Martin Hansen, 26 år, fod­bold­må­l­mand

BTs Ras­mus Dam Ni­el­sen in­ter­viewer

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS - BO­GAK­TU­EL

Hvis du ik­ke slår til og vi­ser den rig­ti­ge ka­rak­ter, hen­ter de ba­re en ny

Martin Hansen er ba­re 26 år, men har al­le­re­de set fle­re si­der af fod­bold­ver­de­nen end de fle­ste. Som 16- årig skif­te­de han til Liverpool, hvor han i seks år jag­te­de drøm­men om at slå igen­nem på den helt store sce­ne.

Han op­le­ve­de at træ­ne med su­per­stjer­ner som Ste­ven Ger­rard og Fer­nan­do Tor­res, men fandt og­så ud af, hvor barsk og en­som til­væ­rel­sen kan væ­re, når man som en stor dreng plud­se­lig skal kla­re sig i en vok­sen­ver­den.

» Den stør­ste for­skel på en dansk ta­lent­trup og et in­ter­na­tio­nalt aka­de­mi er den må­de, klub­ben he­le ti­den pres­ser dig på for at se, om du har det, der skal til. Om du har viljen, så du bli­ver stær­ke­re af modgang, el­ler om du går i stå. «

» Der er ik­ke tid til at ven­te på, at et men­ne­ske bli­ver vok­sent i sit eget tem­po, for­di top­klub­ber­ne kan gø­re, hvad de vil: Hvis du ik­ke slår til og vi­ser den rig­ti­ge ka­rak­ter, hen­ter de ba­re en ny i ste­det for dig. Der er nok at væl­ge imel­lem der­u­de, « skri­ver Martin Hansen i bo­gen, som han hå­ber kan hjæl­pe an­dre un­ge ta­len­ter, der står med mu­lig­he­den for at skif­te ung­doms­fod­bol­den ud med en in­ter­na­tio­nal top­klub.

Hvad har dit op­hold i Liverpool be­ty­det for den fod­bold­spil­ler og per­son, du er i dag?

» Det op­hold, jeg har haft i Eng­land har gjort mig til den, jeg er i dag. Det har hær­det mig i en tid­lig al­der og gi­vet mig rig­tig me­get bå­de på det sport­s­li­ge plan, men især og­så på det men­tale plan. Jeg ser må­ske hver­da­gen lidt an­der­le­des og i et lidt stør­re per­spek­tiv, end jeg hav­de gjort, hvis jeg var ble­vet her­hjem­me. «

» Nu kom­mer vi fra det dan­ske sy­stem, som gri­ber os hver gang, vi fal­der. Når du kom­mer der­over, ser du, hvor stor for­skel, der er på rig­dom og fat­tig­dom. Du kan ty­de­ligt se, når der kom­mer en spil­ler ind fra en fa­mi­lie, som må­ske ik­ke har al­le de res­sour­cer, som en dansk fa­mi­lie har. Der lig­ger et helt an­det pres på de­res skul­dre. Det er liv el­ler død. Nog­le dren­ge kom­mer fra fat­tig­dom og må­ske end­da krig, og der er alt­så ild i de­res øj­ne. «

» Det er de­res chan­ce. «

Hvad er det vil­de­ste, du har op­le­vet i din kar­ri­e­re?

» Det vil­de­ste var, da jeg var med Liverpool i Ma­lay­sia og Singapore. Vi skul­le ind og træ­ne på det ma­lay­si­ske na­tio­nalsta­dion, og der var 40.000 til­sku­e­re – ba­re for at se en træ­ning. Det var van­vit­tigt. «

» Den stør­ste op­le­vel­se var helt klart før­ste gang, jeg var med i trup­pen. Jeg hav­de gå­et og ven­tet i så lang tid, og nu var jeg en­de­lig in­de i var­men. Plud­se­lig skul­le der ba­re en ska­de el­ler et rødt kort til, før jeg fik de­but. «

Tror du, at du er ir­ri­te­ren­de at spil­le sam­men med?

» Må­ske skal du hel­le­re stille spørgs­må­let til dem, jeg har spil­let sam­men med, men jeg ken­der godt sva­ret. Det er 100 pro­cent nej. Jeg le­ver og ån­der for sporten, og det kan de, jeg spil­ler sam­men med, og­så godt mær­ke. Så det er jeg ret sik­ker på, at jeg ik­ke er. «

Hvil­ken rolle har du i om­klæd­nings­rum­met?

