Min far gav mig in­tet... Fort­sat fra si­de 16- 17

BT - - NYHEDER -

MØRK FOR­TID

Med til den hi­sto­rie hø­rer, at Mads Hol­ger pga. en af man­ge skif­ten­de adres­ser i op­væk­sten fak­tisk til­brin­ger sko­le­å­re­ne blandt det bed­re bor­ger­skabs børn på Sor­te­dams­sko­len på Øster­bro, og mens ven­ners for­æl­dre in­stal­le­rer de­res børn i lej­lig­he­der som 18- åri­ge og ban­ker dø­re ind på de­res af­koms veg­ne, for­sø­ger Mads Hol­ger at fin­de fod­fæ­stet i vok­sen­li­vet fra en et­væ­rel­ses­lej­lig­hed, som han de­ler med to an­dre i Pis­se­ren­de- kvar­te­ret i in­dre København. Der var øl og da­mer i de år, og det var ‘ tar­ve­ligt’ i or­dets fat­ti­ge for­stand. Han le­ve­de i en for­mør­kel­se i de år. De­pri­me­ret, uden at væ­re ’ kli­nisk de­pres­siv’.

» Som lil­le og se­ne­re ung hav­de jeg en for­vent­ning om, at ’ nu rin­ger de voks­ne nok’ og si­ger ’ godt gå­et min dreng’. Kun­ne du fo­re­stil­le dig en stil­ling her? Vil du ud­gi­ve en bog? Væ­re vært i et pro­gram? Det ske­te for mi­ne ven­ner, men de voks­ne rin­ge­de al­drig til mig. Jeg hav­de ik­ke det net­værk, jeg måt­te selv ud at gø­re mig in­ter­es­sant. ’ Jeg ta­ger tin­ge­ne, som de kom­mer,’ si­ger nog­le. Løgn! Til­væ­rel­sen er al­drig kom­met til mig. Den har ik­ke rin­get mig op. Det har jeg tit væ­ret ked af. «

Mads Hol­ger har tømt glas­set med hu­sets rød­vin og træn­ger til en smøg. Han ven­der tilbage fra kul­den med en bøn.

» Du må love at med­ta­ge føl­gen­de: Jeg er dybt tak­nem­me­lig for, at jeg har haft en god og kær­lig mor, som har gi­vet mig man­ge ting, til trods for at det ik­ke har væ­ret let. Det er me­get vig­tigt for mig. « Hiv- man­den Mads Hol­ger sid­der på en nat­klub i Pa­ris, den­gang mo­de­ren i be­gyn­del­sen af 2001 rin­ger ham op og ind­vi­er ham i den sag, som gi­ver hans far det sid­ste til­navn. ’ Hiv- man­den’ kal­der Ek­stra Bla­det ham på sin spi­sesed­del. For­in­den er den 58- åri­ge Jo­hn Lindsay Litt­le ble­vet an­holdt og fængs­let i Gøte­borg for at ha­ve smit­tet fle­re kvin­der med hiv. I 16 år har han bå­ret rundt på en død­brin­gen­de hiv- virus, og trods vi­den her­om har han dyr­ket ube­skyt­tet sex med utal­li­ge kvin­der.

Fa­de­ren bli­ver selv smit­tet i slut­nin­gen af 80’ er­ne, læn­ge ef­ter Mads Hol­gers fød­sel, men så tid­ligt i hiv­syg­dom­mens hi­sto­rie, at læ­ger­ne end­nu ik­ke kan hin­dre den i at ud­vik­le sig til aids, som man kan i dag.

To sven­ske kvin­der blev smit­tet af Jo­hn Litt­le og fle­re er un­der mi­stan­ke, men kun den sven­ske lov­giv­ning er den­gang hård nok til at rets­for­føl­ge ham.

