IS­LAM MÅ IK­KE STY­RE DIT LIV ’’

BT - - DEBAT -

Der har i den for­løb­ne uge væ­ret en del de­bat om, hvor­vidt is­lam kan re­for­me­res el­ler ej. Jeg har oft e eft er­lyst en ny og me­re mo­der­ne til­gang, men det vi­ser sig, at et fl er­tal af mus­li­mer i Dan­mark me­ner, is­lam hver­ken kan el­ler skal re­for­me­res. DESVÆR­RE ER DEN hold­ning med til at van­ske­lig­gø­re in­te­gra­tio­nen, og den op­ret­hol­der en alt for stor af­stand mel­lem mus­li­mer og ik­kemus­li­mer, men vil man leve som mus­lim i et mo­der­ne de­mo­kra­ti, er det tvin­gen­de nød­ven­digt at æn­dre til­gan­gen til is­lam. Det er ab­so­lut mu­ligt at gø­re det in­den­for ram­mer­ne af re­li­gio­nens bud­ska­ber og ker­ne­vær­di­er, hvis blot man er åben over for nytænk­ning.

Men hvad er det så, der skal til for, at en re­for­ma­tion af is­lam kan la­de sig gø­re? DET ER FØRST og frem­mest vig­tigt, at der bli­ver plads til fri­hed, fri tænk­ning, kri­tik og selv­kri­tik, uden at man der­med skal tru­es på sit liv el­ler Guds straf. Det er min for­nem­mel­se, at man­ge mus­li­mer ik­ke li­ge­frem ny­der at føl­ge de man­ge re­li­gi­øse reg­ler, men gør det, for­di de er ban­ge for net­op Guds straf. Men tro­en på Gud hand­ler ik­ke om læng­den på ens kjo­le, el­ler om at man fa­ster. Det hand­ler ik­ke om at spør­ge en imam til rå­ds om al­le li­vets de­tal­jer, men om selv at kom­me på ba­nen. Ima­mer­ne skal ik­ke ha­ve så me­get magt. Man må ik­ke la­de is­lam sty­re sit liv i mind­ste de­tal­je, for så gi­ver man af­kald på sin frie vil­je. DER­FOR ER DET og­så vig­tigt, at mus­li­mer får en ny gud­s­for­stå­el­se. Gud har iføl­ge is­lam 99 egen­ska­ber. Han er den al­mæg­ti­ge, den kær­li­ge, den al­vi­den­de osv. Af de 99 egen­ska­ber hand­ler cir­ka 5 om straf og ufor­son­lig­hed, hvor re­sten hand­ler om Gud som den rum­me­li­ge, til­gi­ven­de, for­stå­en­de osv. Desvær­re for­hol­der det sig så­dan, at rig­tig man­ge ima­mer især læg­ger vægt på den straff en­de Gud, hvil­ket er helt unød­ven­digt. Af Kor­a­nen frem­går Guds me­re om­sorgs­ful­de og rum­me­li­ge egen­ska­ber ty­de­ligt, og det er på ti­de, at de får me­re plads.

Det og­så nød­ven­digt at læ­se Kor­a­nen med nye og kri­ti­ske øj­ne. Man an­ser Kor­a­nens ord for at væ­re kom­met di­rek­te fra Gud gen­nem Muham­med, hvil­ket gør dem hel­li­ge og urør­li­ge. Men det var først cir­ka 40

Na­ser Kha­der, år eft er, han fi k den før­ste åben­ba­ring, at bud­ska­ber­ne blev ned­fæl­det på skrift . Det­te ske­te eft er Muham­meds død. Det vil si­ge, at or­de­ne er ble­vet me­mo­re­ret i en lang ræk­ke år og der­eft er skre­vet ned af en men­ne­ske­hånd. Da det jo som be­kendt er men­ne­ske­ligt at fejle, kan der i prin­cip­pet væ­ret op­stå­et fejl i den­ne nedskriv­nings­pro­ces. Des­u­den er Kor­a­nen skre­vet i en tid, hvor ad­færd og nor­mer var en helt an­den end i dag, og man bør der­for se pas­sa­ger­ne i de­res ret­te hi­sto­ri­ske kon­tekst. Hals­hug­ning og hæng­ning hø­rer ik­ke den mo­der­ne ver­den til li­ge så lidt som kvin­de­un­der­tryk­kel­se. DET BRIN­GER MIG frem til, at en skarp ad­skil­lel­se af re­li­gion og po­li­tik er en nød­ven­dig­hed. Sha­ria bør ik­ke væ­re lov no­gen ste­der, for det be­ty­der, at re­li­gio­nens læ­re­sæt­nin­ger kom­mer til at dik­te­re sam­fund­s­in­dret­nin­gen. Sha­ria bør væ­re et troskom­pleks og ik­ke et lov­kom­pleks.

Vi le­ver i et mo­der­ne de­mo­kra­ti, og det skal og bør al­tid kom­me før re­li­gio­nen. Det er på ti­de, at de main­stream mus­li­mer kom­mer på ba­nen og kæm­per for en læn­ge til­trængt re­for­ma­tion af is­lam.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.