Min mor var naz

Kan man til­gi­ve sin alt? 61- åri­ge Katja Mør­ke­berg kan, men hun kæm­per sta­dig med skam­men over mo­de­rens for­tid i Na­zi­tys­kland

BT - - HISTORIE - Sus­an­ne Jo­hans­son suss@ bt. dk

DET TRED­JE RI­GE

Hvad sker der, tænk­te hun. Kun­ne over­ho­ve­det ik­ke ken­de sig selv, den el­lers be­sin­di­ge og er­far­ne fol­ke­sko­le­læ­rer. Gik fuld­stæn­dig amok, skreg som et vildt dyr, var helt ude i tove­ne.

Hun sid­der ro­ligt ved køk­ken­bor­det, og for­tæl­ler om dén dag for få år si­den, hvor et for­æl­dre­par var til mø­de på sko­len om de­res søn. Han hav­de kort for­in­den heilet, i det øje­blik Katja Mør­ke­berg trå­d­te ind i klas­se­lo­ka­let. Det hav­de ry­stet hen­de, men epi­so­den var ik­ke det pri­mæ­re på mø­de­ts dags­or­den. Der­for var hun fuld­stæn­dig ufor­be­redt, da dren­gens mor gik di­rek­te ef­ter hen­des stru­be. Sag­de, at en af Katjas ty­ske­le­ver lat­ter­lig­gjor­de hen­de, når han læ­ste lek­tier med hen­des søn der­hjem­me, og sag­de, at hun, Katja Mør­ke­berg, til si­ne ele­ver skul­le ha­ve sagt, at det var ær­ger­ligt, at Hit­ler tab­te kri­gen, og at hun lær­te ty­ske­le­ver­ne at hei­le. Be­skyld­te hen­de for dét, der var det mest skam­ful­de over­ho­ve­det, in­di­ke­re­de, at hun var na­zist. Og så var det, at fol­ke­sko­le­læ­re­ren så rødt.

» Det var en skam og en skyld, som jeg slet ik­ke vid­ste, at jeg bar rundt på, der kom op i mig, « si­ger 61- åri­ge Katja Mør­ke­berg om den dag i 2010, hvor hun måt­te er­ken­de, at fa­mi­lie­for­ban­del­sen al­tid vil­le væ­re en del af hen­de. At uan­set hvor me­get hun hav­de for­so­net sig med sin mor og til­gi­vet hen­de, så vil­le skam­men og skyl­den over mo­de­rens for­tid som na­zist re­sten af li­vet føl­ge med som en usyn­lig skyg­ge.

Mi­stan­ken om mo­de­rens for­tid hav­de na­get Katja Mør­ke­berg, li­ge si­den hun var en ung pi­ge. I 40 år kon­fron­te­re­de hun sin mor Eb­ba med den.

Men mi­stan­ken blev fe­jet af bor­det. Helt ka­te­go­risk.

Eb­ba kom til ver­den i Tarm i Ve­stjyl­land i en pæn og or­dent­lig fa­mi­lie. Men da Hit­ler be­gynd­te at rum­le syd for den dan­ske græn­se, blev hen­des far til­truk­ket af hans ide­o­lo­gi­er og det fæl­les­skab, der syn­tes at vok­se op om­kring fø­re­ren. Og han meld­te sig ind i na­zist­par­ti­et.

An­spo­ret af sin in­dre ild send­te han dat­te­ren til Tys­kland som au­pair pi­ge. Hun skul­le, som han for­mu­le­re­de det, ’ ned at be­kæm­pe ver­denskom­mu­nis­men’. På fa­mi­li­ens veg­ne.

Kri­gens gru i Tys­kland

16 år gam­mel blev hun i 1940 sendt til Tys­kland, hvor kri­gens gru ud­spil­le­de sig for øj­ne­ne af den un­ge pi­ge. Hun føl­te, at hun måt­te gø­re no­get, og i 1942 - ef­ter tre må­ne­ders for­ud­dan­nel­se i Dan­mark - meld­te hun sig som fri­vil­lig i tysk Rø­de Kors. Af hu­ma­ni­tæ­re grun­de, som hun si­den- hen igen og igen un­der­stre­ge­de.

Når hen­des dat­ter Katja Mør­ke­berg man­ge år se­ne­re al­drig hop­pe­de med på den ver­sion af hi­sto­ri­en, var det, for­di hun selv som 16- årig blev sendt til Tys­kland for at stu­de­re sproget. Blev sendt ned til mo­de­rens be­kend­te fra hen­des tid i tysk Rø­de Kors. Og helt na­tur­ligt faldt snak­ken på for­ti­den.

Af­lag­de ed til Hit­ler

» De for­tal­te mig ting, som min mor al­drig hav­de for­talt. Bl. a. hvor­dan de hav­de af­lagt ed til Hit­ler, for det skul­le man. Men hvis de hav­de af­lagt ed, måt­te min mor jo og­så ha­ve gjort det.

Så min for­nem­mel­se sag­de mig, at no­get var helt galt. Der blev jeg før­ste gang fe­jet af med hen­des ver­sion. Men min mi­stan­ke var født, « for­tæl­ler Katja Mør­ke­berg.

» Jeg har he­le mit voks­ne liv spurgt min mor, ’ hvad la­ve­de du i Ber­lin, da rus­ser­ne bom­be­de? Hvor­for skynd­te du dig ik­ke ud?’. Og hver gang fik jeg

Eb­ba Mør­ke­berg og hen­des mand Wil­lie. Som var ak­tiv mod­stands­mand un­der be­sæt­tel­sen.

Fo­to: Claus Bech

Eb­ba og hen­des Rø­de Kors- ve­nin­de Li­li i ci­vil un­der kri­gen.

Fo­to: Pri­vat/ Si­mon Skip­per

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.