Op igen

I ok­to­ber 2014 fik Mi­chel­le Hvi­id kon­sta­te­ret en go­dar­tet tu­mor i ho­ve­d­et. Bo­gen ’ Råstyr­ke’ hand­ler om he­le syg­doms­for­lø­bet, hvor­dan hun faldt og hvor­dan hun rej­ste sig igen. Vi brin­ger her et uddrag fra bo­gen, som hand­ler om at fin­de sig selv og bli­ve f

BT - - BOGUDDRAG -

Da­gen ef­ter den mis­lyk­ke­de da­te lå jeg på min so­fa, kig­ge­de på mi­ne eg­ne ben, som hav­de støv­ler på i so­fa­en, og tænk­te, at så­dan er jeg, så­dan er mi­ne vær­di­er. Jeg øn­sker ik­ke at la­ve dem om. Jeg har prø­vet at væ­re på for­si­den af al­le bo­lig­ma­ga­si­ner i he­le ver­den, mens jeg stod og så lyk­ke­lig ud i mit løg­n­ag­ti­ge æg­te­skab. Jeg hav­de det af hel­ve­de til, og alt ro­det skul­le he­le ti­den flyt­tes bag ka­me­ra­et, mens vi tog de smuk­ke­ste billeder af det per­fek­te hjem.

Jeg flyt­te­de mit eget rod kon­stant. Det gi­der jeg al­drig me­re, det er for stres­sen­de. Uan­set hvil­ken fø­lel­se jeg har, så tæn­ker jeg nu, at det er nor­malt, jeg be­hø­ver ik­ke for­sø­ge at skju­le den. Jeg var gå­et på kom­pro­mis med mig selv ved at gå på den da­te, jeg vid­ste godt, at vi ik­ke var et match, men han var der, og jeg hå­be­de så­dan.

Jeg var i vir­ke­lig­he­den ba­re en­som i min syg­dom. Jeg drøm­te om en mand at de­le for­lø­bet med, en som kun­ne pas­se på mig. Men det vil­le ik­ke ske. Hvis det hav­de væ­ret svært før, så var det umu­ligt nu. Jeg kend­te ik­ke en­gang min egen fy­si­ske for­må­en som kvin­de. Jeg skrev på Fa­ce­book, at jeg hav­de væ­ret på da­te med en mand, som gi­vet­vis vil­le gø­re en an­den kvin­de su­per­lyk­ke­lig, men ik­ke mig. Jeg var me­re en ’ fød­der­ne i so­fa­en kind of girl’. Jeg po­ste­de et bil­le­de af mi­ne støv­ler op­pe i so­fa­en og tænk­te, at jeg blev nødt til at fin­de en, jeg kun­ne knal­de med for at læ­re mig selv at ken­de igen.

Det var det vig­tig­ste li­ge nu, men jeg vid­ste ik­ke, hvor­dan jeg skul­le gri­be det an. Jeg tæn­der på mænd, som er fan­ta­sti­ske, klo­ge, sjove, ind­sigts­ful­de, smuk­ke. Så­dan en kun­ne jeg jo ik­ke ba­re hi­ve op af en hat. Det kun­ne jeg ik­ke en­gang, før jeg blev syg.

Sam­me af­ten fik jeg en mail fra Ni­els. Vi hav­de kort skre­vet sam­men for man­ge år si­den. Han skrev den­gang, at han godt kun­ne li­de min ufor­fær­det­hed, at jeg skul­le ig­no­re­re kæl­der­men­ne­sker­ne, som al­drig måt­te stop­pe mig. Jeg skrev tilbage, at han skul­le hen­te mig i den bil, der var et bil­le­de af på hans pro­fil­bil­le­de på Fa­ce­book og kø­re mig langt ud i sko­ven og for­fø­re mig.

Så hør­te jeg ik­ke me­re fra ham, han var i et for­hold, vi­ste det sig. Jeg hav­de glemt alt om de skri­ve­ri­er, det lå fle­re år tilbage. Det hav­de Ni­els ik­ke, og nu var han sing­le. Vi var ven­ner på Fa­ce­book, men jeg hav­de al­drig mødt man­den. Han var en af man­ge, som føl­ger med i mi­ne tan­ker via mi­ne up­da­tes.

