Di­ne pen­ge

BT - - NYHEDER -

vej ud på ba­de­væ­rel­set ka­ster et blik ud over trap­pe­af­sat­sen, kan han se søn­nens sko stå i en­tre­en. Nå. Er den yng­ste, der sover hos sin kæ­re­ste, mon kom­met hjem i uti­de?

Må­ske strej­fer tan­ken ham. At no­get er galt. Men ik­ke i en grad, så han vil kun­ne hu­ske det se­ne­re. Selv mens Jo­hns hjer­ne end­nu er ved at ryste søv­nen af sig, kø­rer hans un­der­be­vidst­hed i van­te, ra­tio­nel­le ba­ner: In­gen bry­der ind her. Ik­ke nu. Det vil­le væ­re him­mel­rå­ben­de dumt. Klok­ken er over seks på en hver­dags­mor­gen, folk kan væ­re hjem­me, na­bo­er­ne er ved at stå op og ta­ge af sted, avis­bud­de­ne er på vej rundt. Nej, det må væ­re en af søn­ner­ne.

Han træk­ker ud i toilet­tet og hø­rer van­det bul­dre ned gen­nem hu­sets fald­stam­me, som un­der Jo­hn pas­se­rer gen­nem hu­sets køk­ken. Hvis man skul­le væ­re i tvivl om, hvor­vidt der er no­gen hjem­me i den gam­le villa, er den i hvert fald ud­ryd­det nu, tæn­ker han. Fø­lel­sen af at væ­re kræn­ket på sin per­son­li­ge tryg­hed ken­der Jo­hn el­lers ud­mær­ket. Na­bo­er­ne i kvar­te­ret har haft ind­brud et par gan­ge. Må­ske ik­ke så mær­ke­ligt. Ind­brud sker over 36.000 gan­ge om året i Dan­mark, og selv om fa­mi­li­en An­der­sens villa lig­ger midt i ho­ved­sta­den, er de­res lil­le stik­vej ro­lig og uge­ne­ret af tra­fik, og ha­ver­ne er tæt­be­plan­te­de med år­hund­red­gam­le træ­er og bu­skad­ser. Et pa­ra­dis for folk, der ik­ke vil ses.

Da det blev Jo­hns fa­mi­lies tur til at op­le­ve ind­brud knap tre år før den de­cem­ber­mor­gen i 2014, var det al­li­ge­vel lidt som at bli­ve re­vet ud af tor­nero­se­søv­nen. Den ele­men­tæ­re fø­lel­se af at væ­re tryg i eget hjem fik et knæk. Tan­ken om, at no­gen hav­de gå­et rundt i de­res hjem og be­fam­let de­res ting, var kræn­ken­de i sig selv. Ik­ke for­di si­tu­a­tio­nen var sær­lig dra- ma­tisk el­ler det ma­te­ri­el­le tab enormt – fa­mi­li­en var kom­met hjem til gen­nem­ro­de­de re­o­ler, da de åb­ne­de ho­ved­dø­ren. Indbruddet blev al­drig opkla­ret. Men det hav­de gjort ind­tryk nok til, at Jo­hn ef­ter­føl­gen­de hav­de sør­get for at få træ­er­ne uden­for be­skå­ret, han fik sat uden­dørs­lam­per med be­væ­gel­ses­sen­so­rer op, og det med at gå fra ulå­ste dø­re, selv på kor­te tu­re, var helt slut. Fle­re i fa­mi­li­en hav­de si­den få­et for va­ne li­ge at ka­ste et blik ind ad vin­du­et, før de stak nøg­len i ho­ved­dø­ren, når de kom hjem. Hvis nu der var no­gen de­r­in­de. Den fø­lel­se var ny og ube­ha­ge­lig.

Men det var jo no­get an­det den­gang. Den­gang var der in­gen hjem­me, da ty­ve­ne kom. Her til mor­gen hol­der fa­mi­li­ens bil i ind­kørs­len, og hu­set ser på al­le må­der be­bo­et ud. At bry­de ind her vil­le væ­re ab­surd des­pe­rat, tæn­ker Jo­hn.

