med me­get af det ud­styr, han en­gang brug­te. Ma­ske, dragt, » men in­gen vå­ben « , for­sik­rer han. I en­tréen til de 16 m2 er der et te­køk­ken, men bad og toilet de­les de om på gan­gen. På den må­de min­der ste­det om et rig­tigt kol­le­gi­um, bort­set fra at det her ik­ke er et krav, at man er un­der ud­dan­nel­se og på SU, men mand, over 25 år og hjem­løs.

Frank Mar­tin­sen er al­le tre ting, men han mat­cher ik­ke det ste­reo­typ e bil­le­de af en hjem­løs. Han er pænt klædt i sor­te je­ans og lil­la T- shirt, hå­ret er st­ud­set og kin­der­ne glat­b­ar­be­re­de.

Som barn reg­ne­de han ik­ke med, at han skul­le op­le­ve det, han har i dag, men han for­ven­te­de hel­ler ik­ke, at han en dag skul­le sid­de og kig­ge ud ad vin­du­et på et her­berg.

Han be­gyn­der som en rod i Ka­lund­borg i 60er­ne, men træk­kes om på den rig­ti­ge si­de af loven og ind i mi­li­tæ­ret. Han fal­der for di­sci­pli­nen og fæl­les­ska­bet, sø­ger ind på Po­li­tisko­len, og i 1992 er han blandt de syv, der bli­ver ud­ta­get til po­li­tiets eli­te­en­hed Ak­tions­styr­ken ( AKS).

Han er med i den un­dercover­grup­pe, som føl­ger ro­ck­er­ne un­der den store ro­ck­er­krig i 90er­ne, og han er og­så med blandt de sort­klæd­te be­tjen­te, der 1. marts 2007 ryd­der Ung­doms­hu­set på Jagt­vej 69.

» Vi var helt op­pe at kø­re. Man kom­mer ind i fæl­les­ska­bet med gut­ter, klap­per hin­an­den og si­ger, at den ene er bed­re end den an­den. Det er et fæl­les­skab, hvor man respek­te­rer hin­an­den og er afh æn­gi­ge af hin­an­den. Hvis man går ind i et rum som her, sky­der dø­ren op, så skal man fan­de­me vi­de, hvor man har hin­an­den. «

Han løft er sin ven­stre arm og en rød­lig ta­to­ve­ring kom­mer til sy­ne på overar­mens in­der­si­de. Pi­le pe­gen­de i al­le ver­dens­hjør­ner med et sværd igen­nem. » Vi kan kom­me fra luft en, fra nord, syd, øst og vest og kan om nød­ven­digt bru­ge vå­ben. Det sid­der her, for­di vi ik­ke ren­der og pra­ler med det, og for­di det sid­der tæt­test på hjer­tet, « si­ger han og læg­ger ar­men ind over bry­stet.

» Jeg el­ske­de det bro­der­skab, jeg blev en del af. «

Det er det, han le­ver for i ti år - fra 1992 til 2002.

» Jeg var me­re sam­men med fa­mi­li­en AKS, end jeg var sam­men med min egen fa­mi­lie. Min eks­ko­ne sag­de på et tids­punkt: Di­ne børn kal­der dig Frank i ste­det for far. «

Han be­gra­ver an­sig­tet i hæn­der­ne og kvæ­ler en kort hul­ken. Or­det ’ fa­mi­lie’ trig­ger sta­dig no­get i ham. Det var den pris, han til slut be­tal­te for si­ne even­tyr.

’ Man bli­ver som en ma­ski­ne’

Når per­son­sø­ge­ren, som man hav­de før mo­bil­te­le­fo­ner­ne, bip­per un­der fa­mi­lie­mid­da­ge­ne, lø­ber han ud, ven­ter, til en po­li­ti­bil for fuld ud­ryk­ning sam­ler ham op og kø­rer ham til et aft alt mø­de­sted for næ­ste ak­tion. Sjæl­dent kan han for­tæl­le sin da­væ­ren­de ko­ne, hvad han skal.

» Man var ba­re klar til ar­bej­de. Man blev som en ma­ski­ne - det var det sy­ge i det. «

En­gang spurg­te en psy­ko­log i tje­ne­sten, om han vil­le væ­re i stand til dræ­be. » Ja, « sva­re­de han promp­te.

» Er det for fan­den ik­ke det, jeg er ble­vet ud­dan­net til? Det er ik­ke no­get, vi øn­sker, men det er den sid­ste ud­vej, som vi kal­der det, « si­ger han i dag.