Han skrev, at han var vir­ke­lig ked af, at jeg på den før­ste da­te ef­ter ope­ra­tio­nen hav­de haft en dår­lig op­le­vel­se. Nu hav­de han i må­ne­der in­di­rek­te fulgt med i min kamp, og han syn­tes, jeg fortjen­te en god af­ten. Han vid­ste ik­ke, om ke­mi­en vil­le væ­re der, men han vil­le ger­ne prø­ve, og i for­sø­get i hvert fald sik­re, at jeg fik en god af­ten.

Jeg kun­ne sø­ge tryg­hed i, at vi hav­de fle­re fæl­les ven­ner. Han var ut­ro­lig sød og be­tænk­som. Han hav­de fulgt lidt med og kend­te til min si­tu­a­tion, mit nye ud­se­en­de. Han måt­te ik­ke væ­re rig­tig klog? Der var en op­rig­tig to­ne mel­lem linjer­ne, som vi­ste mig stor be­ga­vel­se om om­sorg.

Jeg kig­ge­de på hans bil­le­de, han så dej­lig ud. Jeg kun­ne se den gam­le tråd i kor­re­spon­dan­cen og se, at jeg i hvert fald år for­in­den ger­ne vil­le for­fø­res af ham i en skov. Ham knal­der jeg, tænk­te jeg. Og skrev ja tak til in­vi­ta­tio­nen uden alt for man­ge over­vej­el­ser.

Den ve­nin­de, som kend­te Per, jeg hav­de væ­ret kæ­re­ste med, hav­de en­gang ar­bej­det sam­men med Ni­els. Hun kend­te dem beg­ge to. Jeg dril­le­de hen­de, og tak­ke­de for al­le de lækre sing­le mænd, hun kend­te, og som hun ik­ke in­tro­du­ce­re­de mig til. Man skal og­så al­ting selv nu om da­ge.

Jeg af­tal­te at mø­des med Ni­els fi­re da­ge se­ne­re, så vi hav­de rig mu­lig­hed for at skri­ve sam­men, in­den vi mød- tes. Jeg vil­le ho­ved­sa­ge­ligt mø­des af en år­sag, jeg vil­le knal­de og skul­le bru­ge en man­de­krop til det for­mål.

Han vil­le op­rig­tigt ger­ne læ­re mig at ken­de. Vi skrev me­get sam­men i de kom­men­de da­ge. Hver gang jeg for­søg­te at dre­je trå­den over på no­get som helst af seksu­el ka­rak­ter, dre­je­de han den tilbage. Lod mig ty­de­ligt for­stå, at det må­ske vil­le en­de så­dan, men at han op­rig­tigt glæ­de­de sig til at læ­re mig at ken­de.

Det var nog­le ut­ro­lig klo­ge, ind­sigts­ful­de og sjove svar, han skrev. Vi var på bøl­ge­læng­de. Jeg kun­ne ik­ke la­de væ­re med at te­ste ham, jeg var den mest krøl­le­de ud­ga­ve af mig selv. Men uan­set hvad jeg skrev, så for­stod han sag­tens, hvad jeg men­te, og jeg fik en be­ga­vet besked tilbage.

Al­le­re­de in­den vi mød­tes, var jeg ud­for­dret af hans vid. Jeg blev me­re og me­re nervøs. Hvad skal jeg ta­ge på? Er jeg smuk? Jeg var holdt op med at drik­ke med su­ge­rør, men glas var sta­dig en ud­for­dring. Min ba­lan­ce var sta­dig me­get ud­for­dret, men man kun­ne ik­ke se så ty­de­ligt som før, at jeg hav­de store fø­le­for­styr­rel­ser i an­sig­tet.

Jeg så ik­ke ud som før. Jeg var ble­vet me­get tynd og kun­ne ik­ke pas­se mit un­der­tøj op­ti­malt. Jeg vil­le op­rin­de­ligt ba­re knal­de med man­den, men det

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.