Bo­na­mas­sa med lov­lig me­get lir

BT - - KULTUR - Joe er urør­lig på sce­nen. St­eff en Jun­ger­sen St­eff enjun­ger­sen. dk bt@ bt. dk Ar­kiv­fo­to: Afp / Anp

AN­MEL­DEL­SE

Joe Bo­na­mas­sa Fal­konér, Fre­de­riks­berg lør­dag aft en **** ** Ja, så hør­te man den igen. Den dér sæ­re kni­tren i det fj er­ne. Den kni­tren, som sig­na­le­rer, at mu­si­ke­re i nær og fj ern er i færd med at ri­tu­a­lafb ræn­de de­res in­stru­men­ter.

Som den år­våg­ne læ­ser vil vi­de, bæ­rer net­op dén lyd vi­dens­byrd om, at eli­te- gu­i­ta­ri­sten Joe Bo­na­mas­sa og hans hånd­gang­ne mænd er i lan­det. De kom­mer som be­kendt med de ev­ner , som får kon­kur­ren­ter til at gi­ve op, før du kan nå at si­ge ’ stram op!’

Ud over Joe selv, hvis be­trag­te­li­ge ta­len­ter på gu­i­ta­ren ( for nu til en af­veks­ling at un­der­dri­ve) er så ri­ge­ligt og ret­fær­digt be­sun­get i de se­ne­re år, ud­gø­res hans band af bl. a. den sten­sik­re bas­sist Mi­cha­el Rho­des og den no­get nær na­tur­stri­digt fæ­no­me­na­le trom­mesla­ger An­ton Fig.

Se, få mu­si­ke­re i ver­den ev­ner i min op­tik som net­op Joe Bo­na­mas­sa at spil­le liv og sjæl i den el­lers søn­der­ban­ke­de strids­he­st, som er ’ the blu­es’. Man­den KAN vit­ter­lig spil­le, så man græder af glæ­de, og jeg har og­så gjort det fl ere gan­ge, men li­ge den­ne aft en vir­ke­de man­ge af ar­ran­ge­men­ter­ne og den dy­na­mik i mu­sik­ken, det­te hold el­lers er så go­de til, i pe­ri­o­der på­ta­get, sel­v­op­ta­get og et styk­ke ad vej­en blot ta­get med for egen selv­til­freds­stil­lel­ses skyld.

’ Se, hvor jeg kan’

Hvil­ket man i dén grad fi k ført be­vis for, da Joe nog­le num­re in­de i koncerten ud­vi­de­de ban­det med en tr­æls trut­horns- duo på trom­pet og saxo­fon og et par gan­ge ka­ste­de sig selv og ban­det ud i nog­le fæ­le fun­kro­ck fj ol­le­ri­er, som bi­brag­te én al­de­les uvel­kom­ne min­der om den dér men­ta­li­tet, spe­ci­elt ja­zzmu­si­ke­re li­der un­der, hvor al­le skal ha­ve lov til – un­der­for­stå­et – at si­ge ’ Se, hvor jeg kan!’ for så at spil­le so­li, som træk­ker li­ge lange veks­ler på se­kund­vi­se­ren og tå­l­mo­dig­he­den.

So­li skal sgu kom­me fra hjer­tet. Ik­ke fra en ma­nu­al, som man et styk­ke ad vej­en hav­de dem mistænkt for lør­dag aft en.

Det var så hel­dig­vis kun i pe­ri­o­der, for når det ryk­ker for dis­se gut­ter, så ryk­ker det vir­ke­lig hårdt. Som i aft enens høj­de­punkt i den su­veræ­ne shuf­fl e ’ I Ga­ve Up Eve­ryt­hing For You ’ Cept The Blu­es’, som send­te i hvert fald mig næ­sten dan­sen­de ud i den kø­ben­havn­ske nat.

Læs he­le an­mel­del­sen på BT. dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.