Val Thorens Frankrig:

BT - - REJSER - Ca­mil­la Alft­han rej­se­liv@ ber­ling­s­ke. dk

SKI­FE­RIE

På en skyfri dag er ud­sig­ten bog­sta­ve­lig talt bjerg­ta­gen­de, så det er in­tet un­der, at luksus­ho­tel­ler­ne er be­gyndt at ryk­ke ind i dét, der er kon­ti­nen­tets hø­jest be­lig­gen­de skis­port­sted.

Lift­sy­ste­mer­ne når op i over 3.200 m højde, og un­der én fol­der et nær­mest uen­de­ligt net­værk af pi­ster, der er en del af Les 3 Val­lées, Eu­ro­pas stør­ste ski­om­rå­de, sig ud.

Men selv om pri­ser­ne på lu­kus­ho­tel­ler­ne i Val Thorens lig­ger i den pe­bre­de en­de, er skis­ports­by­en mile­vidt fra at bli­ve di­rek­te pran­gen­de som ek­sem­pel­vis Cour­che­vel.

Stør­ste­delen af gæ­ster­ne er un­ge – og så­dan vil det for­ment­lig bli­ve ved med at væ­re. Da vi den før­ste dag træ­der ud af vo­res al­pi­ne pa­lads, pas­se­rer vi to skilø­be­re, der er klædt ud som Tarzan og Su­per­man, mens snow­bo­ar­de­re su­ser for­bi på den kni­tren­de sne.

Der er mas­ser af lej­lig­he­der, og pri­ser­ne er la­ve­re end de fle­ste an­dre ste­der. Selv om hu­se­ne er af ny­e­re da­to er der ik­ke én ene­ste be­ton­bun­ker, der skæm­mer om­gi­vel­ser­ne. Det me­ste er byg­get i træ.

Der er en pi­ste, der lø­ber tværs igen­nem by­en, og over den en ski­lift, som fø­rer he­le vej­en op til Ple­in Sud, der er det mest sol­ri­ge sted i ef­ter­mid­dagsti­mer­ne. Lif­ten stand­ser li­ge uden for uden­dørs­klub­ben Fo­lies Dou­ce, hvor skitøjs­klæd­te un­ge ming­ler i sne­en ind­til mør­kets frem­brud.

Gu­i­dens hem­me­li­ge sted

Det er ski­mu­lig­he­der­ne, der er år­sa­gen til, at Val Thorens er kå­ret til Eu­ro­pas bed­ste skis­port­sted – det er da og­så her, Frank­rigs olym­pi­ske skilø­be­re træ­ner.

Sæ­so­nen er læn­ge­re end no­get an­det sted, da den be­gyn­der i slut­nin­gen af novem­ber og først en­der 11. maj. og sel­ve ter­ræ­net by­der på ri­ge­ligt med ski­mu­lig­he­der.

For at få mest mu­ligt ud af da­gen har vi hy­ret en lo­kal guide fra Eco­le du Ski Fran­cais, An­dré Bi­an­chini. Han be­gyn­der med at ta­ge os op til top­pen af Ci­me Ca­ron med pa­nora­maud­sigt over by­en i 3.200 m højde og for­tæl­ler, at Val Thorens læn­ge var hans » hem­me­li­ge « ski­sted.

Da han i 1960er­ne kom her som barn sam­men med sin far, var der blot en spartansk hyt­te til bjerg­van­dre­re, og man måt­te kla­tre op ad bjer­get med ski­e­ne på ryg­gen for at stå på ski. Men al­le­re­de den­gang kun­ne han se, at om­rå­det hav­de ua­ne­de mu­lig­he­der. I dag gu­i­der han gæ­ster of­f­pi­ste og på ran­don­nées – van­dre­tu­re, der del­vist går på ski igen­nem bjer­ge­ne.

Men skis­port­s­ste­det Val Thorens var nær al­drig ble­vet til no­get. Iføl­ge læ­ge­vi­den­ska­ben var det ik­ke sundt at bo­sæt­te sig i så hø­je luft­lag, og ban­ker­ne stop­pe­de i en pe­ri­o­de al­le pro­jek­ter, da de men­te, at in­ve­ste­rin­ger­ne var for ri­si­kab­le. Om­rå­det hav­de der­u­d­over væ­ret ramt af en ræk­ke kraf­ti­ge lavi­ner, der dræb­te fle­re men­ne­sker.

