Ho­bro og Vi­borg er den lo­gi­ske bund

BT - - SPORTEN - Fo­to: Bo Amstrup

HO­BRO VAR SID­STE sæ­son den helt store over­ra­skel­se i Su­per­liga­en, men den­ne gang er det en an­der­le­des og – er min po­in­te – for­ud­si­ge­lig placering, man ind­ta­ger i bun­den af ta­bel­len.

Ho­bro er ik­ke ble­vet spil­let ud af ba­nen i de­res kam­pe, så nog­le af de dyder, man dyr­ke­de og kla­re­de sig med sid­ste sæ­son, har man for så vidt be­va­ret. For­stå­et på den må­de, at det sta­dig­væk er van­ske­ligt at be­sej­re Ho­bro. Man ta­ger ik­ke ba­re til Ho­bro med tre- fi re re­ser­ver og vin­der – og Ho­bro bur­de ha­ve haft fem po­int me­re. HO­BROS STORE UD­FOR­DRING er at skaff e de mål, som i sid­ste sæ­son be­tød, at man af og til vandt kam­pe­ne på vip­pen. Mads Hvil­som og in­den ham Emil Berg­gre­en var ga­ran­ter for scor­in­ger, og det er rig­tig man­ge mål at und­væ­re. En dyg­tig træ­ner kan godt sæt­te et hold sam­men, så man kan nå langt på struk­tur, so­li­di­tet, vil­je og fi ght. Man kan og­så hen­te yder­li­ge­re res­sour­cer af sam­men­hold, og at man har en grad af fa­mi­lie­ånd i klub­ben, men tilbage står, at det kræ­ver mål for at vin­de kam­pe. Det er van­ske­ligt at træ­ne sig til, så her er ud­for­drin­gen, at man skal ud­vik­le spil­ler­ne i klub­ben el­ler hen­te dem ude­fra. Det er uhy­re van­ske­ligt at ud­vik­le spil­let, så man sco­rer me­re. Og når man mi­ster en top­sco­rer på et, og det si­ger jeg ik­ke for at for­nær­me no­gen, mid­del­må­digt hold, så er man tvun­get til at kø­be sig til det. Skal man kø­be en spil­ler, der er ga­rant for 15 mål, er Ho­bro ud­for­dret. Spil­le­re, der kan det, går hel­le­re til an­dre klub­ber, hvor pen­ge­ne er stør­re, så der­for er Ho­bro på en ut­ro­lig van­ske­lig mis­sion.

Det sam­me gør sig gæl­den­de i Vi­borg, hvor Ser­ge Déb­le blev set som et vi­dun­der­barn, men han har væ­ret di­rek­te dår­lig. I ste­det hen­te­de man kro­a­ten An­te Ru­kavi­na. Det er en sig­ning, der in­de­hol­der man­ge ube­kend­te. Man kan selv­føl­ge­lig læ­ne sig op ad nog­le agen­ter og nog­le eft er­ret­nin­ger, men in­gen ken­der ham rig­tigt. Han har spil­let i en liga, som de fær­re­ste har kend­skab til. Så der vil væ­re en ræk­ke spørgs­mål, som man er nødt til at hå­be på, at man får po­si­ti­ve svar på – men som man ik­ke ved no­get om på for­hånd. Det er vir­ke­lig­he­den, når man er øko­no­misk ud­for­dret. DET VIL VÆ­RE en over­ra­skel­se, hvis Ho­bro over­le­ver, og Vi­borg bli­ver me­re end næst­sidst, for­di man skal over­vin­de de al­min­de­li­ge kon­kur­ren­ce­vil­kår ud fra en øko­no­misk an­sku­el­se.

Det, der ik­ke må ske, er det, Es­b­jerg har fo­re­ta­get sig med ind­kø­be­ne af Bjørn Paul­sen og Vi­ctor Páls­son, der sam­let har ko­stet over ni mio. kr. – uden at det be­ty­der, man fl yt­ter sig i ta­bel­len. De to står ved si­den af den ek­si­ste­ren­de trup og ra­ger ik­ke syn­der­ligt op over den. Og­så selv om man le­ve­re­de et godt re­sul­tat mod Brøndby. Es­b­jerg må gan­ske en­kelt ik­ke sky­de ved si­den af med så stort et be­løb.

En lig­nen­de si­tu­a­tion fi nder sted i AGF, hvor man hen­te­de man­ge nye spil­le­re i 1. di­vi­sion og så fandt ud af, at de fl este ik­ke kun­ne bru­ges i Su­per­liga­en. Det be­tød, man igen har skre­vet un­der med man­ge, der ik­ke sy­nes spe­ci­elt over­be­vi­sen­de. Stør­ste­delen af de nye får jo ik­ke spil­le­tid, så en­ten har sport­s­che­fen og træ­ne­ren ik­ke set rig­tigt, el­ler og­så har træ­ne­ren få­et spil­le­re, sport­s­che­fen har be­stemt, for det må vel væ­re træ­ne­ren, der sæt­ter hol­det. SÅ EF­TER EN tred­je­del af tur­ne­rin­gen kan man kon­klu­de­re, at bun­den af ta­bel­len er li­ge så for­ud­si­ge­lig som top­pen.

FC København har ik­ke væ­ret over­le­gen, men vi­ser kon­ti­nu­er­ligt et ni­veau, der er en tand bed­re end mod­stan­der­ne, og der­for lig­ger man som for­ven­tet. Jeg er fak­tisk me­re im­po­ne­ret af FC Midtjylland, der på grund af de eu­ro­pæ­i­ske kam­pe i en ræk­ke hjem­li­ge op­gør har stil­let med et de­ci­me­ret hold, hvil­ket bur­de åb­ne for, at mod­stan­der­ne oft ere, end de har gjort, kun­ne hen­te et godt re­sul­tat.

Al­li­ge­vel er de to de bedst præ­ste­ren­de, at de næst­bed­ste ik­ke sy­nes at kun­ne må­le sig med dem. DER ER TO hold, der vir­ker mar­kant bed­re end al­le an­dre, og her be­står for­føl­ger­ne først og frem­mest af Brøndby, der­næst af Randers, AaB og til dels OB, hvis trup og før­ste kam­pe i Su­per­liga­en lo­ve­de me­re, end man har kun­net ind­fri.

I sub­top­pen har Randers væ­ret mest sta­bil, men har væ­ret mar­kant dår­li­ge­re end de to bed­ste hold i de ind­byr­des kam­pe, man har haft mod top to. AaB har haft en sæ­son i him­mel og hel­ve­de, der vi­ser, at top­ni­veau­et er vir­ke­lig højt, når alt klap­per, mens man omvendt svin­ger så me­get i præ­sta­tion, at man uven­tet ta­ber kam­pe.

Pål Kir­ke­vold ( i sort) og Ho­bro har svært ved at sco­re mål og lig­ger der­for lo­gisk nok i bun­den af Su­per­liga­en,

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.