’ Jeg brød sam­men’

BT - - KENDER DU DET? -

Isep­tem­ber 2015 prø­ve­de jeg no­get nyt, jeg var helt ufor­be­redt, hvil­ket set i baks­pej­let var af­sin­digt tå­be­ligt og naivt. Fak­tisk næ­sten ufat­te­ligt, og det bi­drog til eks­plo­sio­nen. Jeg brød sam­men. Ik­ke på så­dan en ’ jeg har en øv dag’må­de, det må nær­me­re be­teg­nes som et kol­laps, som en luk­ket af­de­ling skul­le ha­ve hånd­te­ret. Jeg var ik­ke i stand til at op­sen­de nødra­ket­ter og røg di­rek­te til eks­plo­sion. Det be­tød, at mi­ne nær­me­ste løb i skyt­te­gra­ve­ne, og ufri­vil­ligt var skyld i end­nu me­re sam­men­brud. I de­cem­ber blev jeg ope­re­ret for en tu­mor i ho­ve­d­et. Det ud­vik­le­de sig til et ødem, som pres­se­de så vold­somt på min hjer­ne, at jeg ef­ter­føl­gen­de blev me­get al­vor­ligt syg. Med fa­re for at gen­ta­ge mig selv, så for­svandt de­cem­ber. Jeg tro­e­de, det var 1993, da jeg en­de­lig våg­ne­de. Jeg måt­te med al­ver­dens fag­folk ( jeg selv be­tal­te), genop­træ­ne mig til at gå, ta­le, kø­re. For jeg kun­ne ik­ke væ­re syg, jeg skul­le væ­re mor! He­le min ver­den stod på ho­ve­d­et. ’ Men den hi­sto­rie kan du da umu­ligt ko­ge me­re sup­pe på, Mi­chel­le? Du er jo i li­ve’. En sæt­ning som er udø­de­lig. ’ Du er i li­ve’. Ja. Min ve­nin­de dø­de, og jeg var så hel­dig. Men man kan ik­ke tram­pe én over fo­den, og mens de øm­mer sig si­ge: ’ Du er i li­ve? Find glæden over det?’ De øm­mer sig sgu da sta­dig. Og det er ik­ke en sup­pe, nær­me­re en dej, som har hæ­vet og gæ­ret i 10 må­ne­der. Jeg må ger­ne øm­me mig, det er vi i min fa­mi­lie hi­sto­risk dår­li­ge til. Man­tra­et er: ’ Vi­de­re’. Jeg var fuld­stæn­dig blind for den åben­ly­se re­ak­tion, da den kom. Jeg har væ­ret skif­te­vis i krig og i pro­ces med at slut­te fred med mit øje. Det har som føl­ge af ope­ra­tio­nen in­gen væ­ske – kun det jeg på­fø­rer det. Og for en må­ned si­den tør­re­de min horn­hin­de ud. Det var min egen skyld, at jeg blev næ­sten blind. Det er i for­vej­en en prø­vel­se for mig, at jeg har mi­stet hø­rel­sen på høj­re øre. Jeg har for­søgt at fin­de en ny iden­ti­tet som kvin­de. Jeg er me­re træt end nor­malt, halv­døv, min kind er fø­lel­ses­løs, jeg er fal­lit, og jeg fal­der, da min ba­lan­ce er håb­løs ef­ter ope­ra­tio­nen. Den ope­ra­tion var som at ka­ste en bom­be af na­palm og ram­me ho­ved­kvar­te­ret. Den blev ved med at for­år­sa­ge ska­der, som jeg for­søg­te at red­de en an­den ho­ved­pulsåre. Alt sam­men mens jeg var ale­ne med to børn. Men jeg så det al­li­ge­vel ik­ke kom­me. Jeg er ty­pen ( tro­e­de jeg) med man­ge fle­re gear end gen­nem­snit­tet, jeg tro­e­de, jeg hav­de styr på ’ fuld fart frem’. Der er flest go­de ting på min vej, min bog ’ Råstyr­ke’ kom­mer ud på fre­dag, Ra­dio24­syv har be­tro­et mig mit eget ra­diopro­gram og læs­se­vis af fored­rag. Fo­rel­skel­se, som er pres­set ind i ka­os. Ar­bej­det skal red­de mig ud af en øko­no­misk ka­ta­stro­fe. Jeg tjen­te ik­ke det, jeg skul­le i fem må­ne­der som syg, for­r­u­den me­di­cin og 500 be­hand­lin­ger. Hvoraf det of­fent­li­ge be­tal­te de fem. Og jeg var i for­vej­en mil­dest talt ue­nig med Skat, som er de voks­ne. Jeg er den umod­ne, tå­be­li­ge te­e­na­ger i det for­hold. Men det går jo godt, og der­for er jeg ik­ke klar til end­nu en ud­for­dring, da jeg bli­ver blind på høj­re øje. Og i øv­rigt får blind­tarms­be­tæn­del­se og skal i vel­kendt narko­se igen. Jeg er ban­ge for ho­spi­ta­ler. Jeg bry­der sam­men og har længsels­ful­de, våg­ne drøm­me om den luk­ke­de af­de­ling. Dér vil nog­le an­dre for­stå, at in­tet men­ne­ske ale­ne kan bæ­re så me­get an­svar, som mit liv har på­dut­tet mig. Jeg op­da­ger ik­ke, at van­det i ba- de­kar­ret bli­ver koldt, min dat­ter får in­gen af­tens­mad. Jeg ba­re græder, og græder og græder. Der kom­mer in­gen og red­der mig. In­gen for­æl­dre, in­gen kæ­re­ste og in­gen ven­ner. De ved det sim­pelt­hen ik­ke. At jeg er kol­lap­set. For jeg er ik­ke i stand til at ræk­ke ud. Jeg lig­ger i det kol­de vand og hø­rer ele­va­to­ren, og tæn­ker hver gang den star­ter; red­ning, nu kom­mer min mor. Der gik 48 ti­mer, så kom min kæ­re­ste uvi­den­de om at han vil­le fin­de mig i tu­sin­de styk­ker. Hvor­for rin­ge­de du ik­ke? Hvor­for sag­de du ik­ke no­get? Hvor er di­ne for­æl­dre? Har du spist? Be­ga­ve­de spørgs­mål jeg ik­ke kun­ne fin­de svar til. Jeg kun­ne kun tæn­ke: halv­døv, halvblind, de­fekt. Jeg kun­ne ik­ke ræk­ke ud. Jeg kun­ne nem­lig in­tet. Jeg lær­te me­get den dag. At det før­ste, man mi­ster, er sin ra­tio­nel­le til­gang. At man ik­ke har et valg. At man ik­ke en­gang kan ta­ge stil­ling til, om man er tørstig. Jeg vid­ste det ik­ke. Det fe­de ved at ram­me bun­den er, at det kun kan bli­ve bed­re. Øjen­læ­gen red­de­de mit øje, jeg dryp­per me­ka­nisk hver ti­me og slut­ter fred med, at det kun er re­sten af mit liv. Jeg er kun halv­døv og ved at kom­me mig ef­ter et kol­laps. Jeg rej­ser mig – det er jo det, jeg al­tid gør.

Der gik 48 ti­mer, så kom min kæ­re­ste uvi­den­de om at han vil­le fin­de mig i tu­sin­de styk­ker

Læs uddrag af Mi­chel­le Hvi­ids bog ’ Råstyr­ke’, om at fin­de kær­lig­he­den igen på si­de 14

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.