Ist un­der kri­gen ’’

BT - - HISTORIE - Katja Mør­ke­berg Fo­to: Si­mon Skip­per

Jeg tror, at hun med si­ne for­ti­el­ser og­så har vil­let be­skyt­te os børn mod den chíka­ne, som var en del af hen­des op­vækst i et hjem med en kendt na­zist, som folk smed sten ind gen­nem vin­du­er­ne hos

me­lig­he­den luk­ket ud. Men det var ik­ke dat­te­ren Katja, som Eb­ba Mør­ke­berg gik til be­ken­del­se over­for. Det var til en vildt­frem­med.

» Bo­e­de du i Ber­lin i 1945, « blev hun spurgt. Helt uskyl­digt.

» Nej, « sva­re­de hun så. » Jeg var der som Rø­de Kors sø­ster Waf­fenSS. «

» I to sæt­nin­ger si­ger hun dét, jeg har spurgt om det me­ste af mit liv. Si­ger dem til en frem­med, « si­ger Katja Mør­ke­berg.

Så be­gynd­te ske­let­ter­ne at væl­te ud af ska­bet. El­ler sna­re­re bli­ve truk­ket ud af ham den frem­me­de, den dan­ske fi­lo­sof Pe­ter Tud­vad.

Vold­ta­get af rus­ser­ne

For Eb­ba Mør­ke­berg hav­de skjult sin for­tid så læn­ge, at hem­me­lig­he­der­ne var fortrængt og skul­le lir­kes ud af sin­dets mør­ke­ste kro­ge: At hun i 1940 blev meldt ind i na­zist­par­ti­et, at hun hav­de af­lagt ed til Hit­ler, at hun var med til Go­eb­bels ´ be­gra­vel­se, at hun blev ta­get til fan­ge af rus­ser­ne og vold­ta­get af de­res sol­da­ter.

I takt med at ska­bet blev tømt for ske­let­ter, op­lø­ste dat­te­rens vre­de sig og blev er­stat­tet af en art for­stå­el­se, af en ac­cept og en grad­vis for­so­ning med mo­de­ren og hen­des for­tid.

» Hun for­kla­re­de, at hun var nødt til at fortræn­ge det. At hun sim­pelt­hen hav­de op­le­vet for man­ge for­fær­de­li­ge ting. «

Blandt dem var selv­føl­ge­lig de in­dre billeder af al­le de sår­e­de sol­da­ter, hvis liv smul­dre­de mel­lem hen­des un­ge fin­gre. Og dem fra Go­eb­bels­fa­mi­li­ens be­gra­vel­se, som den kun 21- åri­ge Eb­ba sam­men med an­dree Rø­de Kors- sy­geple­jer­sker blev ud­kom­man­de­ret til som vid­ne. Gan­ske en­kelt for­di, at la­za­ret­tet, hun ar­bej­de­de i, lå li­ge ved si­den af Hit­lers bun­ker. Dér hvor Jo­seph Go­eb­bels og hans ko­ne Mag­da den 1. maj 1945 først tog li­vet af de­res seks børn og der­på be­gik selv­mord.

» Hun har op­le­vet nog­le ting, der må ha­ve gjort hen­de en­som. For hvem kun­ne hun snak­ke med om det « spør­ger Katja Mør­ke­berg.

» Min mor skam­me­de sig. Hel­dig­vis kom hun ik­ke hjem i maj 1945, for så var hun ble­vet klip­pet skal­det li­ge­som al­le felt­madras­ser­ne, for­di hun var på den for­ker­te si­de. Der var jo lyn­chstem­ning i Dan­mark, og der­for måt­te hun pak­ke alt det sam­men og fortræn­ge det. Præ­cis som in­ce­stof­re gør. De bli­ver og­så tit tru­et på li­vet af de­res over­grebs­mand til at hol­de mund. Her var det ba­re min mor­far, der var bør­ne­lok­ke­ren. «

Ud af Eb­ba Mør­ke­bergs mø­de med fi­lo­sof­fen Pe­ter Tud­vad kom der i 2009 en bog. ’ Sy­geple­jer­ske i Det Tred­je Ri­ge’ hed­der den. Iføl­ge bo­gens for­fat­ter sag­de det no­get om Eb­ba Mør­ke­bergs stor­hed, at da først hun er­kend­te sin skyld, løb hun ik­ke fra sit an­svar, at det tal­te til hen­des for­svar, at hun var ung og uvi­den­de, ik­ke var po­li­tisk ak­tiv, men en even­ty­rer og ide­a­list.

