Kræf­ten knæk­ke de krimi- kon­gen

BT - - KULTUR - Kenan Se­e­berg | kse@ bt. dk

Li­vet er et stort pri­vil­e­gi­um, sag­de den sven­ske kri­mi­kon­ge Hen­ning Man­kell kort før sin død Da Hen­ning Man­kell fik en skæb­nesvan­ger can­cer- di­ag­no­se kort før jul 2013, var han død­sensangst og sam­ti­dig fuld af kamp­vil­je. » Det er som at bli­ve ka­stet ned i et hel­ve­des­hul. Og så skal man til at krav­le op igen. Det tog mig tre uger at kom­me oven­på igen og si­ge ’ nej, jeg skal kla­re det her’. Jeg skal i hvert fald bli­ve det, de kal­der en ’ lang­tidsover­le­ver’, « sag­de den da 66-åri­ge kri­mi­nal- for­fat­ter, da han i 2014 trå­d­te frem i svensk tv’s do­ku­men­tar ’ Min sand­hed’, hvor han mo­digt og åbent for­tal­te om sin syg­dom og kam­pen for at over­le­ve.

Men kri­mi­nal­kom­mis­sær Wal­lan­ders ’ far’ le­ve­de kun halvan­det år læn­ge­re, og mandag mor­gen gav hans krop ef­ter for føl­ge­virk­nin­ger­ne af kræf­ten, og Hen­ning Man­kell sov stille ind i Gøte­borg, 67 år gam­mel.

Man­kell over­le­ve­de ik­ke den tu­mor i nak­ke og ven­stre lun­ge, der al­le­re­de hav­de spredt sig til an­dre de­le af krop­pen, da han en­de­lig fik di­ag­no­sen i de­cem­ber 2013, ef­ter at ha­ve kla­get over smer­ter i nak­ken i læn­ge­re tid.

» Hen­ning hav­de en så stor plads i mit liv, at jeg fø­ler en uen­de­lig stor tom­hed. Gen­nem mi­ne rol­ler som Wal­lan­der blev vi me­get tæt­te ven­ner, ja, nær­mest brød­re, « si­ger Kri­ster Hen­riks­son, der var den sid­ste sven­ske sku­e­spil­ler, der gav liv til Man­kells kri­mi­nal­kom­mis­sær på film. Før Hen­riks­son var det Rolf Lassgård, der personificerede Wal­lan­der.

Selv­om Hen­ning Man­kell har skre­vet bø­ger og te­a­ter­styk­ker si­den 1973 ken­der ver­den ham først og frem- mest som for­fat­ter til bø­ger­ne om den sven­ske po­li­ti­mand, der er over­sat til me­re end 40 sprog i end­nu fle­re lan­de.

I 1991 stif­te­de læ­ser­ne før­ste gang be­kendt­skab med den langt­fra plet­fri kri­mi­nal­kom­mis­sær fra Ystads po­li­ti­styr­ke i bo­gen ’ Mor­de­re uden an­sigt’.

En dyg­tig po­li­ti­mand med lig i la­sten og et be­svær­ligt pri­vat­liv, der of­te smit­ter af på man­dens ar­bej­de. Kurt Wal­lan­der spi­ser lidt for us­undt og drik­ker og tviv­ler for me­get.

Alt for me­get til at væ­re en po­li­ti­helt i gam­mel­dags for­stand. Og hel­ler ik­ke da­mer­ne har han sær­lig me­get held med, selv­om han for­sø­ger sig med jæv­ne mel­lem­rum.

Men net­op det men­ne­ske­li­ge og det fejl­bar­li­ge har gjort Wal­lan­der el­sket hos Man­kells læ­se­re og se­e­re.

I 1994 blev bo­gen fil­ma­ti­se­ret på svensk, og der­fra ud­vik­le­de Man­kells kri­mi­nal­kom­mis­sær sig til en in­ter­na­tio­nal suc­ces gen­nem de føl­gen­de ty­ve år.

