Flug­ten

Det er knap 60 år si­den, at hund­redt­u­sind­vis af un­ga­re­re flyg­te­de fra rus­ser­nes bruta­li­tet. En af dem var den kun 16- åri­ge Pe­ter Eszter­hás, som sta­dig har ar på sjæ­len, og skam­mer sig over, hvor­dan Un­garn i dag be­hand­ler nu­ti­dens flygt­nin­ge

BT - - HISTORIE - Sus­an­ne Jo­hans­son suss@ bt. dk Fo­to: Erik Ref­ner

FLUG­TEN FRA UN­GARN

Krop­pen var ved at seg­ne af træt­hed og ud­mat­tel­se. Kun fryg­ten for det, der lå bag, drev ham frem, tæt­te­re og tæt­te­re på græn­sen til Østrig. Fik ham til at glem­me den alt for tyn­de frak­ke, der ik­ke kun­ne hol­de den be­gyn­den­de vin­ter­kul­de ude, glem­me hul­ler­ne i skoså­ler­ne, der su­ge­de reg­nen ind, glem­me at han var møg­be­skidt ef­ter fle­re uger uden et bad og rent tøj.

Han var 16 år. Ale­ne. Og på flugt. Uden at vi­de det med kurs mod Dan­mark.

Pe­ter Eszter­hás sid­der i en lej­lig­hed på Øster­bro og for­tæl­ler en hi­sto­rie, som ly­der alt for be­kendt i den­ne tid, hvor men­ne­sker på flugt strøm­mer op gen­nem Eu­ro­pa. Men Pe­ter Eszter­hás’ er næ­sten 60 år gam­mel, og han var ik­ke sy­risk flygt­ning, men un­ga­rer på flugt fra sit hjem­land, med en døds­dom hæn­gen­de over sit un­ge ho­ved. En hi­sto­rie, han de­ler med fle­re hund­re­de tu­sin­de lands­mænd. Men de har glemt den, un­ga­rer­ne, glemt de­res egen for­tid. Det me­ner Pe­ter Eszter­hás i hvert fald, og han skam­mer sig over, hvor­dan Un­garn i dag ta­ger dra­sti­ske me­to­der i brug for at hol­de dem ude, som er i sam­me båd, som un­ga­rer­ne selv var en­gang.

» Jeg skam­mer mig. Og jeg er ra­sen­de, « si­ger han.

Vre­den dir­rer in­de­ni 75- åri­ge Pe­ter Eszter­hás, hvis flugt i 1956 før­te ham til Dan­mark, hvor han i knap 60 år har bo­et og skabt sig et liv og en kar­ri­e­re som højt esti­me­ret sku­e­spil­ler og te­a­te­rin­struk­tør. I dag kal­der han sig dansk- un­ga­rer og ser med be­kym­ring på, hvor­dan kampklædt po­li­ti, pig­t­råd og me­ter­højt hegn er dét, der mø­der de sy­ri­ske flygt­nin­ge. Men­ne­sker som flyg­ter ad de selv­sam­me spor, som han og så man­ge an­dre un­ga­re­re trå­d­te i 1956.

» Un­garn bygger hegn mod Kroa- tien og Ru­mæ­ni­en, luk­ker lan­det in­de. Til­la­der så brutalt et skridt som at bru­ge vå­ben mod flygt­nin­ge, og kri­mi­na­li­se­rer det at kryd­se græn­sen. Jeg kan ik­ke for­stå, hvor de­res so­li­da­ri­tet og de­res em­pa­ti er hen­ne. For der fin­des ik­ke den fa­mi­lie i Un­garn, der ik­ke har på­rø­ren­de, som op­hol­der sig i ud­lan­det. For der le­ver fle­re un­ga­re­re ude i ver­den end i Un­garn. Un­ga­rer­ne har al­tid måt­tet flyg­te af en el­ler an­den grund. Og tænk hvis al­le lan­de sag­de ’ skrid hjem, der er ik­ke krig læn­ge­re’. Det var må­ske dét, man bur­de gø­re, « spør­ger han ud i stu­en og til­fø­jer: » Så kun­ne de læ­re det. «

Rus­sisk be­sæt­tel­se

Ki­men til hans egen flugt blev så­et i slut­nin­gen af 1944, hvor rus­ser­ne in­va­de­re­de Un­garn, og det kom­mu­ni­sti­ske sty­re holdt be­folk­nin­gen i et dik­ta­to­risk jer­n­greb, som sat­te dy­be­re og dy­be­re spor i det un­der­tryk­te folk. Og tirs­dag den 23. ok­to­ber 1956 hav­de de få­et nok og gik på ga­den i en fre­de­lig de­mon­stra­tion, som in­den­for gan­ske få ti­mer æn- sik­ker­heds­po­li­tiets kug­le.

» Dét var skud­det, der ud­lø­ste re­vo­lu­tio­nen. Folk gik fuld­stæn­dig amok, « hu­sker han om fol­ke­op­stan­den.

Der­fra gik det stærkt. Se­ne­re sam­me dag fik han stuk­ket et ge­vær i hån­den, og en op­rø­rer og mod­stands­mand på 16 år var født. Hans fa­mi­lie ane­de ik­ke, hvad han la­ve­de, el­ler hvor han var. Pe­ter Eszter­hás var gå­et un­der jor­den.

» Fra den dag og frem til at jeg flyg­te­de, var det vildt. Vi føl­te os som hel­te li­ge ind­til den 4. novem­ber, hvor jeg våg­ne­de ved en lyd, som jeg al­drig glem­mer. En un­der­lig rum­len, helt dyb, som fik al­ting til at ras­le og dan­se på bor­de­ne. Det var rus­si­ske tanks i ko­lon­ner, der kør­te hen over bro­ste­ne. ’ Så for sa­tan’, tænk­te jeg. Dér fik vi lært, hvad krig er. Der lå dø­de men­ne­sker overalt. «

Og den 23. novem­ber 1956 blev han en dreng på flugt. Fra ræd­sels­re­gi­met.

» I bed­ste fald blev folk blev smidt i fængsel. I vær­ste blev de skudt uden ret­ter­gang. « Han løf­ter pe­ge­fin­ge-

Det er knap 60 år si­den, at sku­e­spil­ler og in­struk­tør Pe­ter Eszter­hás kom til Dan­mark som flygt­ning fra Un­garn.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.