Jeg er et for­an­dret men­ne­ske

BT - - NYHEDER -

før­ste gang om de be­gi­ven­he­der, der i april må­ned var tæt på at ko­ste ham li­vet. Den af­ten, han mel­lem før­ste og an­den akt af mu­si­ca­len Dir­ty Dan­cing faldt om med en flæn­ge på ho­ved­pulsår­en.

Han hu­sker, at han i da­ge­ne op til ‘ skran­te­de’. Drak in­ge­fær- te og fik pe­ni­cil­lin mod det, han tro­e­de var en ba­nal hals­be­tæn­del­se, der skul­le soves væk.

» Før­ste akt var for­fær­de­lig. Jeg så ting på sce­nen, der ik­ke var der, og hav­de svært ved at ori­en­te­re mig i rum­met. Jeg hav­de pro­ble­mer med replik­ker­ne. I pau­sen kun­ne jeg dår­ligt gå op i gar­dero­ben. Læ­gen kom, og de rin­ge­de ef­ter en am­bu­lan­ce. «

I am­bu­lan­cen blev det al­vor­ligt. Han mi­ste­de be­vidst­he­den og ka­ste­de op. Red­der­ne sat­te ud­ryk­ning på og kurs mod Rigs­ho­spi­ta­let. Mens am­bu­lan­cen kør­te igen­nem København, føl­te Ro­bert Hansen, at han mi­ste­de ta­get i li­vet.

» Da var jeg væk, i en an­den ver­den. Jeg tror, jeg var ved at for­svin­de dér. Det var ret vold­somt. Så­dan for­nem­me­de jeg det. Det var ved at væ­re for­bi. Så­dan tror jeg, det må væ­re, når vi skal her­fra, « hu­sker han.

På Rigs­ho­spi­ta­let stod et hold af spe­ci­a­li­ster klar, som fo­re­stil­lin­gens læ­ge hav­de alar­me­ret. Mang­le­de en hjer­te­klap Ro­bert Hansen hu­sker kun brud­styk­ker. En læ­ge, der tryk­ker på en knap. Kon­cen­tre­re­de an­sig­ter. Fø­lel­sen af at væ­re med i et nø­je koreo­gra­fe­ret te­a­ter­styk­ke. Se­ne­re har han få­et for­talt, at en af lan­dets før­en­de spe­ci­a­li­ster stod for ope­ra­tio­nen.

Så­dan en, som an­dre læ­ger ger­ne vil ope­re­res af. I dag fø­ler Ro­bert Hansen sig hel­dig. Over at det ske­te på te­a­tret, og ik­ke mens han var ale­ne i sin lej­lig­hed.

» Det var og­så hel­digt, at det ske­te på et tids­punkt, hvor den hjer­te­spe­ci­a­list var på vagt. Hvor det hold stod klar. Hold kæft mand. Det var som en vels­murt ma­ski­ne, der gik i gang. «

På Rigs­ho­spi­ta­let op­da­ge­de man flæn­gen i Ro­bert Han­sens krans­pulsåre og fandt sam­ti­dig ud af, at han var født med en hjer­te­klap for lidt. En til­stand, der kan ha­ve ud­løst flæn­gen i pulsår­en. Ope­ra­tio­nen tog ot­te ti­mer.

» Det næ­ste, der sker, er, at jeg våg­ner op fuld­stæn­dig han­di­cap­pet. Med slan­ger ud af mun­den og ma­ven. Der sad en mand og kig­ge­de på mig 24 ti­mer i døg­net. Han skul­le hol­de øje med, at mi­ne tal var i or­den. Det var vir­ke­lig sy­ret. Da gik det op for mig, at det ik­ke ba­re var en hals­be­tæn­del­se. «

Det blev start­skud­det til en lang og hård kamp for Ro­bert Hansen. En kamp, han først for al­vor nu fø­ler, at han er ved at vin­de.

» Jeg kan se, at det går fremad med genop­træ­nin­gen, og jeg tror me­re på mig selv nu. Men jeg har of­te væ­ret på vej til Rigs­ho­spi­ta­let, for­di jeg syn­tes, at mit hjer­te op­før­te sig mær­ke­ligt. Ang­stan­fald jeg har få­et red­ska­ber til at ta­ck­le nu, « for­tæl­ler han.

I ti­den ef­ter ope­ra­tio­nen mi­ste­de Ro­bert Hansen kon­tak­ten til sin søn Her­man, der fyl­der tre år i næ­ste uge. Her­man blev tryk­ket og skræmt af ban­da­ger­ne, led­nin­ger­ne og slan­ger­ne, der sno­e­de sig ud af fa­de­rens krop.

Sam­men med mo­de­ren, eks­kæ­re­sten Per­nil­le Fred­skild Thø­ger­sen, be­slut­te­de han at hol­de søn­nen væk i et styk­ke tid. Læn­ge kun­ne Ro­bert Hansen hver­ken løf­te, skif­te el­ler væ­re ale­ne med sin søn.

» Det vig­tig­ste i det for­løb var at gen­fin­de Her­man. Det var no­get af det hårdeste i for­hold til min samvit­tig­hed. Men nu er det, som det skal væ­re. « Nu er jeg klar Ro­bert Hansen kom­mer di­rek­te fra Hvi­d­ov­re Ho­spi­tal, hvor han har væ­ret til genop­træ­ning. Han for­tæl­ler, at alt går ef­ter pla­nen. Hjer­tet må nu be­la­stes 80 pro­cent af mak­si­mum. Blod­tal­let er i bed­ring, så nu skal han kun tjek­kes hver an­den uge frem­for to gan­ge ugent­ligt. Re­sten af li­vet skal han dog ta­ge blod­for­tyn­den­de me­di­cin.

» Nu er jeg klar til at sprin­ge ud i ar­bej­det igen og stå på sce­nen. Pla­nen er at genop­træ­ne sam­ti­dig med, at jeg får nog­le ting i ka­len­de­ren stille og ro­ligt. Man­ge har væ­ret i tvivl om, hvor jeg er. Men nu er jeg klar. «

En besked, der li­ge så me­get er ret­tet til un­der­hold­nings­bran­chen som til de fans, der støt­te­de ham mas­sivt un­der­vejs.

Han drik­ker af sin kaf­fe. Ta­ger en slurk af Egekil­de- fla­sken med mild brus. Han for­tæl­ler, at han nu plud­se­lig ser ting, han ik­ke gjor­de før.

» Jeg kan mær­ke, at jeg er et for­an­dret men­ne­ske. Og­så i for­hold til det, der be­ty­der no­get i mit liv. Jeg vil ik­ke pres­se mig selv li­ge så hårdt som før el­ler fyl­de så me­get i ka­len­de­ren. «

Han kan bli­ve rørt over at se en solnedgang, for­tæl­ler han.

» I dag – og så­dan har det væ­ret et godt styk­ke tid nu – kan jeg godt sid­de og tæn­ke ‘ hvor er det fan­ta­stisk sta­dig at væ­re her’. Ik­ke mindst i for­hold til min søn. Hold kæft hvor var det godt, at det ik­ke gik den for­ker­te vej. «

Men klik- ly­den har han det sta­dig svært med. Når han lig­ger på ma­ven og ser tv, kan han næ­sten mær­ke madras­sen hop­pe. Så­dan kom­mer det til at væ­re re­sten af li­vet. Det væn­ner han sig til, har han få­et for­talt.

» På et tids­punkt skal jeg væl­ge at se den som no­get po­si­tivt. Kan jeg over­be­vi­se mig selv om det, så er jeg kom­met langt. Men det er ik­ke så nemt, « si­ger Ro­bert Hansen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.