I 2003 bli­ver han he­ad­huntet til job­bet som livvagt for den da­væ­ren­de stats­mi­ni­ster An­ders Fogh Ras­mus­sen. Han læg­ger sin sor­te kam­pu­ni­form, træk­ker i ha­bit med pi­stol un­der jak­ken og væn­ner sig til at stille hver mor­gen i Nærum 07: 20, hvor stats­mi­ni­ste­ren kom­mer ud på mi­nut­sla­get og al­tid med en hvid pla­stikpo­se med al­le si­ne pa­pi­rer.

» Jeg kun­ne godt li­de Fogh, vi hav­de det sgu sjovt sam­men. Hvad man­ge ik­ke ved, er, at han har hu­mor. «

Han gri­ner. » Det gjor­de vi al­tid med Fogh, « slut­ter han fl ere af si­ne sæt­nin­ger.

I 2014 ud­gi­ver han bo­gen ’ Livvagt’ om åre­ne med Fogh. Den­gang An­ders Fogh Ras­mus­sen skød en mos­ku­so­k­se på 153 me­ters af­stand på en tur til Grøn­land og klap­pe­de sin livvagt på skul­de­ren med or­de­ne » One shot, one kill « , om de gan­ge Fogh be­søg­te sin pol­ske ven Ma­rek Stawowy i Aar­hus, og den­gang kron­prin­ses­se Mary blev lidt for nær ven med en af si­ne livvag­ter. Hi­sto­ri­er­ne er kulør­te, men over­træ­der næp­pe no­gen tavs­heds­klau­su­ler.

I vir­ke­lig­he­den er Frank Mar­tin­sen ud­mat­tet i de år. De lange da­ge som livvagt tæ­rer på ham. Plan­lagt af­spad­se­ring sløj­fes for at bli­ve er­stat­tet af nye vag­ter, han ser sjæl­dent sin ko­ne og si­ne børn, og i ste­det be­gyn­der han at drik­ke den til­ta­gen­de stress væk. Eft er fem år ta­ger han øres­neg­len ud for sid­ste gang.

» For me­get al­ko­hol og for me­get stress. Al­ko­ho­len brug­te jeg til at af­stres­se - på den for­ker­te må­de. Jeg skul­le ha­ve ro. Jeg var helt op­pe at kø­re. Man­ge, som jeg kend­te, måt­te stop­pe, for­di ko­ner og kæ­re­ster sag­de fra. Så måt­te man væl­ge mel­lem styr­ken el­ler ko­nen. «

I hans hi­sto­rie er det ik­ke ham, men fa­mi­li­en, der ta­ger val­get. » De sag­de far­vel. « Or­de­ne for­svin­der i en strøm af tå­rer. Den dag i dag har han har svært ved at sæt­te ord på, hvad der egent­lig ske­te, men fak­tum er, at han bli­ver skilt.

’’

» Jeg var for egoi­stisk. Jeg glem­te min fa­mi­lie. Jeg kun­ne ik­ke se, hvor langt ude jeg var, mens det stod på. Jeg tro­e­de, jeg kun­ne kla­re det he­le. Jeg sled mig lang­somt op. «

Som af­skeds­ga­ve sen­der han An­ders Fogh en cd- rom med billeder fra de tu­re, de har væ­ret på til Me­xi­co, Ni­ca­ragua, Ar­gen­ti­na, Bra­si­li­en, og stats­mi­ni­ste­ren kvit­te­rer med en hånd­skre­ven hil­sen: ’ Man­ge tak for cd’en med billeder. Go­de min­der fra spæn­den­de tu­re. Dit nye job i PET’s af­de­ling 1 ly­der spæn­den­de, og jeg øn­sker dig alt det bed­ste i frem­ti­den’.

I PET’s af­de­ling 1 skal han sid­de på en kon­tor­stol kl. 9- 16, men han har » for me­get kr­udt i rø­ven til at sid­de og la­ve ter­r­or­a­na­ly­se ved en com­pu­ter « . Han op­ret­ter eget sik­ker­heds­fi rma , og da han bli­ver til­budt job i det pri­va­te er­hvervs­liv, slår han til.

Han bli­ver sik­ker­heds­chef i Saxo Bank med an­svar for 17 mand, der skal pas­se på bank­fi rma­et og be­skyt­te Lars Sei­er Chri­sten­sen og Kim Four­nais, som er po­ten­ti­el­le mål for

Der var en de­ci­de­ret ond stem­ning, hu­sker Frank Mar­tin­sen om valg­mø­det i Svend­borg i 2005. Fogh kan ik­ke kom­me til or­de for de­mon­stran­ter og ge­lej­des væk af si­ne sik­ker­heds­folk. Fo­to: Nils Meilvang og Lars K Mik­kel­sen

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.