Kul­tur Man­den der ik­ke

Keith Ri­chards er ak­tu­el med sit før­ste so­lo­al­bum i 23 år. BT for­tæl­ler her hi­sto­ri­en om man­den, der læ­ge­ligt set ik­ke bur­de væ­re i li­ve

BT - - KULTUR - Hen­rik Tuxen bt@ bt. dk

PO­RTRÆT

Keith Ri­chards er Ano­ny­me Al­ko­ho­li­ke­res – og be­slæg­te­de or­ga­ni­sa­tio­ners – om­van­dre­de ma­re­ridt. Han er be­vi­set på, at man kan ha­ve suc­ces, da­mer og pen­ge, ka­ris­ma og vid, og­så eft er de 70, selv­om man har væ­ret et om­van­dren­de ke­misk og al­ko­ho­lisk la­bo­ra­to­ri­um si­den te­e­na­ge­å­re­ne. For før­ste gang i 23 år ud­gav den be­ryg­te­de Rol­ling Sto­nes- gu­i­ta­rist fre­dag et so­lo­al­bum.

Få – om no­gen – an­sig­ter er så sy­no­ny­me med fra­sen, livs­sti­len, myten, fæ­no­me­net ’ Sex, Drugs & Ro­ck’n’Roll’ som Rol­ling Sto­nes’ mu­si­kal­ske an­ker­mand, gu­i­ta­rist, kor­san­ger og kom­po­nist.

Et om­van­dren­de læ­ge­ligt de­men­ti. Hvad hans krop har stå­et mo­del til, vil­le kun­ne læg­ge en min­dre lands­by øde. Men Ke­e­fer står der sta­dig, an­sigts­fu­rer­ne er så dybe som plove.

Men uan­set ar­re­sta­tio­ner, ind­læg­gel­ser, kol­laps, ska­der ( an­gi­ve­li­ge) re­habs, svul­men­de her­o­in- blodå­rer, whi­sky- le­ver, og to­baks- lun­ger, har man al­drig kun­net pil­le smilet af Keith Ri­chards gav­tyv- grand­fat­her- læ­ber. KEITH RI­CHARDS 18. de­cem­ber 1943

eft er ma­na­ge­rens an­vis­ning, s’et i eft er­nav­net, for at bli­ve as­so­ci­e­ret med pop­hel­ten Cliff Ri­chard. Til­fø­je­de s’et igen i start 70er­ne ( nok til glæ­de for beg­ge par­ter).

Født Drop­pe­de,

Og på trods af at van­vit­tig livs­stil og skan­da­ler klæ­ber så stærkt som no­get til fø­de­nav­net, kan riff - kon­gen gri­ne he­le vej­en ned langs ro­ck’n’roll hall of fa­me til ban­ken.

Kni­ber med ba­lan­cen

I et in­ter­view fra 1963 for­tal­te mak­ke­ren Mick Jag­ger, at Rol­ling Sto­nes må­ske vil­le ek­si­ste­re som band i helt op til to år me­re. Det er , ind­til vi­de­re, ble­vet til yder­li­ge­re 50 år, og når de gam­le dren­ge dra­ger på lan­de­vej­en, sælger de fort­sat bil­let­ter som må­ske in­gen an­dre på klo­den.

Stør­ste for­hin­dring gen­nem den se­ne­re kar­ri­e­re er, når det kni­ber for Keith Ri­chards at hol­de ba­lan­cen.

I 1998 skvat­te­de den stærk hi­sto­rie- in­ter­es­se­re­de Ri­chards ned fra en sti­ge i sit pri­va­te bi­bli­o­tek, og i 2006 faldt han ned fra en kokos­pal­me på Fi­ji- øer­ne.

Som gu­i­ta­rist har Ri­chards for­nem­ste bi­drag til ro­ck- hi­sto­ri­en væ­ret de skar­p­skår­ne, blu­es- in­spi­re­re­de ryt­me­gu­i­tar- fi gu­rer, som har få­et fl ere ge­ne­ra­tio­ner til at ro­cke igen­nem. Al­le­re­de som te­e­na­ger lær­te han sin store men­tor Chuck Ber­rys so­lo­er ude­nad.