SÅ­DAN GJOR­DE VI Ber­ling­s­ke har i ar­bej­det med den­ne ar­ti­kel talt med sa­gens ho­ved­per­so­ner fle­re gan­ge. Des­u­den er dom­bo­gen fra en ef­ter­føl­gen­de rets­sag in­klu­si­ve vid­ners for­kla­rin­ger an­vendt til re­kon­struk­tion af for­lø­bet. Di­a­log og tan­ke­strøm er re­kon­stru­e­ret ud fra de in­vol­ve­re­des hukom­mel­se og fra Jo­hn An­der­sens ned­fæl­de­de no­ta­ter sam­me dag om hæn­del­ses­for­lø­bet. Jo­hn og ’ Al­lan’ har stort set ens­ly­den­de erin­dring om hæn­del­ser­ne den 3. de­cem­ber 2014. Hi­sto­ri­ens to ho­ved­per­so­ner har læst Ber­ling­s­kes re­kon­struk­tion og be­kræf­tet fakta, hæn­del­ses­for­løb og ud­ta­lel­ser.

Ber­ling­s­ke Blandt de vig­tig­ste kil­der til bag­grunds­vi­den re­fe­re­ret i den­ne ar­ti­kel er Det Kri­mi­nal­præ­ven­ti­ve Råd og ana­ly­ti­ker An­na Vi­be Ons­berg Hansen, po­li­ti­in­spek­tør Bent Isa­ger- Ni­el­sen, Rigs­po­li­ti­et, pro­fes­sor Flem­m­ing Bal­vigs ud­gi­vel­se ’ Kri­mi­na­li­tets­ud­vik­lin­gen’ ( juli 2015) o. a., ana­ly­se­rap­por­ter fra bran­che­for­e­nin­gen For­sik­ring & Pen­sion og chef­kon­su­lent Ja­cob Nis­gaard Lar­sen, pu­bli­ka­tio­nen ’ Værk­tøjskas­se...’ fra Bo­lig­mi­ni­ste­ri­et m. fl.

Iført T- shirt og un­der­buk­ser be­gyn­der Jo­hn at be­væ­ge sig ned ad trap­pen til stu­e­e­ta­gen. Han er 50 år, sport­stræ­net, 188 cm høj og myn­deslank, men ik­ke sær­lig adræt li­ge nu. Hans ven­stre fod har i tre må­ne­der væ­ret ind­støbt i gips ef­ter en vand­ski­u­lyk­ke, som hav­de bræk­ket knog­ler og re­vet led­bånd over i he­le fo­den. Si­den sep­tem­ber har han gå­et med kryk­ker. Han stik­ker gips­fo­den li­ge frem og bum­per trin- stå- trin- stå ned ad trap­pen, der midt­på dre­jer 90 gra­der til høj­re. Han træn­ger til kaf­fe.

Men ne­de på det skak­ter­ne­de gulv i hu­sets en­tré tø­ver han. Dø­ren ind til stu­en – den han hør­te bli­ve åb­net – er luk­ket til. Dø­ren ind til køk­ke­net står åben som al­tid, men tin­ge­ne

FORT­SÆT­TES NÆ­STE SI­DE

har ano­ny­mi­se­ret ’ Al­lan’. Dels for­di han er idømt un­der to års fængsel, som er den nor­ma­le græn­se for, hvor­når Ber­ling­s­ke iden­ti­fi­ce­rer døm­te ved navn. Dels for­di han har et øn­ske om at få ud­dan­nel­se, job og børn i frem­ti­den, og en avis- og on­li­ne­ar­ti­kel som den­ne med hans ful­de navn vil væ­re en ek­stra bar­ri­e­re på vej­en til det­te. Ber­ling­s­ke ken­der ’ Al­lan’s ful­de iden­ti­tet.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.