» Det var mær­ke­ligt. Jeg kan hu­ske, at jeg ger­ne vil­le se ham, og at jeg blev vred, da po­li­ti­et ik­ke vil­le la­de mig be­sø­ge ham. «

I ste­det be­gyn­der den 22- åri­ge Mads Hol­ger at fø­re dag­li­ge te­le­fon­sam­ta­ler med sin far, der sid­der i en cel­le i Gøte­borg. Guds straf » I 16 år hav­de han væ­ret smit­tet, og som i en kiosk­novel­le brød syg­dom­men ud den dag, han blev sat fast. Han mi­ste­de sy­net og før­lig­he­den og kun­ne in­gen­ting. Han tal­te om Guds straf. Det var me­get gam­mel­te­sta­ment­ligt. Han var åben­lyst dø­en­de. Han hav­de brug for, at jeg lyt­te­de til ham. Det var for­fær­de­ligt, at han, vi­den­de om sin smit­te, hand­le­de, som han gjor­de. Det var amoralsk og helt for­ka­ste­ligt, men han hav­de brug for at an­gre. Og det skal him­len vi­de, at han gjor­de. «

Den sid­ste sam­ta­le har Mads Hol­ger med sin far, da han som stu­de­ren­de sid­der på det te­o­lo­gi­ske faku­l­tet på Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet. Den va­rer to ti­mer.

» Det var en form for synds­for­la­del­se, han søg­te. Der er no­get mær­ke­ligt i at age­re skrif­te­fa­der for sin egen far på hans døds­le­je. Det bur­de væ­re mig, men i ste­det var det min far, der ud­bred­te sig om si­ne syn­der. «

I ret­ten in­drøm­mer Jo­hn Litt­le, at han vid­ste, han var hiv- smit­tet. Han er­ken­der, at han bur­de ha­ve for­talt si­ne el­ske­rin­der det, men for­sva­rer sig med, at in­gen, som ik­ke er smit­te­de, kan for­stå, hvor­dan det er at bæ­re så­dan en syg­dom. » For­hold til kvin­der var, som han sag­de i ret­ten, nød­ven­di­ge på sam­me må­de, som det for pas­sa­ge­rer­ne på Esto­nia var nød­ven­digt at krav­le op i red­nings­bå­den, « lod han for­stå i ret­ten iføl­ge Po­li­ti­ken. Fa­de­ren tog sit eget liv Den dag, hans far bli­ver idømt syv års fængsel for hen­syns­løst at ha­ve smit­tet to kvin­der med den livs­far­li­ge virus og ud­sat fle­re for smit­te­fa­re, ta­ger han sit eget liv i cel­len. Han hæn­ger sig i led­nin­gen til en clo­c­k­ra­dio. En­ten er det groft for­søm­me­ligt el­ler medlidenhed fra be­tjen­te­ne, me­ner Mads Hol­ger. Han opkla­rer det al­drig, selv­om hans fars for­svar­sad­vo­kat fo­re­slår at sagsø­ge po­li­ti­et. Jo­hn Litt­les den­gang ukend­te søn af­slår.

» Jeg hav­de ik­ke det men­ne­ske­li­ge over­skud til at se mig på fle­re spi­sesed­ler. Hvis jeg gjor­de det, kun­ne jeg ik­ke hol­de folk som dig væk fra krop­pen. Jeg kan sta­dig hu­ske, jeg sad med en stærkt al­ko­ho­li­se­ret jour­na­list fra Bil­led- Bla­det, og al­drig er der ble­vet hældt så man­ge guld­ba­je­re på mig i for­sø­get på at få en hi­sto­rie ud af mig, men jeg fast­holdt, at jeg ik­ke vil­le ha­ve mit navn i avi­sen med min fars hi­sto­rie. «

I en ram­po­ne­ret fol­ke­vogn kø­rer Mads Hol­ger med si­ne to barn­dom­skam­me­ra­ter, Lil­le Fre­de og Store Fre­de, til Gøte­borg i Sve­ri­ge for at hen­te sin fars få ejen­de­le og ur­ne. ’ En mas­se gam­melt lort’. Ma­ler­grej, en tran­si­stor­ra­dio og en sam­ling tør­re ci­ga­rer. Over for po­li­ti­sta­tio­nen lig­ger Ul­le­vi- sta­dion, hvor Jo­hn Faxe Jen­sen ti år tid­li­ge­re har ramt den ‘ li­ge i rø­ven’ og gjort Dan­mark til eu­ro­pa­me­stre i fod­bold. ’ Den stør­ste ma­skuli­ne for­tæl­ling i min ge­ne­ra­tion’, som Mads Hol­ger kal­der det.