Ski og mi­che­lin­mad

I dag er sik­ker­he­den om­kring lavi­ner li­ge så god som på de øv­ri­ge skis­port­ste­der, hvor så­kald­te pist­eurs spræn­ger sne­mas­ser­ne væk i de tid­li­ge mor­gen­ti­mer. Og mens wel­l­nes­scen­tre­ne for­tæl­ler, at den tyn­de luft er sund for krop­pen, dyr­ker by­ens kok­ke den hø­je­re gastronomi.

Fle­re er hædre­de med Mi­che­lin- stjer­ner. Det gæl­der blandt an­dre Jéré­my Gil­lon fra l’Èpi­curi­en, som net­op har få­et sin før­ste stjerne med et køk­ken, der spil­ler på kon­tra­ster­ne mel­lem var­me og kul­de og ut­ra­di­tio­nel­le tek­s­tu­rer.

Det mest uover­truf­ne sted er dog det to­stjer­ne­de Je­an Sul­pi­ce, hvis chef af sam­me navn fik sin før­ste mi­chel­in­stjer­ne som 26- årig – som den yng­ste kok no­gen­sin­de.

Vi kom­mer der­hen på ski og får ved dø­ren ud­le­ve­ret tø­f­ler, mens vo­res støv­ler stil­les ind i et var­me­rum. Ef­ter nog­le ti­mer på ski sma­ger ma­den gan­ske en­kelt him­melsk.

Den føl­gen­de dag prø­ver vi La Mai­son på by­ens ho­ved- strøg, som er et stem­nings­fuldt bras­se­rie med en uden­dørs- ter­ras­se, hvor da­gens ret ser­ve­res i en ry­gen­de varm kas­serol­le.

For al­le gæl­der det, at mad­lav­nin­gen er lidt af en ud­for­dring. På grund af de hø­je luft­lag kan vand ik­ke bli­ve var­me­re end 85 gra­der, hvil­ket be­ty­der, at det ta­ger tid at til­be­re­de ret­ter­ne.

Vild zi­pli­ne- tur

Og må­ske er det, net­op for­di man he­le ti­den har til­pas­set sig de ek­stre­me for­hold, at man i Val Thorens ik­ke er ban­ge for at prø­ve nye ting.

Den se­ne­ste di­l­le er Ice Dri­ving, hvor den fran­ske For­mel 1- le­gen­de Alain Prost har væ­ret med til at ud­vik­le et kø­re­an­læg, hvor man læ­rer at gli­de med bi­lens ba­gen­de i svin­ge­ne. Selv om det ly­der ekso­tisk, og bi­ler­ne ser avan­ce­re­de ud, er op­le­vel­sen lidt tam, hvis man er vant til at kø­re på is­glat­te ve­je.

Det er først, når man sæt­ter sig ind i en go­cart, iført hjelm og med sik­ker­heds­se­len fastspændt, at man når de eu­fori­se­ren­de høj­der, da man kø­rer med spe­e­de­ren i bund, mens sne­en fræ­ser om ører­ne.

Val Thorens’ må­ske mest spek­taku­læ­re nyhed, Me­ga Tyro­lien­ne – og­så kal­det Zip Wi­re – lig­ger i Orel­le- om­rå­det og er en 1.300 m lang svæ­ve­ba­ne fra Les 3 Val­lées hø­je­ste bjerg­top til Thorens Fu­ni­tel.

Fastspændt i et sæ­de, der hæn­ger ned fra det lange stå­lka­bel, kig­ger man en ki­lo­me­ter ned i dy­bet, mens land­ska­ber­ne gli­der for­bi med eks­pres­fart. Zip Wi­re- tu­ren kom­mer op på over 100 km/ t og er så af­gjort ik­ke for al­le tem­pe­ra­men­ter.

Så er Frank­rigs læng­ste kæl­ke­ba­ne et fre­de­li­ge­re al­ter­na­tiv. Den star­ter på Péclet­g­la­ci­e­ren og en­der seks km læn­ge­re ne­de. Val Thorens er utvivl­s­omt for le­gebørn, og­så selv om man for­længst har pas­se­ret gym­na­sie­al­de­ren.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.