Den sid­ste over­le­ven­de

Jer­ry Lee Lewis var med i før­ste ræk­ke, da ro­ck’n’rol­l­ge­ne­ra­tio­nen ryste­de ver­den i 1950er­ne

BT - - NAVNE - 80 ÅR I DAG Jør­gen Lar­sen jln@ ber­ling­s­ke­me­dia. dk

Der fi ndes et be­rømt fo­to ta­get en­gang i 1956 i de pla­destu­di­er i Memp­his, Ten­nes­see, hvor ro­ck’n’roll- mu­sik­ken trå­d­te si­ne bar­nesko. Fi­re un­ge mænd med frem­ti­den for sig er til­fæl­dig­vis sam­let ved en ses­sion, og un­der be­teg­nel­sen ’ The Mil­li­on Dol­lar Qu­ar­tet’ gem­mer sig nav­ne­ne Jo­hn­ny Cash, Carl Per­kins, El­vis Pres­ley og Jer­ry Lee Lewis.

De tre før­ste var al­le­re­de brudt gen­nem lyd­mu­ren, mens det trak lidt ud for den sidst an­kom­ne i sel­ska­bet. Det blev der imid­ler­tid la­vet grun­digt om på den føl­gen­de som­mer, da ’ Who­le Lot­ta Shakin’ Go­in’ On’ ram­te det ame­ri­kan­ske pla­de­mar­ked. En ro­ck­en­de kla­ver­bok­ser af guds nå­de var født, og det blev i den grad un­der­stre­get, da han nog­le må­ne­der se­ne­re ind­spil­le­de ’ Gre­at Balls of Fi­re’.

Pla­der­ne blev re­vet væk i et to­cif­ret mil­li­ontal, og Jer­ry Lee tø­ve­de ik­ke med at kro­ne sig selv til ’ King of Ro­ck’n’Roll’. Re­sten er mu­sik­hi­sto­rie, som man si­ger, men en over­or­dent­lig tur­bu­lent hi­sto­rie.

Ame­ri­ka var ero­bret på få må­ne­der, og i for­å­ret 1958 kom tu­ren til Eng­land, hvor ryg­tet om den mu­si­kal­ske vild­mand, der med stolt­hed kald­te sig ’ The Kil­ler’, var lø­bet i for­vej­en. Han hav­de selv­føl­ge­lig ik­ke slå­et no­gen ihjel, men til­nav­net var et slang­ud­tryk, der spil­le­de på hans ev­ner til at ned­læg­ge da­mer, og knap nok var han lan­det i Lon­don, før re­præ­sen­tan­ter for den bri­ti­ske pres­se be­gynd­te at spør­ge ud om den un­ge mands pri­vat­liv: ’ Ja, han var net­op ble­vet gift med sin ku­si­ne Myra Brown. Og ja, hun var 14 – må­ske 13 år, men det var nu ik­ke helt usæd­van­ligt dér, hvor han kom fra i det dy­be­ste sy­den.’

På kan­ten af loven

Skan­da­len kun­ne ik­ke hol­des tilbage. Avi­ser­ne kog­te af har­me - en 22- årig bør­ne­lok­ker, som al­le­re­de hav­de et par æg­te­ska­ber bag sig og end­nu ik­ke var kom­met helt ud af det sid­ste, og der­for og­så var bi­ga­mist.

Plan­lag­te kon­cer­ter blev afl yst, og hjem­me i USA blev ra­dio­sta­tio­ner­ne tvun­get til at læg­ge ham på is ef­ter pres fra for­tør­ne­de for­æl­dre, som rin­ge­de ind. Så­dan en sjuft skul­le Ame­ri­kas ung­dom ik­ke læg­ge øre til.

Be­røm­mel­sen blev kon­ver­te­ret til glem­sel, og i en snes år hør­te man in­tet til ham ud over slad­der­nyhe­der om nye æg­te­ska­ber og nye skils­mis­ser, om vold og ind­til fl ere be­syn­der­li­ge døds­fald i den nær­me­ste fa­mi­lie, om stoff er og sp­rut i af­sin­di­ge mæng­der og let­sin­dig om­gang med skar­plad­te sky­de­vå­ben.

Et liv på kan­ten af loven og på kan­ten af gra­ven, og han tjen­te til da­gen og vej­en ved at slå sig på den co­un­try & western mu­sik, han var vok­set op med. Gen­ren lå godt for ham, og i 1966 hav­de han et hit med ’ Ano­t­her Pla­ce, Ano­t­her Ti­me’. Men det kun­ne ik­ke skju­les, at han lig­ne­de en for­dums stjerne, der brug­te al­le mid­ler til at smadre sit liv. Da han run­de­de de 70, in­vi­te­re­de han imid­ler­tid en stri­be af ro­ck­ens og blu­es­mu­sik­ken no­ta­bi­li­te­ter i stu­di­et for med ham at syn­ge du­et, og det blev til det vel­lyk­ke­de al­bum ’ Last Man Stan­ding’ – en ti­tel med ind­ly­sen­de re­fe­ren­cer til det oven­for nævn­te fo­to af fi re hå­be­ful­de mænd i Sun- stu­di­er­ne, ta­get 50 år tid­li­ge­re.

Han har gæ­stet Dan­mark ad­skil­li­ge gan­ge, men de se­ne­ste kon­cer­ter her til lands gav ik­ke an­led­ning til me­re end et skul­der­træk. The Kil­ler var en fær­dig mand, lød dom­men, og så al­li­ge­vel ik­ke. For i fj or ind­spil­le­de han det vel­lyk­ke­de al­bum ’ Ro­ck & Roll Ti­me’.

’ Gan­ske vist var der in­tet nyt un­der so­len,’ skrev Ber­ling­s­ke, ’ Jer­ry Lee Lewis gør blot det, han kan bedst – men det gør han til gen­gæld per­fekt.’

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.