A

BT - - SØNDAG -

nna Mejl­he­de vi­er lør­dag eft er lør­dag for­vent­nings­ful­de par i Hol­mens Kir­ke. Iført præ­stekjo­le og med hå­ret sat op i en knold i nak­ken mø­der hun par, der si­ger ja til hin­an­den - i med­gang og modgang, til dø­den dem skil­ler. Hun stil­ler end­da selv spørgs­må­le­ne. Men An­na Mejl­he­de har og­så stå­et på den an­den si­de af al­te­ret, iført hvid bru­dekjo­le og drøm­me. Drøm­me der er endt i skils­mis­se. For An­na Mejl­he­de har li­ge­som fl ere af de par, der vies i hen­des kir­ke, væ­ret gift fl ere gan­ge. Men det er ik­ke al­le, der tør si­ge ja til æg­te­ska­bet fl ere gan­ge. For dem er det for stort et ne­der­lag, når to­som­he­den bli­ver til en­som­hed. I dag le­ver knap en halv mil­li­on dan­ske­re som fra­skil­te. An­na Mejl­he­de be­slut­te­de at skri­ve en bog til dem, der har op­le­vet br­ud­det el­ler står midt i det. En bog, der for­tæl­ler, at Gud gi­ver fl ere chan­cer, og at drøm­men om kær­lig­hed og tosomhed ik­ke nød­ven­dig­vis er afl yst for evigt, selv om man er ble­vet skilt. Man kan godt gi­ve sit ul­ti­ma­ti­ve løft e om tro­skab til en ny.

Skyld

Da An­na Mejl­he­de bo­e­de i en præ­ste­bo­lig lidt syd for Kø­ge, gik hen­des mand fra hen­de. An­na Mejl­he­de blev eft er­ladt og sad tilbage med sin lil­le pi­ge og et stort hus. Fol­ke­ne i hen­des me­nig­hed var sø­de ved hen­de. Sø­de for­di det var hen­de, der var ble­vet valgt fra og ik­ke omvendt. Sø­de, for­di skyl­den var en an­dens.

» Hvis det nu var dig, der hav­de smidt din mand ud, hav­de vi nok ik­ke væ­ret så gla­de for dig, « sag­de dem fra me­nig­heds­rå­det.

Men skyl­den var ik­ke kun hen­des mands. Det var godt nok ham, der en­de­ligt vend­te ryg­gen til pro­jek­tet, men de hav­de væ­ret to om at bæ­re bræn­de til det bål, der for­tæ­re­de æg­te­ska­bet. I mod­sæt­ning til de fl este an­dre be­brej­de­de An­na Mejl­he­de ik­ke ude­luk­ken­de ham skils­mis­sen.

Hun be­slut­te­de sig for at gø­re det mod­sat­te. At se si­ne eg­ne fejl og til­gi­ve. Det kom der ik­ke blot en bog ud af, men og­så et men­ne­ske.

» Det er på ti­de, at vi de­ler skyl­den. Vi er så ban­ge for den og tør­rer den der­for og­så helst af på hin­an­den el­ler den nær­mest mu­li­ge. For skyl­den er tung at bæ­re, tung at bæ­re ale­ne, « si­ger An­na Mejl­he­de og ud­dy­ber:

» De fl este skils­mis­ser har jo haft en lang op­takt, så det er sjæl­dent kun den ene parts skyld. Det er en vig­tig re­fl ek­sion at ta­ge med sig ind i si­ne frem­ti­di­ge for­hold. «

Æg­te­skab un­der for­an­dring

» Som jeg for­står den Gud, vi for­kyn­der i kri­sten­dom­men, så gi­ver han chan­cen for at el­ske igen, og der­for kan man godt gi­ve sit ul­ti­ma­ti­ve løft e fl ere gan­ge. Med an­dre ord: Man må ger­ne si­ge ja til at tur­de el­ske igen, og­så eft er en skils­mis­se, « si­ger An­na Mejl­he­de.

