’’

BT - - NYHEDER - Jo­hn

hav­de, for ik­ke at kun­ne gen­ken­des, gemt sin North Fa­ce- jak­ke og sin pung i et bu­skads ved Fre­de­riks­berg Cen­tret, og ud på mor­ge­nen, i en døs af Ri­vo­tril – pil­ler af ben­zo­di­a­zepi­n­ty­pen med en angst­dæm­pen­de ef­fekt – var han til­fæl­digt hav­net i kvar­te­ret på det yd­re Fre­de­riks­berg. Han hav­de al­drig væ­ret der før. Men dér for en­den af den blin­de vej hav­de han fun­det hu­set. Det så mørkt ud og var om­gi­vet af til­pas man­ge træ­er til, at man ik­ke umid­del­bart kun­ne ses ude­fra. Han hav­de stå­et læn­ge og kig­get på det. Må­ske hav­de Ri­vo­tri­ler­ne gjort ham over­modig.

Nu står han her og gi­ver hånd til hu­sets ejer, som han egent­lig skul­le stjæ­le fra. Hvis kre­dit­kort han li­ge har tru­et sig til. Du har få­et mit dan­kort og min ko­de. Det må væ­re dit pri­mæ­re for­mål med at væ­re her. Jeg er sik­ker på, at du har ta­get nog­le ting, som in­gen vær­di har for dig, men som be­ty­der no­get for os

» Du har få­et mit dan­kort og min ko­de. Det må væ­re dit pri­mæ­re for­mål med at væ­re her. Jeg er sik­ker på, at du har ta­get nog­le ting, som in­gen vær­di har for dig, men som be­ty­der no­get for os. Må jeg ik­ke se, hvad du har ta­get? « spør­ger man­den nu.

Man­den vir­ker som en ’ for­hand­lings­ty­pe’, sy­nes Al­lan. Så­dan en der er vant til at ta­le med folk. Al­lan ræk­ker ind­købs­net­tet frem mod ham. Folk kan si­ge, hvad de vil, når de ka­ster et før­ste blik på ham og hans straf­fe­at­test, men man kan fak­tisk godt sto­le på ham. Han har gi­vet sit ord.

Man­den kig­ger i ind­købs­net­tet. Alt der­ne­de er dæk­ket af hvidt pul­ver fra den pul­ver­sluk­ker, han egent­lig vil­le stjæ­le, men kom til at fy­re af ude i red­skabs­sku­ret.

» Det er så­dan no­get som det her, jeg me­ner, « si­ger man­den med gips­fo­den og hol­der en hvid­stø­vet HTC­mo­bil frem, » den er in­tet værd for dig, men det vil ta­ge 14 da­ge for min ko­ne, før hun har en mo­bil igen. Kan du ik­ke ba­re la­de de ting væ­re her? «

Al­lan nik­ker. Jo- jo, selv­føl­ge­lig. Det er jo pen­ge, han er ude ef­ter. Hvis han ba­re kan få pen­ge med, er han li­geg­lad med tin­ge­ne.

» Er vi nå­et der­til, hvor du kan læg­ge kni­ven, « spør­ger man­den så.

Al­lan si­ger nej. Nu stop­per det. Han står sta­dig med kni­ven i den ene hånd, i den an­den hol­der han et nøg­le­bundt med bil­nøg­ler, han fandt i en­tréen.

» Jeg kan se, at du har ta­get vo­re bil­nøg­ler, er du ik­ke sød at gi­ve mig dem, « spør­ger man­den.

Al­lan af­slår igen. Han skal bru­ge bi­len, når han skal rundt at hæ­ve pen­ge, si­ger han.

» Dér har vi en lil­le in­ter­es­se­kon­flikt, « si­ger man­den, » så snart du kø­rer her­fra med mit dan­kort, er jeg nødt til at spær­re det. Så hvis du vil kø­re rundt og hæ­ve på kor­tet, er jeg nødt til at kø­re med. « Kat­ten og ty­ven

Der bli­ver stille et øje­blik. Hu­sets stri­be­de kat, Ti­ger, duk­ker op. Den smy­ger sig kæ­lent om Al­lans ben. Han bø­jer sig ned og aer den kort.

Al­lan spør­ger, hvor­for man­den ik­ke ba­re kan ven­te et par ti­mer med at spær­re kor­tet. Men det vil hu­sets be­bo­er ik­ke. Han si­ger, at han er for­plig­tet af ban­ken til at spær­re kor­tet i sam­me øje­blik, han mi­ster det. Og han ple­jer jo li­ge­som ik­ke at ud­le­ve­re kort og pin­ko­de til frem­me­de i søv­ne, vel? Des­u­den, si­ger man­den, er det vir­ke­lig be­svær­ligt, hvis han mi­ster sin bil. Med for­sik­ring og er­stat­nings­bil og alt det der.

» Vi har gi­vet hin­an­den hånd på, at vi kan sto­le på hin­an­den. Nu går jeg op og ta­ger tøj på, og så kø­rer vi, okay, « spør­ger man­den.

Al­lan nik­ker. Han vil ba­re ha­ve det her over­stå­et. Han be­gyn­der at bli­ve ban­ge for, om man­den i hu­set vil kun­ne ken­de ham igen. Det­te er det an­det kapitel af i alt fem i se­ri­en ’ Indbruddet’. Kapitel 1 blev bragt i går, søn­dag. De sid­ste tre ka­pit­ler brin­ges de kom­men­de da­ge.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.