’ Når læng­den på for­domslan­dings­ba­nen er for kort’

BT - - KENDER DU DET? -

j, hvor er der me­get vi ik­ke må. Vi må ik­ke vi­se for man­ge fø­lel­ser – for va­ske­tø­jet skal ik­ke tør­res of­fen­ligt. Men vi må hel­ler ik­ke vi­se for få, for så er man en kold skid. Ba­ga­tel­græn­sen for hvor­når vi sy­nes, vi har ret til at blan­de os i an­dres hand­lin­ger, er ud­vi­sket med de so­ci­a­le me­di­er. Nu om da­ge kan al­le få kon­takt med al­le. Og hvis man gør el­ler si­ger no­get for­kert ( el­ler rig­tigt) så skal man nok få det af vi­de. Ale­ne i dag er har jeg få­et tre hen­ven­del­ser. Èn vil­le gø­re mig op­mærk­som på, at det ik­ke skyl­des råstyr­ke ( tit­len, på min nye bog), at jeg har over­le­vet syg­dom. Det skyl­des ’ ge­ne­tisk be­stemt over­le­vel­ses­in­stinkt’, skri­ver han, på ’ hø hø’ må­den som til­sy­ne­la­den­de ret­fær­dig­gør at vi si­ger ALT til hin­an­den.

Min bog hed­der ’ Råstyr­ke’, for­di jeg køb­te en di­a­mant, da jeg fandt ud af, at jeg var syg. En rå di­a­mant – for­di jeg så ci­ta­tet ’ Pres­su­a­re cre­a­tes di­a­monds’. Al­de­les uop­for­dret ind­gra­ve­re­de ju­vel­e­ren or­det ’ Råstyr­ke’ i min ring. Det kom til at be­ty­de me­get for mig. Iøvrigt er det bøv­let ( selv­om man har fe­de fin­gre), at få plads til ind­gra­ve­rin­gen ’ ge­ne­tisk be­stemt over­le­vel­ses­in­stinkt’. Se­ne­re blev jeg rin­get op at en ut­ro­lig sød kvin­de, som har væ­ret igen­nem et for­løb til­sva­ren­de mit, og ’ må­ske kun­ne vi føl­ges?’. Det var så sødt. Men søn­dag for­mid­dag vil jeg helst ta­le med min fa­mi­lie. Jeg ha­der i for­vej­en at ta­le i te­le­fon, og der­for sag­de jeg pænt ’ nej tak’. Skuf­fel­sen i den an­den en­de var enorm. Jeg kun­ne ty­de­ligt mær­ke, at hun kom med kær­lig­hed og var fru­stre­ret over mit nej. Men det var jo ik­ke hen­des kær­li­ge in­ten­tion, jeg neds­kød. Det var egent­ligt kun tids­punk­tet, det blev le­ve­ret på. Så jeg gi­der ik­ke ha­ve dår­lig samvit­tig­hed.

Selv­om al­le kan få fat i al­le, at ’ all ti­mes’, er jeg stort set den ene­ste, jeg ken­der som, når jeg rin­ger op, spør­ger: ’ for­styr­rer jeg?’. Hvis jeg gør, fø­ler jeg ik­ke, at jeg fej­l­e­de med mit opkald. Jeg for­styr­re­de ba­re li­ge med mit be­hov på et tids­punkt, kun jeg hav­de valgt. Men det vær­ste, jeg har gjort i den for­gang­ne uge, er at si­ge ( på fjern­syn), at jeg, da jeg var al­ler­mest syg, fryg­te­de at en­de som en sær, gam­mel kat­te­da­me. Det jeg bur­de ha­ve sagt, var selv­føl­ge­lig: ’ At jeg ind imel­lem var ban­ge for at en­de som en sær, g a m - mel kat­te­da­me, og her ta­ler vi ik­ke om en kvin­de med to kat­te. ( Min de­fi­ni­tion på en sær, gam­mel kat­te­da­me, er et men­ne­ske ( ty­pisk af hunkøn), som har mini­mum 30 kat­te. Som selv spi­ser kat­temad – for sel­ska­bets skyld. Som hel­le­re vil ha­ve en kat me­re, end hun vil ha­ve sex med et an­det men­ne­ske. Som er 100 pct. for­løst af at væ­re ’ mor’ for man­ge kat­te.) Men det be­ty­der ( selv­føl­ge­lig) ik­ke, at jeg tæn­ker, at al­le, der på et tids­punkt i de­res liv har fun­det glæ­de ved at kæ­le med en kat, er sæ­re. Jeg hol­der af man­ge men­ne­sker, som ejer en kat, f. eks. mi­ne for­æl­dre og min sto­re­brors fa­mi­lie’. Men det fik jeg ik­ke li­ge sagt. Der­for må en stor pro­cent­del af de da

mer, som ejer en

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.