’ Alt bli­ver godt igen’

BT - - KENDER DU DET? -

Vi har et tema om ’ over­skud i hver­da­gen’ i den­ne uge,’ si­ger re­dak­tø­ren… Ja­vel ja. Over­skud i hver­da­gen. Billeder af spa­ba­de med champag­ne, tvangs­sylt­ning af alt, der kan kom­mes på glas, og kla­tre­tu­re på Kul­len flim­rer gen­nem min hjer­ne, mens jeg pa­nisk tæn­ker: ’ Det har jeg in­tet på! Jeg er så træt som et al­der­doms­hjem og den rø­de lam­pe på over­skud­stan­ken blin­ker!’ Jeg har haft et hårdt år. Blandt mi­ne nær­me­ste er der ter­mi­nal syg­dom, stress og de­pres­sion. Det er pis­se­hårdt for de sy­ge, men og­så for os på­rø­ren­de. En ung pi­ge, jeg var men­tor for, be­gik selv­mord, net­op som jeg tro­e­de, hun hav­de få­et det godt. Vi har, uden held, væ­ret i fer­ti­li­tets­be­hand­ling, og midt i sor­gen over, at ef­ter­nø­le­ren ik­ke kom, flyt­te­de den yng­ste hjem­me­fra. Er­ken­del­sen af, at vi bor i et hjem uden et bør­ne­væ­rel­se, trak tæp­pet væk un­der mig. Jeg har væ­ret mor, si­den jeg var 22 år, og nu skal jeg væ­re glad, hvis jeg ser mi­ne børn en gang om må­ne­den. Det var jeg slet ik­ke klar til. De svæ­re ti­der har stil­let store krav til kom­mu­ni­ka­tio­nen i et par­for­hold, som er re­la­tivt nyt, sam­ti­dig med at jeg druk­ner i ar­bej­de. Hvert se­kund har kræ­vet min ful­de op­mærk­som­hed, og så bli­ver man træt! Rig­tig, rig­tig træt! Så mit over­skud er vir­ke­lig ik­ke sær­ligt stort. Men det ER der! Det er ik­ke væk, og jeg har, trods mod­gan­gen, en blind til­lid til, at alt bli­ver godt igen. Og DET er det vig­ti­ge! ’ Over­skud i hver­da­gen’, hand­ler jo net­op om HVER­DAG. Hver­dag er ik­ke kun, når tin­ge­ne kø­rer i den vel­kend­te le­ver­postejs­rum­mel. Hver­da­gen er al­le da­ge­ne. De go­de og de dum­me, og de svæ­re og de lyk­ke­li­ge. I svæ­re ti­der er lys­punk­ter­ne fær­re, men de er der, og man skal læ­re at se de små ting, der gør en glad. Det man kræ­ver, at

for­mår at mær­ke ef­ter. Drop tv og so­ci­a­le me­di­er, som bom­bar­de­rer dig med in­put og dræ­ner dig for ener­gi. Pri­o­ritér hel­le­re ti­den til no­get, der gi­ver glæ­de. For mig er det tid med hund­e­ne og yoga, men i bund og grund er det li­ge me­get, hvad det er. Det vig­ti­ge er, at du får pul­sen ned, mær­ker dig selv og fin­der ro. Prøv at sor­te­re i tan­ker­ne, så du ik­ke bru­ger kr­udt på unød­ven­di­ge be­kym­rin­ger. Det kan godt væ­re svært, når man er un­der pres, og hvis det er helt umu­ligt, så få en ven el­ler en psy­ko­log til at hjæl­pe dig. Nog­le gan­ge skal man tvin­ge sig selv til at put­te det go­de ind

i li­vet. Selv­om det kan vir­ke uover­sku­e­ligt at ta­ge for­bi en ve­nin­de på vej hjem fra Pal­li­a­tiv af­de­ling, så gør det! Få an­dre ind­tryk end dem, der gør dig ked af det. Og sørg for at pro­ble­mer­ne ik­ke er på dags­or­de­nen kon­stant. Det er vig­tigt at ha­ve et hel­le fra det svæ­re, så de stun­der, hvor man hyg­ger og har mu­lig­hed for at bli­ve la­det op, ik­ke øde­læg­ges af dum­me små be­mærk­nin­ger, der brin­ger det ne­ga­ti­ve frem igen. At øge sit over­skud i svæ­re ti­der hand­ler og­så om tid. Tid til dig selv. Ryd ka­len­de­ren og sig nej til så me­get som mu­ligt! Når man er stres­set, får man sagt ja til for me­get, for­di nye pro­jek­ter er om­gær­det af eu­fori. Det fø­les rart, og en­dor­fi­ner­ne gør en høj. Knap så høj er man dog, når op­ga­ven så re­elt skal gen­nem­fø­res. Jeg ple­jer at sam­men­lig­ne stress med at sid­de på en løbsk he­st. Tag tøj­ler­ne og få den krik­ke til at gå i et tem­po, hvor du kan over­skue tin­ge­ne, så de ik­ke ba­re su­ser for­bi. Du har over­skud i hver­da­gen, når du for­mår at få pul­sen ned og kan mær­ke dig selv. Over­skud er, når du ska­ber rum til at re­flek­te­re og drøm­me, og op­ti­mis­men kan få ro og plads til at bob­le og bry­de frem. Og­så selv om det til ti­der er nog­le me­get små rum.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.