’’

BT - - KULTUR - Pre­ben Har­ris

hed blev så mas­siv, at te­a­ter­di­rek­tør Leon Fe­der måt­te ind­kal­des til prø­ver­ne som en slags vid­ne til det dår­li­ge sam­ar­bej­de mel­lem styk­kets stjer­nesku­e­spil­ler – Kir­sten Walt­her – og Hora­cio Mu­noz, hvis in­struk­tion lag­de op til im­pro­vi­sa­tion. Tre uger in­den pre­mi­e­ren kul­mi­ne­re­de kon­flik­ten: In­struk­tø­ren kun­ne ik­ke hjæl­pe » Kir­sten Walt­her stil­le­de sig op, slog ud med ar­me­ne og sag­de: ’ Og så står jeg her, nu er jeg li­ge kom­met ind.’ Og så tog hun sin en­tré en gang til: ’ Og så står jeg her, og hvad skal så jeg gø­re ved mi­ne ar­me?’ Det var, som for­søg­te hun at vi­se Leon Fe­der si­ne fru­stra­tio­ner; som vil­le hun si­ge: ’ Der er en si­tu­a­tion her, og det du­er ik­ke. Jeg bli­ver ik­ke in­stru­e­ret, jeg bli­ver over­ladt til mig selv, og jeg ved ik­ke en­gang, hvad jeg skal gø­re ved mi­ne ar­me.’ Det var og­så et skrig om hjælp. At be­de hen­de om at im­pro­vi­se­re var som at stille en stol­pe op for­an hen­de, som hun blot faldt over. Pro­ble­met var, at Hora­cio Mu­noz ik­ke kun­ne hjæl­pe, for han kun­ne jo ik­ke for­tæl­le hen­de, hvad hun skul­le gø­re af si­ne ar­me. « Hun var glad for de vir­ke­mid­ler, som gjor­de hen­de be­rømt som Yvon­ne: dem vil­le hun ger­ne smut­te ind for­skel­li­ge ste­der. De var en del af hen­des værk­tøjskas­se. Det var ham­me­ren el­ler kni­b­tan­gen. Hun holdt sig i den grad til den op­ga­ve, hun var sat til at lø­se. Det var en slags be­ske­den­hed

Nog­le da­ge ef­ter over­tog te­a­ter­di­rek­tør Leon Fe­der selv in­struk­tio­nen af styk­ket, og så måt­te Hora­cio Mu­noz pak­ke sin ta­ske. Som Met­te Munk Plum si­ger:

» Det var sim­pelt. Hun var træk­pla­ste­ret. «

Den eks­pe­ri­men­te­ren­de chi­len­ske in­struk­tør vil­le me­re, end den klas­sisk sko­le­de Kir­sten Walt­her øn­ske­de som sku­e­spil­ler, uan­set hvor store am­bi­tio­ner hun hav­de om at ud­for­dre sit ta­lent. Hun holdt sig til tek­sten og in­struk­tø­rens ord. I revy­er­ne hav­de hun na­tur­lig­vis op­le­vet en Pre­ben Kaas el­ler en Jør­gen Ryg skrue ek­stra op for lat­te­ren fra sa­len, hvis de trak i replik­ken el­ler holdt en gri­mas­se se­kun­det læn­ge­re end først af­talt.

Men for Kir­sten Walt­her var det an­der­le­des: hun fandt tryg­hed i de fa­ste ram­mer.

I et in­ter­view i for­bin­del­se med pre­mi­e­ren på ’ En duft af hon­ning’ gav Kir­sten Walt­her et ind­blik i si­ne tan­ker om in­struk­tø­rens rolle:

» Da jeg var på ABC, var alt, hvad vi fo­re­tog os, så til­ret­telagt. In­tet var til­fæl­digt, ik­ke en ho­ved­drej­ning, uden at den var gen­nem­dis­ku­te­ret. Det gav sku­e­spil­le­ren en tryg­hed hver af­ten, som var nød­ven­dig. Når alt er gen­ne­m­ar­bej­det til punkt og prik­ke, kan man be­gyn­de at fa­bu­le­re over det fa­ste ske­ma og la­de fan­ta­si­en ud­fol­de sig. Man kan sam­men­lig­ne det med bør­ne­op­dra­gel­se. Fri­hed un­der an­svar, « for­tal­te Kir­sten Walt­her. Le­den­de og di­ri­ge­ren­de I Kir­sten Walt­hers op­tik skul­le in­struk­tø­ren væ­re le­den­de og di­ri­ge­ren­de, og en di­sci­plin som at im­pro­vi­se­re var ik­ke en del af hen­des re­per­toi­re.

I ’ En duft af hon­ning’ er ho­ved­rol­len He­len en kvin­de, der er ble­vet mor i en ung al­der og må kla­re sig gen­nem li­vet via til­fæl­di­ge be­kendt­ska­ber. I styk­ket er hen­des dat­ter ved at væ­re vok­sen, og hand­lin­gen ta­ger ud­gangs­punkt i de­res ind­byr- des for­hold. Det hav­de Kir­sten Walt­her gjort sig man­ge tan­ker om: En lu­ders for­hi­sto­rie » To til tre må­ne­der har jeg dag­ligt sid­det og fan­ta­se­ret over så­dan en kvin­des liv. Hvor­dan er det gå­et, og hvor­dan vil det gå hen­de, « for­tal­te Kir­sten Walt­her om en rolle, der i for­hold til fi­gu­rer­ne Kar­la og Yvon­ne lå mile­vidt fra hen­des egen til­væ­rel­se.

» Jeg har jo al­drig væ­ret lu­der i Man­che­ster. For at fin­de ind i rol­len er det vig­tigt at ken­de per­so­nens for­hi­sto­rie.

Den må man selv dig­te sig til. Der­ef­ter gæl­der det om at træf­fe et valg, så det, man ta­ger med ind på sce­nen, vil in­ter­es­se­re pu­bli­kum. He­len er im­pulsiv, men hun har svært ved at fri­gø­re sig fra sit mil­jø. Hun har hel­ler ik­ke man­ge mu­lig­he­der tilbage. Hun må fort­sat hut­le sig gen­nem til­væ­rel­sen og bru­ge si­ne om­gi­vel­ser ef­ter for­godt­be­fin­den­de. Jeg sy­nes, He­len er en fan­ta­stisk kvin­de. Hun kan ik­ke selv gø­re for det. Hun har sand­syn­lig­vis haft en mor, der og­så var en­som. Op­væk­sten har ik­ke væ­ret mor­som, og hun har ba­re skul­let læ­re sig selv at fly­de oven­på, be­va­re sit op­rin­de­li­ge mod på til­væ­rel­sen. Det fan­ta­sti­ske ved rol­len er mod­sæt­nin­gen mel­lem trø­stes­løs­he­den. Hun ser det ko­mi­ske i det tragi­ske. «

Trods den svæ­re be­gyn­del­se i rol­len var det lyk­ke­des Kir­sten Walt­her at fin­de fod­fæ­ste som He­len. Og me­re end det. Hen­des rolle i ’ En duft af hon­ning’, som er en del af det mo­der­ne te­a­ters re­per­toi­re, end­te som en stor per­son­lig suc­ces, selv om op­sæt­nin­gen som hel­hed fik en blan­det mod­ta­gel­se. An­mel­der­ne var nem­lig ik­ke i tvivl om stor­he­den i Kir­sten Walt­hers spil:

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.