» In­de i om­klæd­nings­rum­met er det tit mig, der kan væ­re et sam­lings­punkt, sy­nes jeg. «

» Jeg går rig­tig me­get op i, at vi so­ci­alt fungerer godt i grup­pen, for jeg tror på, at en so­ci­al grup­pe kom­mer læn­ge­re end en, der ik­ke er så so­ci­al. Li­ge nu har vi en rig­tig aso­ci­al grup­pe i Den Haag, og det ærg­rer mig, for jeg el­sker, når der er sjov og bal­la­de, og vi hyg­ger os sam­men, la­ver nog­le ar­ran­ge­men­ter el­ler ta­ger ud og spi­ser sam­men. «

» Jeg sy­nes, det er vig­tigt, at man en gang imel­lem sæt­ter si­ne hold­kam­me­ra­ter over fa­mi­lie, kæ­re­ste og ven­ner. At man vi­ser, at man godt kan li­de at væ­re sam­men med de men­ne­sker, man ar­bej­der sam­men med. Det gør det og­så let­te­re den dag, du skal gi­ve en hold­kam­me­rat en røf­fel. «

» Jeg me­ner, at rig­ti­ge ven­ner skal kun­ne gå til hin­an­den og si­ge, hvis der er no­get, man sy­nes, de skal æn­dre, uden at de ta­ger det per­son­ligt. Og det gør man ba­re bed­re i en so­ci­al grup­pe end i en grup­pe, der ik­ke rig­tigt har­mone­rer. «

Skal go­de målmænd væ­re lidt små­s­kø­re?

» Ja, det tror jeg, men jeg vil og­så vove at på­stå, at de rig­tigt dyg­ti­ge målmænd er rig­tig in­tel­li­gen­te, for der er rig­tig me­get for­ud­se­en­hed i må­l­mands­spil­let. Man skal vir­ke­lig væ­re klar i ho­ve­d­et og helst et par skridt læn­ge­re frem­me end de an­dre. «

» Men der er da in­gen tvivl om, at hvis man væl­ger at gå ind i må­let og sy­nes, det er fedt at bli­ve ty­ret li­ge i sma­sken, for­di man så red­de­de bol­den, så er man nok lidt små­s­kør. Jeg sy­nes dog, at hånd­bold­må­l­mænd er end­nu me­re skø­re, end vi er. «

Hvad har dit hæl­mål mod PSV be­ty­det for din kar­ri­e­re?

» Det har ik­ke be­ty­det no­get. Det har væ­ret en su­per fed op­le­vel­se, men jeg hå­ber ik­ke, at jeg skal gø­re det igen, for så be­ty­der det, at vi er bag­ud. «

» For mig er det vig­tig­ste, at jeg bli­ver kendt for at væ­re en god må­l­mand. «

Hvem er dit for­bil­le­de?

» Li­ge nu er det Ma­nu­el Neu­er ( Bay­ern Mün­chen og Tys­kland, red.). Jeg er me­get in­spi­re­ret af hans spil­lestil. Han har vir­ke­lig ta­get må­l­mands­spil­let til et nyt ni­veau. «

Hvem er din bed­ste ven i fod­bold­ver­de­nen?

» Det er svært at si­ge. Vi­ctor Páls­son, som nu er kom­met til Es­b­jerg, og Astrit ( Aj­da­re­vic, svensk an­gri­ber i Öre­bro, red.), som jeg snak­ker om i bo­gen, er nog­le af dem, jeg sta­dig hol­der en del kon­takt med, og som er der for mig, li­ge me­get hvad der skul­le ske. «

Hvad hav­de du la­vet nu, hvis du ik­ke var ble­vet fod­bold­spil­ler?

» Jeg hav­de nok sta­dig haft et el­ler an­det med fod­bold at gø­re. Må­ske hav­de jeg søgt ind i mi­li­tæ­ret. «

Hvil­ken ma­te­ri­el ting kan du ik­ke leve uden?

» Min te­le­fon. Den er op­pe kon­stant, og min kæ­re­ste er og­så ved at væ­re træt af at se på det. «

Hvad be­ty­der pen­ge for dig?

» Pen­ge be­ty­der me­get for al­le men­ne­sker, li­ge me­get hvad man la­ver. Men de be­ty­der ik­ke li­ge så me­get for mig i dag, som de gjor­de tid­li­ge­re. «

» Det, der er vig­tigst for mig, er,

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.