AN­NET­TE HEICK EN­SOM­HED ER MAN­GE TING

BT - - SØNDAG -

At væ­re en­som be­hø­ver ik­ke at ha­ve no­get at gø­re med, om man er ale­ne el­ler ej. Man me­ner, at næ­sten fem pro­cent af den voks­ne be­folk­ning fø­ler sig en­som­me, og oft est knyt­ter det sig til det at mang­le no­get el­ler no­gen i sin til­væ­rel­se. Et job, en kæ­re­ste, en ven. MEN FOR­LE­DEN DAG tal­te jeg med min go­de ve­nin­de om en an­den slags en­som­hed. Den en­som­hed, der føl­ger med, når man er ale­ne med en be­stemt vi­den, som er svær at de­le med an­dre. Den vi­den, hvor man på for­hånd ved, man ik­ke mø­der for­stå­el­se. Der fi ndes støt­te­grup­per, som afh jæl­per den slags en­som­hed. Her tæn­ker jeg på grup­per for på­rø­ren­de til sy­ge men­ne­sker el­ler AA- mø­der, hvor al­ko­ho­li­ke­re kan de­le de­res be­kym­rin­ger og tan­ker. MEN HVAD NU, når man ba­re har hver­dags­pro­ble­mer, som ik­ke fal­der ind un­der dis­se ka­te­go­ri­er? Hvad stil­ler man op med al­le si­ne tan­ker, når nog­le af tan­ker­ne er uri­me­li­ge og med sik­ker­hed vil bli­ve mod­ta­get med ho­ved­rysten? FOR MIT EGET ved­kom­men­de har jeg gen­nem­gå­et ad­skil­li­ge sce­na­ri­er i mit ho­ved her i 2015, som for vo­res fa­mi­lie blev et om­vælt­nin­ger­nes år. I ja­nu­ar bræk­ke­de min mand nak­ken og lå på ho­spi­ta­let i fem en halv må­ned. I dag er han tilbage på ar­bej­de, men han er – uan­set hvor­dan vi ven­der og dre­jer det – han­di­cap­pet. Han går med stok, og hans høj­re hånd vir­ker sta­dig ik­ke rig­tigt. Jeg kan si­ge, at man gen­nem så­dan et for­løb tæn­ker tan­ker, man al­drig hav­de tro­et, man skul­le tæn­ke. DER SKE­TE DET for min mand, som sker for man­ge men­ne­sker, der ram­mes af en ulyk­ke el­ler bli­ver al­vor­ligt sy­ge: Hans ver­den blev lil­le­bit­te. Al­le hans kræft er blev brugt på at kæm­pe sig ud af si­tu­a­tio­nen. Hel­dig­vis. Al­le på ho­spi­ta­let tal­te ude­luk­ken­de om hans til­stand, og al­le be­sø­gen­de spurg­te ind til ulyk­ken. Det er helt for­stå­e­ligt, at hans ver­den snæv­re­de sig ind. VEN­NER MØD­TE MIG ( og gør det sta­dig) med et: Pyt med ska­van­ker­ne – han over­le­ve­de jo. Og så­dan kan man sag­tens se det. Men det er ik­ke dem, der op­le­ver hver­da­gen, stra­bad­ser­ne, for­ban­del­ser­ne og de enor­me ek­stra kræf­ter, som al­le i fa­mi­li­en he­le ti­den læg­ger i. De ser kun over­fl aden, så hel­ler ik­ke dem kan jeg de­le be­kym­rin­ger­ne med.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.