Til dag­ligt, som præst, hø­rer hun løft et om livslang kær­lig­hed bli­ve gi­vet tit. Sid­ste år sag­de knap 30.000 ja til hin­an­den, men for me­re end halv­de­len vil det ik­ke hol­de. For æg­te­ska­bet har æn­dret sig.

» Men­ne­sker er ik­ke til for æg­te­ska­bets skyld, men æg­te­ska­bet er til for men­ne­ske­nes skyld, « si­ger An­na Mejl­he­de.

Men så­dan har det ik­ke al­tid væ­ret. Før­hen hand­le­de det om at få børn, om at bli­ve for­sør­get. Men det gør det ik­ke læn­ge­re. Nu gift er man sig ik­ke af pligt, men af lyst.

På de sid­ste 15 år er an­tal­let af kir­ke­li­ge vi­el­ser fal­det med knap 10.000, og­så selv­om det for tre år si­den blev mu­ligt for to af sam­me køn at gift e sig i kir­ken.

Som An­na Mejl­he­de ser det, så hand­ler æg­te­ska­bet nu om dyb sam­hø­rig­hed og om at ha­ve fun­det det sær­li­ge hos hin­an­den, der gør den an­den uund­vær­lig i ens liv. At gift er­må­let hand­ler om at sæt­te ord på sin kær­lig­hed og si­ge det for­an an­dre. Og­så selv­om man må­ske har sagt de ord før til en an­den.

» Til trods for at over halv­de­len af os bli­ver skilt, så fø­ler nog­le, at de har brugt li­vets ene­ste klip på kor­tet, når de bli­ver skilt. Og så­dan be­hø­ver det ik­ke at væ­re, « si­ger An­na Mejl­he­de.

Fle­re slags kær­lig­hed

I Det Nye Te­sta­men­te si­ger Paulus de be­røm­te sæt­nin­ger:

» Kær­lig­he­den tror alt, hå­ber alt og ud­hol­der alt. «

Den kær­lig­hed, som Paulus ta­ler om, er som ud­gangs­punkt kær­lig­he­den fra Gud. Den slags kær­lig­hed vi bedst gen­ken­der i for­hol­det til vo­res børn. Den ud­hol­der bå­de dybe slag, smer­te, evig kri­tik og skuff el­se.

Men kær­lig­he­den til vo­res æg­te­fæl­le er oft e af en lidt an­den slags. Den kan ik­ke kla­re de sam­me ting. På græsk har man fl ere ord for kær­lig­hed, blandt an­det ’ Eros’, der bru­ges til be­skri­vel­se af net­op den slags li­den­ska­be­li­ge, ro­man­ti­ske kær­lig­hed, vi sø­ger i et par­for­hold, mens kær­lig­he­den til Gud hed­der ’ Aga­pe’. På dansk har vi ik­ke den skel­nen i be­gre­bet kær­lig­hed, og det kan væ­re med til, at der op­står tvivl om, hvad kær­lig­he­den i et æg­te­skab skal kun­ne rum­me.

An­na Mejl­he­de er ble­vet skilt bå­de før og ef­ter, hun har få­et barn. Æg­te­ska­bet uden børn, er ik­ke det sam­me som med, for da er man ik­ke bun­det til hin­an­den af an­det end ly­sten til at væ­re sam­men. Der­med ik­ke sagt, at man kun skal bli­ve sam­men for bør­ne­nes skyld. For An­na Mejl­he­de var skils­mis­sen fra hen­des mand og fa­de­ren til hen­des dat­ter den­gang det rig­ti­ge. Det ved hun nu, hvor bit­ter­hed og for­try­del­se har lagt sig.

» Kær­lig­he­den i et par­for­hold ud­hol­der ik­ke alt, og skal hel­ler ik­ke gø­re det, « si­ger An­na Mejl­he­de.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.