Løn­nen og lø

BT - - SPORTEN -

KAPITEL 22 Ef­ter fi­a­sko­en mod Nort­hamp­ton var det tilbage til hver­da­gen. Pepe Re­i­na stod på mål, Brad fik plad­sen på bæn­ken, og jeg sat­te mig op bag­ved og så til. Ti­me ef­ter ti­me i bus­ser, fly, luft­hav­ne, ho­tel­væ­rel­ser. I liga­en mød­te vi Sunderland, Bla­ck­pool, Ever­ton og Bla­ck­burn, og jeg rej­ste med til Na­po­li i Eu­ro­pa League. Vi vandt kun over Bla­ck­burn.

Udadtil ar­bej­de­de jeg li­ge så de­di­ke­ret som al­tid, når jeg tog må­l­hand­sker­ne på. Jeg gjor­de i hvert fald alt for, at det så så­dan ud. Men in­de­ni, i krop­pen og i mit ho­ved, be­gynd­te utå­l­mo­dig­he­den at rum­ste­re. Jeg øn­ske­de ik­ke at væ­re med på bæn­ken, for­di Re­i­na skul­le spa­res, og Brad tog må­let. Jeg vil­le væ­re med som ba­ck­up for Re­i­na, for­di Roy udt­og mig i ste­det for Brad. For­di jeg præ­ste­re­de på træ­nings­ba­nen.

Det lyk­ke­des den 31. ok­to­ber 2010. Roy valg­te mig til bæn­ken i ude­kam­pen mod Bolt­on, hvor Re­i­na som sæd­van­ligt vog­te­de må­let. Hvis jeg var tæt på lyk­ke­lig mod Nort­hamp­ton, var jeg lyk­ke­lig på Re­e­bok Sta­di­um, og jeg var stolt. Jeg hav­de kæm­pet mig til min plads – og jeg be­gynd­te at le­ge med tan­ken: Tænk, hvis Re­i­na måt­te ud­gå. fem sæ­so­ner hav­de jeg drømt om at få de­but, men mit før­ste re­a­li­sti­ske mål hav­de væ­ret at få plads på bæn­ken. Der hav­de jeg sid­det tre gan­ge nu, og jeg væn­ne­de mig til det på re­kord­tid. Nu hav­de jeg over­stå­et dén op­le­vel­se, og jeg blev sul­ten ef­ter me­re for hver dag.

Jeg kun­ne ik­ke ven­te til den næ­ste kamp. Må­ske dét blev kam­pen, hvor jeg en­de­lig løb ind på ba­nen og ned mod The Kop, et øje­blik, der kun var en ska­de el­ler et rødt kort væk. Jeg tror, jeg blev besat af det bil­le­de, af øje­blik­ket, der he­le ti­den lå og lu­re­de. Jeg vil­le så ger­ne få det til at ske.

Den næ­ste kamp var Chel­se­a­kam­pen på Anfield den 7. novem­ber. Den kamp, hvor jeg un­der op­varm­nin­gen sam­le­de en bold op og midt i be­væ­gel­sen mær­ke­de et riv langt ind i rygsøj­len, men ik­ke sag­de no­get til no­gen. Min de­but lå må­ske og ven­te­de der­u­de, og jeg sad på bæn­ken he­le kam­pen, selv om jeg nær­mest ik­ke kun­ne gå.

I de næ­ste da­ge bed jeg smer­ter­ne i mig på Melwood. Vi skul­le mø­de Wi­gan, og jeg vil­le med igen for en­hver pris, jeg spil­le­de sku­e­spil, og jeg spi­ste pil­ler. Al­le pro­fes­sio­nel­le spil­le­re har prø­vet at gå på ba­nen, selv om de er små­ska­de­de, og de har spist smer­testil­len­de pil­ler for at væ­re med. Si­ger en fod­bold­spil­ler no­get an­det, ly­ver han. Det sker hver dag. For­di fod­bold­spil­le­re er sport­s­mænd, der ha­der at sid­de uden­for og fø­ler sig udu­e­li­ge dér. For­di de vil gø­re alt for hol­det, og for­di de ik­ke vil mi­ste plad­sen til en kon­kur­rent, der står på spring i kulis­sen.

Men jeg var ik­ke små­ska­det, jeg var ska­det, og jeg gam­b­le­de med mit hel­bred. Jeg vid­ste jo ik­ke, hvor al­vor­lig ska­den i ryg­gen var, og nog­le gan­ge over­ve­je­de jeg, om ska­den var så slem, at den kun­ne øde­læg­ge min kar­ri­e­re, men selv­føl­ge­lig: Jeg skød tan­ken væk. Sag­de til mig selv, at det var in­gen­ting, og at jeg ba­re måt­te ta­ge mig sam­men og bi­de det i mig – med­min­dre jeg vil­le op­le­ve end­nu en skuf­fel­se. Så jeg meld­te mig klar til Wi­gan- kam­pen, jeg sat­te mig selv over hol­det, og da Mi­ke Kel­ly så mig på mas­sa­ge­brik­sen og spurg­te mig di­rek­te, løj jeg.

Et el­ler an­det sted på vej­en mi­ste­de jeg mig selv, jo tæt­te­re jeg kom på drøm­men om Anfield. Jeg kun­ne ik­ke få mig selv til at si­ge til Roy el­ler fy­sio­en, at min ryg var smadret. Jeg kun­ne sim­pelt­hen ik­ke. En­de­lig var jeg, hvor jeg vil­le væ­re, og hvor jeg føl­te, jeg hør­te til. Alt det, jeg hav­de kæm­pet for i me­re end fi­re år. Jeg var sik­ker på, at det blev ta­get fra mig, hvis jeg meld­te mig ska­det og gik ud. Jeg hav­de op­le­vet det så man­ge gan­ge før.

Det var en af mi­ne stør­ste fejl­ta­gel­ser. Mi­ke Kel­ly gen­nem­sku­e­de mig, og ef­ter den kamp blev jeg sor­te­ret fra, selv om min ryg blev bed­re, og jeg træ­ne­de på højt ni­veau. Brad fik bæn­ken igen, og jeg var tilbage som tred­je­valg. Jeg skul­le ha­ve en læ­re­streg, og jeg fik den for al­vor at mær­ke den 15. de­cem­ber, da vi mød­te Utrecht i Eu­ro­pa League, en kamp, der net­op var endt, som jeg hav­de hå­bet, med at væ­re helt uden be­tyd­ning, for­di vi var sik­re på før­ste­plad­sen i grup­pen, og Utrecht kun­ne ik­ke nå at avan­ce­re. Brad fik lov til at stå i må­let, mens jeg sad på bæn­ken.

Jeg ha­der at tæn­ke på det i dag. Det var den kamp, jeg skul­le ha­ve haft.

***

Ud over drøm­men om en­de­lig at få de­but var der en ting, som be­gynd­te at spil­le en stør­re rolle for

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.