’ Me­re kro­ps­be­vidst end de fle­ste’

BT - - TEMA - Beskriv dit job Hvor­dan blev du so­list? Hvad er dit for­hold til din krop? Mø­der du for­dom­me i dit job? Skal du ha­ve børn og væ­re gravid? Må di­ne børn få sam­me job som dig? Hvor læn­ge fort­sæt­ter du som bal­let­dan­ser? Hvad skal du bag­ef­ter?

» Jeg be­gyn­der da­gen med halvan­den ti­mes mor­gen­træ­ning. Det kan sam­men­lig­nes med at bør­ste tæn­der. Vi gør det hver mor­gen for at pla­ce­re krop­pen, mær­ke al­le si­ne mus­k­ler og ren­se ud i sin tek­nik. Man skal al­tid fin­pud­se sig selv. Ef­ter­føl­gen­de har vi op til seks ti­mers prø­ver, og så har vi fo­re­stil­ling om af­te­nen. Søn­dag er fri­dag. « » Jeg be­gynd­te på Det Kon­ge­li­ge Te­a­ters bal­letsko­le, da jeg var ot­te år, så jeg har dan­set stør­ste­delen af mit liv. I 2009 blev jeg an­sat som aspirant, i 2012 blev jeg kor­ps- dan­ser, og i 2014 ud­nævn­te vo­res bal­let­me­ster Ni­ko­laj Hüb­be mig som so­list. So­list er ik­ke no­get, man kan an­sø­ge om, det er no­get, man bli­ver ud­ta­get til. « » Min krop er jo mit ar­bejds­red­skab – mit in­stru­ment. Li­ge­som mu­si­ke­re bru­ger de­res in­stru­ment til at ska­be kunst, bru­ger jeg min krop. Jeg er jo men­ne­ske li­ge­som al­le an­dre, vi er al­le sam­men kød og blod og vil­le ik­ke kun­ne leve uden krop­pen. Selv­føl­ge­lig er jeg af­hæn­gig af min krop, for­di den er mit ar­bejds­red­skab. men jeg tror ik­ke, jeg er me­re af­hæn­gig af min krop, end al­le an­dre men­ne­sker er af de­res. Jeg er må­ske ba­re lidt me­re kro­ps­be­vidst end de fle­ste, jeg kan mær­ke – og ved – hvor­dan al­le mi­ne mus­k­ler fungerer. « Hvad vil­le der ske, hvis du ik­ke læn­ge­re kun­ne dan­se? » Det vil­le gå mig me­get på, for jeg el­sker det, jeg la­ver – det er min pas­sion. Jeg fø­ler mig me­get pri­vil­e­ge­ret over at få lov at leve af min hob­by. Det er en livs­stil – ik­ke ba­re et 8- 16job. « » Jeg bli­ver nog­le gan­ge spurgt: ’ Nåh, men hvad er dit rig­ti­ge ar­bej­de så?’. Der er og­så man­ge, der spør­ger, om det ik­ke er hårdt. Selv­føl­ge­lig er det hårdt, men jeg kan jo rig­tig godt li­de det, jeg la­ver, alt an­det vil­le og­så væ­re un­der­ligt, når man bru­ger he­le sit liv på det. Man skal el­ske og hol­de af det, og det gør jeg ab­so­lut. « » Jeg vil helt sik­kert ger­ne ha­ve børn i mit liv, det er jeg slet ik­ke i tvivl om. Men jeg skal selv­føl­ge­lig ri­ve no­get tid ud til det. Man kan jo ik­ke stå i ni­en­de må­ned på sce­nen i tutu på tå, men jeg er 21 år, og det er ik­ke no­get, jeg har pla­ner om li­ge fo­re­lø­big. « » Jeg kun­ne al­drig fin­de på at tvin­ge dem, men hvis in­teres­sen var op­rig­tig, og pas­sio­nen kom fra de­res hjer­te, kun­ne jeg al­drig si­ge, at de ik­ke måt­te. Man vil jo si­ne børn det bed­ste, men det skul­le væ­re no­get, der ab­so­lut kom fra de­res si­de, jeg vil­le al­drig pres­se dem til det. « » Vi har en pen­sions­al­der, som hed­der 40 år, det er maks. Men man ved jo al­drig, hvad der sker i mor­gen. Li­ge nu el­sker jeg det, jeg la­ver, og jeg har ik­ke i sin­de at hol­de op fo­re­lø­big. « » Det har jeg ik­ke ta­get stil­ling til end­nu, men der fin­des så man­ge vi­dun­der­li­ge ting i den her ver­den, som jeg godt kun­ne tæn­ke mig at la­ve. Det vil nok væ­re et stør­re pro­blem at fin­de ud af, hvad det skal væ­re. På den må­de er jeg pri­vil­e­ge­ret, at jeg kan nå at få to helt for­skel­li­ge kar­ri­e­rer, hvis det er det, jeg vil. El­ler bli­ve in­den for fa­get. Det vil­le hel­ler ik­ke un­dre mig, hvis det er det, jeg en­der med. Men jeg har li­ge 20 år end­nu. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.