Tet – ud­over gæld

BT - - NYHEDER -

i Ska­gen, men det og an­dre mø­der skri­ver sig ik­ke ind som store fø­lel­ses­mæs­si­ge skel i hans livs­hi­sto­rie.

» Jeg sav­ne­de ham ik­ke. Det vil­le væ­re som at sav­ne en bog, man ik­ke har haft. Han var et ma­skul­int fra­vær i min op­vækst. Men jeg har, in­drøm­met, sav­net råd og ret­ning, som en fa­der­skik­kel­se gi­ver. «

Mads Hol­ger flyt­ter seks- syv gan­ge som barn. En læn­ge­re år­ræk­ke til­brin­ger han bag de bru­ne mur­sten i Sten­ga­de ved Fol­kets Park på Nør­re­bro. En fi­re­væ­rel­ses­lej­lig­hed på an­den sal, hvor han vok­ser op med sin halv­lil­le­sø­ster og sin mor, som er sy­geple­jer­ske.

» Vi hav­de tøj på krop­pen og brød på bor­det, men det var ik­ke det bed­ste brød og det smar­te­ste tøj. Jeg be­kym­re­de mig væ­sent­ligt me­re om pen­ge­sa­ger end an­dre børn. Vil­le det gå? Var der råd til lej­rsko­le? Der var en ge­ne­rel ut­ryg­hed. En nervø­si­tet, som man for­nem­mer som barn. « On­kel som for­bil­le­de Som i al­le for­tæl­lin­ger er der og­så hjæl­pe­re på vej­en. I Mads Hol­gers liv ly­ser hans on­kel op som et ma­skul­int for­bil­le­de blandt hans mo­stre, mor, bed­ste­mor og sø­ster. En ver­dens­mand, flyvsk og fan­de­ni­voldsk. En bal­la­de­ma­ger med glimt i øjet og en da­mer­nes ven, som ny­der Mads Hol­gers be­un­dring.

Bed­ste­mo­de­rens hjem ved sø­er­ne i København bli­ver og­så det, han i dag kal­der ’ et hel­le i ka­os’.

» Der var trygt og varm mad på bor­det. Men vig­tigst af alt var der råd - i or­dets dob­bel­te for­stand. Der var øko­no­misk råd til en gæst til, men og­så råd som i, nu skal du hø­re min dreng. En vej­led­ning og ret­ning, som jeg sav­ne­de. Nu ly­der jeg som Hans Chri­sti­an Var­næs, men der var or­dent­lig­hed, flid og en stolt­hed ved at ud­ret­te, som jeg ik­ke så i mi­ne for­æl­dres ge­ne­ra­tion. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.