Kær­lig­he­den har dog ik­ke al­tid væ­ret gen­si­dig, da den al­dren­de, og oft e no­get bid­s­ke Ber­ry me­ner, at Ri­chards – og an­dre – stjal hans riff s og tjen­te mil­li­o­ner. Ver­dens fj er­de- bed­ste gu­i­ta­rist Det har ver­den dog ik­ke væ­ret gan­ske enig med den gam­le me­ster i, hvil­ket en fj er­de­plads i ma­ga­si­net Rol­ling Sto­nes ’ bed­ste gu­i­ta­rist gen­nem ti­der­ne’- kåring il­lu­stre­rer. El­ler som den tid­li­ge­re Sto­nes- bas­sist Bill Wy­man og gu­i­ta­rist Ron Wood sam­stem­men­de har ud­trykt det:

» I næ­sten al­le band gæl­der det om at føl­ge trom­mesla­ge­ren. Når du spil­ler med Keith, er der in­tet an­det valg end at føl­ge ham. «

Som sangskri­ver har han skru­et en en­de­løs ræk­ke af hit sam­men med hans på man­ge må­der mod­sæt­ning, Mick Jag­ger, og bi­drog tid­ligt – i hø­je­re grad end ri­va­ler­ne/ ven­ner­ne fra The Be­at­les – med et stærkt ele­ment af lu­ren­de far­lig­hed som i udø­de­li­ge klas­si­ke­re som ’ Gim­me Shel­ter’, ’ Paint it Bla­ck’, ’ Sym­pat­hy for the De­vil’ og ’ Stre­et Figh­ting Man’.

Li­sten er lang, og en evig plads i top­pen af ro­ck­hi­sto­ri­en er sik­ret for ad­skil­li­ge år­ti­er si­den.

Keith Ri­chards har del­ta­get i vel­gø­ren­hed her og der – blandt an­det en tvun­gen en af slagsen sent i 1970er­ne, grun­det en spek­taku­lær ar­re­sta­tion af det ri­den­de po­li­ti i Ca­na­da.

En ken­de uen­ga­ge­ret

Men han har gæ­ste­o­p­t­rå­dt i re­la­tivt få sam­men­hæn­ge, i sam­men­lig­ning med ho­ved­par­ten af si­ne kol­le­ga­er, og så har han ud­gi­vet to so­lo­al­bum og en li­ve­pla­de i eget navn med ba­ck­ing- or­ke­stret med det si­gen­de navn: ’ The X- pen­si­ve Wi­nos’ ( De dy­re al­ko­ho­li­ke­re, red.).

Nu er Keith Ri­chards så på egen hånd igen med ori­gi­nalt al­bum- ma­te­ri­a­le for før­ste gang i 23 år, som har få­et tit­len ’ Cros­sey­ed Hearts’. Må­ske ud­mær­ket, da han mod­sat Mick Jag­ger vir­ke­de en ken­de uen­ga­ge­ret på Sto­nes’ højpro­fi le­re­de op­træ­den på Roskil­de Festi­val sid­ste år.

Som tid­li­ge­re er hans ’ wing­man’, trom­mesla­ge­ren Ste­ve Jor­dan, der og­så er kendt for sin op­træ­den med Bru­ce Springs­te­en og som det ryt­mi­ske an­ker i Jo­hn May­or Trio.

Keith Ri­chards får hyg­get godt igen­nem en ræk­ke øvel­ser in­den for reg­gae, ro­ck, co­un­try og blu­es, hvor Keith får spil­let så­vel elek­trisk som aku­stisk gu­i­tar, bas, og står for bå­de le­ad- og ba­ck­ing vo­ka­ler.

Godt at se og hø­re Keith Ri­chards so­lo igen, og end­nu en torn i øjet på al­ver­dens afh oldsor­ga­ni­sa­tio­ner. Skræm­me­bil­le­det num­mer ét. står sta­dig op – må­ske ik­ke med en sprøjte i ar­men, men i hvert fald med en Ja­ck Da­ni­els i hån­den – mens de klas­si­ske riff s fort­sat spar­ker langt ind i pen­sio­nist- til­væ­rel­sen, hvor så­vel ban­da­na­en som det no­to­ri­ske dol­l­ar­grin rocker i takt med den evi­ge rul­le­sten.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.