Når man ik­ke la­en­ge­re er den un­ge sjove

BT - - KENDER DU DET? -

Jeg kan hu­ske den­gang, jeg var yn­gre. Da var der al­tid nog­le gam­le nis­ser, der skul­le kom­me med go­de råd. Og det var al­tid råd, som man ik­ke hav­de bedt om, og som man da i hvert fald over­ho­ve­det ik­ke kun­ne bru­ge. Du må hel­le­re ta­ge no­get me­re tøj på, hvis du så­dan skal va­e­re ude he­le nat­ten… Husk nu at skri­ve on­kel Or­las 60-års ind i ka­len­de­ren, så du ik­ke glem­mer det… Du skal ta­en­ke på at få la­vet en pen­sions­op­spa­ring (okay, li­ge det råd får jeg sta­dig, men det er af min bank­rå­d­gi­ver, og hun er ik­ke en­gang gam­mel). Råd, som var fi­ne, vel­me­nen­de og helt re­le­van­te. Og ski­deir­ri­te­ren­de! For hvad ved gam­le men­ne­sker om, hvad der er vig­tigt? In­tet… Syn­tes jeg den­gang. Ret me­get, sy­nes jeg nu. For jeg har til min gru op­da­get, at jeg er en af dem. De gam­le, der har me­nin­ger om ting, som er ke­de­li­ge, og hvis er­fa­rings­grund­lag er dybt fora­el­det. Jeg tog mig i at ta­le med et ny­bagt fora­el­dre­par, hvor lil­le­mand hav­de ko­lik. Helt al­mo­der­ligt for­tal­te jeg, at det hav­de min søn og­så som spa­ed. Og så un­der­holdt jeg med go­de råd om at hol­de fla­sken, så der ik­ke kom luft­bob­ler i og om mi­ne er­fa­rin­ger med my­li­con­drå­ber og zo­ne­te­ra­pi. Og da bar­nets mor så sødt spør­ger mig, hvor gam­mel min søn er, slår det mig! For *^##”&%/&%*, Sederqvist. Kna­eg­ten er 19! Det er 19 år si­den, du stod med en skri­gen­de un­ge. MON ik­ke der er kom­met ny vi­den si­den da? Og MON ik­ke du ro­man­ti­se­rer en li­i­il­le smu­le, når du be­ro­li­ger de un­ge men­ne­sker med, at det er ov­re, før de ved det? Og så måt­te jeg jo spo­le tilbage? Hvor tit gør jeg det her? Og hvor­når be­gynd­te ti­den at gå så sta­er­kt, at jeg ik­ke op­da­ger, hvor­når min vi­den er fora­el­det. Der har da va­e­ret tegn. Be­va­res. Som da min dat­ter og jeg hør­te LOC og Bur­han Gs ’Kar­ma’ i bi­len, og hun med va­em­mel­se ud­bry­der: ’Det er ba­re her­re-nasty, når gam­le ma­end syn­ger om at sco­re!’… Øh what? Gam­le? Nå ja, det er de vel. Ba­re ik­ke i for­hold til mig… Det er sel­ver­ken­del­sens øje­blik, når det går op for én, at man ik­ke la­en­ge­re er den un­ge sjove til fa­mi­lie­fester­ne. Hen­de, der spon­tant får dig­tet en lej­lig­heds­sang, og hvor al­le stem­mer i og gri­ner over ens skø­re på­fund. Nae, nu er man den sti­ve tan­te. Nu er man: ’SÅ!!! Nu har vi hørt dig. On­kel Bjar­ne har rin­get ef­ter en taxi til dig. Tror du, at du skal ha­ve en po­se med, hvis du skal ka­ste op?’ Det kom­mer grad­vist sni­gen­de, ik­ke? Den ene­ste kur mod be­gyn­den­de ud-da­te­ret­hed er ja­ev­nal­dren­de! Ja­ev­nal­dren­de er den oa­se, hvor det er okay stil­ma­es­sigt at va­e­re gå­et i stå i 90er­ne, at forta­el­le om den­gang, ens børn var små, ja, så­gar om den­gang, man selv var barn, uden at få op­gi­ven­de, him­mel­vend­te blik­ke, fra un­ge men­ne­sker, der ik­ke gi­der at hø­re om, hvor­dan ens dåb­sat­test var ri­stet i ru­ner, og hvor ked af det man blev, da ens bed­ste ve­nin­de - Egt­ved­pi­gen - druk­ne­de i en mo­se. Og det go­de ved folk, man har kendt ,si­den man var ung, er, at vi ser hin­an­den, som vi var en­gang. Det er som om, at vi er blin­de for hin­an­dens ryn­ker og ha­en­ge­rø­ve, og ser di­rek­te ind i sja­e­len. Jo jo, nu er vi de gam­le nis­ser, men det er vist helt, som det skal va­e­re. Dog har jeg af­talt med mig selv, at jeg li­ge ta­el­ler på fin­gre­ne, hvor dags­ak­tu­el­le mi­ne re­fe­ren­cer er, før jeg de­ler ud af dem.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.