’’

BT - - SPORTEN - An­dreas Cor­ne­li­us

Tan­ken om, at be­net sid­der helt skævt, var på en må­de vær­re end vir­ke­lig­he­den. Det var som om, der blev luk­ket lidt af for smer­ter­ne

» Jeg kun­ne mær­ke, at be­net li­ge­som for­svandt væk un­der mig. Med det sam­me kun­ne jeg mær­ke, at der var no­get, der bræk­ke­de. Og jeg kun­ne li­ge­som for­nem­me, at knog­len blev tryk­ket ud igen­nem be­net, men det gjor­de ik­ke så ondt. Jeg tror ik­ke, jeg nå­e­de at op­fat­te så me­get af smer­ten. Det gjor­de me­re ondt se­ne­re, da jeg kom ind at lig­ge på ho­spi­ta­let og da­gen eft er, jeg blev ope­re­ret. Der gjor­de det rig­tig ondt. Men li­ge i si­tu­a­tio­nen var det ik­ke så slemt, « si­ger An­dreas Cor­ne­li­us, som op­le­ve­de smer­ten som en min­dre be­kym­ring i for­hold til sy­net af det bræk­ke­de ben.

» Tan­ken om, at be­net sid­der helt skævt, var på en må­de vær­re end vir­ke­lig­he­den. Det var som om, der blev luk­ket lidt af for smer­ter­ne. Jeg kun­ne ik­ke rig­tig mær­ke så me­get. Jeg syn­tes hel­ler ik­ke, at der var no­gen grund til, at jeg fi k ilt­ma­ske på. For jeg tog det egent­lig me­get stille og ro­ligt. Jeg vid­ste godt, at det var lort og en slem ska­de, men det var hel­ler ik­ke, for­di jeg be­gynd­te at træk­ke vej­ret hur­tigt el­ler gå i pa­nik. «

Vild­som smer­te

Om for­æl­dre­ne tog det li­ge så pænt, vi­des ik­ke, men der gik ik­ke man­ge mi­nut­ter fra, de hav­de set ska­den på tv, til de sad i bi­len på vej mod Jyl­land. De skul­le til Aar­hus Uni­ver­si­tets­ho­spi­tal. An­dreas Cor­ne­li­us over­nat­te­de der for så at bli­ve ope­re­ret næ­ste mor­gen. Ved mid­dags­tid våg­ne­de han ik­ke ba­re til opkal­det fra Sil­ke­borg og Den­nis Fl­in­ta, men og­så til en smer­te, som end ik­ke store do­ser af mor­fi n kun­ne slå ned.

» Jeg har al­drig haft så­dan en kon- stant smer­te før. Jeg lå ba­re i ho­spi­tals­sen­gen og fi k mor­fi n, men det løb li­ge igen­nem. Jeg har før prø­vet at få et slag, men det går jo hur­tigt over. Her føl­te jeg, at det al­drig vil­le gå over. De måt­te gi­ve mig en blo­ka­de me­re i be­net, så smer­ten kun­ne gå væk, og der­fra blev det bed­re. Det tog de vær­ste smer­ter, og så kun­ne jeg godt hol­de mig kø­ren­de på mor­fi n et par da­ge se­ne­re. «

At lig­ge på Aar­hus Uni­ver­si­tets­ho­spi­tal og kig­ge ned på sit ben, som han to da­ge for­in­den hav­de set i to styk­ker, blev gjort nem­me­re ved kæ­re­stens til­ste­de­væ­rel­se, men det var først eft er over­førs­len til Rigs­ho­spi­ta­let, at da­ge­ne blev min­dre ke­de-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.