An­dreas Cor­ne­li­us om:

BT - - SPORTEN -

Stå­le Sol­bak­kens op­bak­ning At over­ra­ske sig selv » Jeg be­gynd­te al­le­re­de tid­ligt i styr­ke­rum­met at la­ve squats og step- ups på kas­ser. Der tænk­te jeg, at det var vildt, jeg al­le­re­de kun­ne det. Jeg blev he­le ti­den overrasket over, hvad jeg kun­ne. Hver gang jeg blev præ­sen­te­ret for en øvel­se, tænk­te jeg: ’ Det kan jeg slet ik­ke!’. Hvis jeg fik at vi­de, at jeg skul­le stille mig op på en kas­se – på et ben – og hol­de ba­lan­cen. Jeg kun­ne me­re, end jeg tro­e­de. « At få kær­lig­he­den til fod­bold tilbage » Det er lidt sam­me glæ­de, som jeg og­så op­le­ve­de, li­ge da jeg blev ryk­ket op. Da det he­le var nyt. Det var nye op­le­vel­ser he­le ti­den. Det er lidt det sam­me nu. Jeg har væ­ret ude så læn­ge, at jeg er be­gyndt at sav­ne at spil­le fod­bold. Når man så kom­mer ind og mær­ker, hvor fedt det er, bli­ver man glad. Og jeg tror, jeg spil­ler bedst, når jeg er glad. « At få flas­h­ba­ck til ska­den » Jeg fik flas­h­ba­ck, da jeg så Luke Shaw i sid­ste uge. Det er lidt sam­me ud­sig­ter. Jeg tror, vo­res ska­der lig­ner hin­an­den me­get, selv om min var i an­k­len, og hans var midt på be­net. Men det var og­så en ta­ck­ling, hvor knog­len knæk­ker. Når man ser den… Jeg ved, hvor­dan han kom­mer til at få det, og hvor­dan han har det. « li­ge. Ik­ke mindst på grund af de go­de må­l­ti­der og be­søg fra ven­ner­ne.

» Bå­de kæ­re­sten, fa­mi­li­en og ven­ner­ne har hjul­pet mig. Da jeg lå på Rigs­ho­spi­ta­let, lå jeg og fi k god mad hver dag, for­di de kom med alt mu­ligt ude­fra. Den ene dag kom Bri­an Rie­mer, som sta­dig var as­si­stent­træ­ner på det tids­punkt, og han hav­de ta­get sus­hi og store bøff er med. Det var ik­ke så slemt fak­tisk, « si­ger Cor­ne­li­us.

Flyt­te­de hjem til mor

Uger­ne gik på ho­spi­ta­let, Cor­ne­li­us fl yt­te­de mid­li­ger­ti­digt hjem til sin mor, hen­des mand og de to sø­sken­de, han fi k be­net ud af sin støt- te­støv­le, og så be­gynd­te genop­træ­nin­gen. Den va­re­de min­dre end fi re må­ne­der, før an­gri­be­ren var tilbage i kamp. En re­ser­ve­holdskamp mod Brøndby 10. au­gust. Det er og­så for­tid, og nu har han i den se­ne­ste uge sco­ret to mål i to kam­pe og få­et et uhyg­ge­ligt fl as­h­ba­ck ved at se Man­che­ster Uni­ted- ba­ck­en Luke Shaw op­le­ve en lig­nen­de ska­de i Champions League- kam­pen mod PSV. Den var hård at se, og han tæn­ker på bri­ten, men han tæn­ker og­så på, hvor godt det går med sit eget spil, selv­om an­k­len end­nu ik­ke er helt i or­den.

» Jeg fø­ler ik­ke, at jeg er på 100 pro­cent end­nu. Min fod er fi n nok til at spil­le. Det er ik­ke far­ligt at spil­le, og det bli­ver ik­ke vær­re, men den er sta­dig ik­ke helt god end­nu. Der­for er det og­så svært at for­kla­re, at jeg li­ge kom­mer ind og la­ver to kas­ser. Men jeg tror, at den glæ­de, jeg har ved ba­re at spil­le, kom­mer til ud­tryk i lidt me­re ener­gi. Det kan væ­re, det bli­ver end­nu bed­re, når min an­kel er helt klar. «

» Stå­le har vir­ket rig­tig in­ter­es­se­ret i det he­le vej­en. Han vir­ker lidt me­re men­ne­ske­lig, når man først er ska­det, haha. Det var en helt an­den si­de at se af ham. Han har væ­ret me­get in­ter­es­se­ret i min genop­træ­ning. Det har væ­ret fedt at fø­le, at man har væ­ret sav­net. Han tro­e­de på, at jeg kun­ne kom­me tilbage og gø­re det godt. Han vil­le og­så pres­se lidt på for, at jeg kun­ne kom­me tid­ligt tilbage. Det er dej­ligt som spil­ler, at folk ik­ke vir­ker li­geg­la­de. «

Fo­to: Bo Amstrup

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.