Det er og­så hen­des dat­ters tolk­ning.

Men ik­ke al­le var eni­ge. I hvert fald var det året ef­ter, at bo­gen kom ud, at en elev hei­le­de, da Katja Mør­ke­berg trå­d­te ind ad dø­ren. Og hun ef­ter­føl­gen­de for al­vor blev kon­fron­te­ret med den skam, der bor i hen­de. Selv­om hun har til­gi­vet sin mor.

Katja Mør­ke­bergs eget ek­sem­plar af bo­gen er slidt og bæ­rer præg af flit­tig brug. Hun blad­rer for­sig­tigt om på før­ste si­de. ’ Til min kæ­re store store pi­ge med in­der­lig tak for stor for­stå­el­se og kær­lig­hed gen­nem vo­re 55 år sam­men. Mor’, står der.

» Dét er de ord, der vi­ser, at vi blev for­so­net. Det var en stor for­løs­ning. Ef­ter at jeg har til­gi­vet hen­de, kom­mer jeg til at hol­de me­re og me­re af hen­de og for­står, hvor svært det her har væ­ret for hen­de fø­lel­ses­mæs­sigt, « si­ger Katja Mør­ke­berg.

Et sår­bart sted

For Eb­bas dat­ter har det dog og­så væ­ret svært og be­stemt ik­ke om­kost­nings­frit at nå der­til, hvor hun kan om­fav­ne sin og mo­de­rens for­tid. Som epi­so­den i klas­se­væ­rel­set vid­ner om, er der et sår­bart sted in­de i hen­de, som nemt kan væk­kes til li­ve. Og bli­ver det for ti­den.

Hen­des mors liv og for­tid fol­des nem­lig ud på det kø­ben­havn­ske Bå­d­te­a­tret i styk­ket ’ Mit mør­ke’, som er ba­se­ret på før­nævn­te bog.

» Jeg sy­nes, at styk­ket er fan­ta­stisk og me­get stærkt for­talt. Men én ting er at læ­se om min mors for­tid. No­get an­det er at se én stå på sce­nen og væ­re min mor, « si­ger Katja Mør­ke­berg.

Og til­fø­jer så: » Nu er jeg gå­et på ef­ter­løn, og jeg har ti­den til at gi­ve plads til alt det her. På godt og på ondt. Jeg tror, at hun med si­ne for­ti­el­ser og­så har vil­let be­skyt­te os børn mod den chíka­ne, som var en del af hen­des op­vækst i et hjem med en kendt na­zist, som folk smed sten ind gen­nem vin­du­er­ne hos og smur­te lort på trap­pen om nat­ten. Det har væ­ret så yd­my­gen­de og flovt, at jeg tror, det har med­vir­ket, til at hun skjul­te sin for­tid for os.

Hun blev fri, da sand­he­den kom frem, og vi an­dre blev for­løst. Så selv­om skyl­den og skam­men sid­der der end­nu, er det o. k., at få rip­pet op i det igen. Det er en form for te­ra­pi at for­tæl­le hi­sto­ri­en og få den frem i ly­set. «

Hen­des mor Eb­ba Mør­ke­berg dø­de i de­cem­ber sid­ste år, 90 år gam­mel. Til­gi­vet af si­ne nær­me­ste. Og­så af æg­te­man­den Wil­lie, som var mod­stands­mand un­der be­sæt­tel­sen.

Selv­om Katja Mør­ke­berg har for­li­get sig med sin mors for­tid som na­zist, sid­der skam­men og skyl­den sta­dig i hen­de.

Mo­de­rens hil­sen i bo­gen om hen­des liv. Fo­to: Sus­an­ne Jo­hans­son

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.