ISKOL­DE CARL OG GRÅ­D­KVAL­TE UF­FE ’’

BT - - DEBAT -

At græ­de over en afl ivet 17 år gam­mel kat skal jeg nok spa­re jer for hi­sto­ri­en om. Den hol­der jeg ov­re på Fa­ce­book og i mit grå­d­la­bi­le, al­dren­de sind. Til gen­gæld fæl­de­de jeg ik­ke en tå­re, da Carl Holst ons­dag eft er­mid­dag holdt over­dra­gel­ses­for­ret­ning i For­svars­mi­ni­ste­ri­et. Det gjor­de Carl Holst hel­ler ik­ke. Men han var da le­ve­rings­dyg­tig i et ret så op­sigtsvæk­ken­de ci­tat: ’ Jeg har haft en lyk­ke­lig tid som for­svars­mi­ni­ster.’ MAN SKUL­LE I det mind­ste tro, at han i en så til­stræbt be­væ­get si­tu­a­tion, hvor der egent­lig ik­ke var så po­k­kers me­get me­re at mi­ste, kun­ne man­de sig op til at si­ge sand­he­den. I ste­det tog han sig no­gen­lun­de li­ge så kold og kal­ku­le­ret ud, som han har gjort igen­nem sit kortva­ri­ge mi­ni­ster­for­løb. Hvor han el­lers og med no­gen­lun­de ret­te fi k re­det stormen med eft er­ve­der­lag af til at be­gyn­de med, men end­te i et rent ka­mi­ka­zestyrt fra den land­spo­li­ti­ske sce­ne. Om end han de næ­ste år kan ba­ck­ben­che i fol­ke­tings­sa­len og og­så eft er­ve­der­la­ge løs i 18 må­ne­der af ti­den. Hvis den sid­ste del kon­stant kan væk­ke så stor me­die- og par­tipo­li­tisk op­stan­del­se, er det må­ske på hø­je tid at få æn­dret reg­ler og præ­ce­dens for gyld­ne hånd­tryk. Svær øvel­se i pa­ral­lel kon­kur­ren­ce med er­hvervs­li­vets an­sæt­tel­ses­vil­kår på di­rek­tør­po­ster. MENS DER VAR langt mel­lem lom­me­tørklæ­der­ne i For­svars­mi­ni­ste­ri­et, bød ugen rent fak­tisk på grå­d­kval­te sce­ner og end­nu et mi­ni­ster­skift e. Blot på spo­lebånd­op­ta­ge­rens do­ku­men­tar i den to­del­te af slagsen på DR2, Uff es Al­ter­na­tiv. No­get nær et i stilstu­die i for­skel­len på land­spo­li­tisk ar­ro­gan­ce, run­det af re­gio­nal magt­fuld­kom­men­hed ver­sus po­li­tisk god­mo­dig­hed, nai­vi­tet og små­sym­pa­tisk ær­lig­hed. In­gen af ud­ga­ver­ne kun­ne stå di­stan­cen i den rå ren­de­sten af tabloid me­di­e­hver­dag og ben­hård le­ve­brød­spo­li­tik. AL­LI­GE­VEL VAR GEN­SY­NET med Uff e El­bæk, og­så for­di man i dag på forun­der­lig og til ti­der be­un­drings­vær­dig vis ken­der hans co­me­ba­ck, et let­te­re tå­re­væ­det ind­blik i, hvad det ko­ster. Hvil­ke fø­lel­ser po­li­tik i me­re el­ler min­dre ideologisk for­stand ge­ne­re­rer, og hvor hårdt him­mel­far­tens boo­me­rang kan slå. Da Uff e El­bæk hav­de ig­no­re­ret si­ne em­beds­mænds rå­d­giv­ning og la­det sig Hvad skal de nye til­fl yt­te­re væ­re op­mærk­som­me på? ri­ste sag­te over et sam­råd, sad han eft er­føl­gen­de og hy­le­de ned i et glas hvid­vin. Og da han skul­le over­dra­ge Kul­tur­mi­ni­ste­ri­et til sin go­de ve­nin­de Ma­ri­an­ne Jel­ved, tudede han igen. Næ­sten hul­ken­de og ukon­trol­le­ret. El­ler må­ske ba­re som en mand, der er op­rig­tig ked af det, for­di han har tvun­get sig selv til at for­la­de no­get, som lig­ger ham så dybt på sin­de. Som til sin døds­dag i hvert fald udadtil vil in­si­ste­re på at væ­re ær­lig i et sam­råd i ste­det for at spil­le spil­let. I vis­he­den om, at han kun­ne ha­ve gi­vet rå­de­rum til den smu­le spin, der kun­ne ha­ve red­det ta­bu­ret­ten. UF­FE EL­BÆK IN­VI­TE­RE­DE og lod sig in­spi­re­re af li­ge­sin­de­de i en uen­de­lig­hed i valg­kampspro­ces, men klum­re­de egen­hæn­digt rundt i sup­pe­dasen, da det blev al­vor. Er­kend­te det og græd igen­nem. Carl Holst faldt ba­re igen­nem med et brag på al­le pa­ra­me­tre. Og ret­te­de lidt på mo­de­bril­len. MIDT IMEL­LEM OG po­li­tisk gang­bar gråd har vi et hi­sto­risk ek­sem­pel på. Ritt Bjer­re­gaard kun­ne la­de en en­kelt tå­re gli­de ned ad kin­den med an­stand. Om hun græder over en af­li­vet, 17 år gam­mel kat. Næp­pe...

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.