Bonamassa med lovlig meget lir
ANMELDELSE
Joe Bonamassa Falkonér, Frederiksberg lørdag aft en **** ** Ja, så hørte man den igen. Den dér sære knitren i det fj erne. Den knitren, som signalerer, at musikere i nær og fj ern er i færd med at ritualafb rænde deres instrumenter.
Som den årvågne læser vil vide, bærer netop dén lyd vidensbyrd om, at elite- guitaristen Joe Bonamassa og hans håndgangne mænd er i landet. De kommer som bekendt med de evner , som får konkurrenter til at give op, før du kan nå at sige ’ stram op!’
Ud over Joe selv, hvis betragtelige talenter på guitaren ( for nu til en afveksling at underdrive) er så rigeligt og retfærdigt besunget i de senere år, udgøres hans band af bl. a. den stensikre bassist Michael Rhodes og den noget nær naturstridigt fænomenale trommeslager Anton Fig.
Se, få musikere i verden evner i min optik som netop Joe Bonamassa at spille liv og sjæl i den ellers sønderbankede stridshest, som er ’ the blues’. Manden KAN vitterlig spille, så man græder af glæde, og jeg har også gjort det fl ere gange, men lige denne aft en virkede mange af arrangementerne og den dynamik i musikken, dette hold ellers er så gode til, i perioder påtaget, selvoptaget og et stykke ad vejen blot taget med for egen selvtilfredsstillelses skyld.
’ Se, hvor jeg kan’
Hvilket man i dén grad fi k ført bevis for, da Joe nogle numre inde i koncerten udvidede bandet med en træls truthorns- duo på trompet og saxofon og et par gange kastede sig selv og bandet ud i nogle fæle funkrock fj ollerier, som bibragte én aldeles uvelkomne minder om den dér mentalitet, specielt jazzmusikere lider under, hvor alle skal have lov til – underforstået – at sige ’ Se, hvor jeg kan!’ for så at spille soli, som trækker lige lange veksler på sekundviseren og tålmodigheden.
Soli skal sgu komme fra hjertet. Ikke fra en manual, som man et stykke ad vejen havde dem mistænkt for lørdag aft en.
Det var så heldigvis kun i perioder, for når det rykker for disse gutter, så rykker det virkelig hårdt. Som i aft enens højdepunkt i den suveræne shuffl e ’ I Gave Up Everything For You ’ Cept The Blues’, som sendte i hvert fald mig næsten dansende ud i den københavnske nat.
Læs hele anmeldelsen på BT. dk