Ale­ne Man­kells Wal­lan­der- bø­ger er solgt i me­re end 40 mil­li­o­ner ek­sem­pla­rer ver­den over.

Ystad er Wal­lan­der- by­en

Og se­ne­st fil­ma­ti­se­ret af BBC på en­gelsk med Ken­neth Bra­nagh i rol­len som po­li­ti­kom­mis­sæ­ren.

Dog sta­dig ind­spil­let i den sven­ske by Ystad, der kan tak­ke Hen­ning Man­kell for en blom­stren­de turi­stin­du­stri på ryg­gen af Wal­lan­der- suc­ce­sen.

I dag kal­der Ystad sig for Wal­lan­der- by­en, og turi­ster fra he­le klo­den ta­ger til Ystad for at se Ho­tel Con­ti­nen­tal, hvor Kurt Wal­lan­der of­te spi­ser og drik­ker, Fri­dol­fs Kon­di­to­ri, hvor kom­mis­sæ­ren drik­ker kaf­fe, og Ma­ri­a­ga­tan, hvor Wal­lan­der bor.

Men Hen­ning Man­kell stod for langt me­re end be­st­sel­le­ren Wal­lan­der.

Hans før­ste bog ud­kom al­le­re­de i 1973, og si­den har han skre­vet ro­ma­ner, bør­ne- og ung­doms­bø­ger, samt po­li­ti­ske de­batbø­ger og te­a­ter­styk­ker.

Si­den ung­dom­men har han væ­ret bræn­den­de op­ta­get af sam­funds­spørgs­mål, og sær­ligt en­ga­ge­ret i tred­je­ver­dens- pro­ble­mer.

En ildsjæl

Som ung var han stærkt en­ga­ge­ret på den sven­ske ven­stre­fløj, og i for­bin­del­se med Man­kells død frem­hæ­ver fle­re ven­ner, at den sven­ske suc­ces­for­fat­ter al­drig mi­ste­de sit en­ga­ge­ment:

» Hen­ning Man­kells død er et stort tab, « si­ger ven­nen og mu­si­ke­ren Dror Fei­ler fra ’ Ship To Ga­za’ til Expres­sen:

» Han holdt il­den bræn­den­de til sin død. I kam­pen for al­les li­ge­værd. Uan­set om det var apart­heid- sty­ret i Sydafrika, USAs krig i Viet­nam el­ler den is­ra­el­ske be­sæt­tel­se af Ga­za.

Jeg var med ham i 2010, da vi rej­ste mod Ga­za for at bry­de blo­ka­den, da den is­ra­el­ske hær an­greb os, og ti men­ne­sker dø­de. Ved at sej­le med os vi­ste Hen­ning, at han vil­le sæt­te hand­ling bag ord, og at han ik­ke vil­le nø­jes med at skri­ve og ta­le. «

Hen­ning Man­kell stif­te­de i 2001 sit eget for­lag og brug­te en be­trag­te­lig del af sin for­mue på sti­pen­di­er og vel­gø­ren­de for­mål. Blandt an­det SOS Bør­ne­by­er­ne, som han ale­ne i 2007 do­ne­re­de 15 mil­li­o­ner kro­ner til.

Ud­over for­fat­ter­ska­bet var han og­så en af­holdt te­a­ter­mand, der i man­ge år del­te sin tid mel­lem Sve­ri­ge og Ma­pu­to i Mozam­bique, hvor han var di­rek­tør for te­a­tret Ave­ni­da.

Hen­ning Man­kell blev skilt tre gan­ge, men var ved sin død gift med Eva Berg­man, dat­ter af in­struk­tør­leg­en­den Ing­mar Berg­mann.

Ud­over hu­stru­en Eva ef­ter­la­der Hen­ning Man­kell sig en vok­sen søn, Jon Man­kell.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.