» Der var no­get po­e­tisk og fil­misk over at træ­de ud i vo­res jak­ke­sæt og sor­te sol­bril­ler, med ci­ga­rer i mun­den og med min fars ur­ne un­der ar­men. Vi var pis­se­ban­ge for pres­sen, men lig­ne­de no­get fra ’ Men in Bla­ck’, og al­drig har det væ­ret så let at fin­de Hol­ger. Det var på al­le må­der idi­o­tisk. Vi over­ve­je­de at be­gra­ve ham un­der må­let på Ul­le­vista­dion. Det hav­de væ­ret en smuk ud­gang. Der var en mas­se uaf­slut­tet pa­pir­ar­bej­de, som vi ik­ke gad ven­te på, så vi smug­le­de ham fak­tisk over græn­sen. « Han små­gri­ner, mens han ma­le­risk be­skri­ver rej­sen i fol­ke­vogns­rug­brø­d­et tilbage til Dan­mark.

Men hvad sat­te hans fars død gang i af fø­lel­ser? Han ryn­ker pan­den. » Ik­ke en skid. Hans død gjor­de ba­re det ma­skuli­ne fra­vær end­nu me­re be­vidst for mig. Mest af alt for­di græ­de­ko­ner som dig spurg­te: Hvad be­tød din far for dig? Det ane­de jeg ik­ke. Jeg føl­te in­tet savn. Men jeg har haft be­hov for at ud­fyl­de den pa­tri­ar­kal­ske rolle, der mang­le­de i mit liv, hvil­ket nok si­ger en del om, hvor­for jeg blev, som jeg er. Det har væ­ret svært at væ­re lil­le, når in­gen var den store i min til­væ­rel­se. Da jeg vok­se­de op og vil­le træ­de ind i rol­len som den store, måt­te jeg hel­ler ik­ke for­tæl­le an­dre, hvor­dan ver­den hang sam­men. Det har gi­vet mig en fan­dens bal­la­de. « Kon­tak­tet af fars el­ske­rin­der Fa­de­ren bli­ver bi­sat fra Hel­lig Kors Kir­ke med fa­de­rens man­ge­åri­ge ven Erik Bo­ck som præst og lagt i jor­den på As­si­stens Kir­ke­gård. Han pe­ger kir­ken ud, mens vi slen­trer ned ad Nør­re­bro­ga­de i tus­mør­ket. Han har egent­lig ik­ke tid, for­di han har lo­vet ’ lil­lemor’, kæ­re­sten gen­nem tre år, dra­ma­ti­ke­ren Kat­hri­ne Ma­ria Amann, at væ­re hjem­me klok­ken 19.00. Hjem­me er hen­des lej­lig­hed på Øster­bro.

Han går med ha­sti­ge skridt. For­tæl­ler, at fle­re af fa­de­rens kvin­der ef­ter­føl­gen­de har kon­tak­tet ham. Selv en af dem, der blev smit­tet. ’ Det må væ­re Sto­ck­holm- syn­dro­met’, kon­sta­te­rer Mads Hol­ger tørt. Syn­dro­met, hvor et gid­sel fat­ter sym­pa­ti for sin fan­ge­vog­ter. Kan han se sin far i sig selv? » Jeg kan i hvert fald gen­ken­de det en­tre­prenan­te liv, ska­ber­tran­gen og det be­rej­ste fra ham. Li­ge­som der og­så er vis­se lig­he­der, når det kom­mer til da­mer. Man kan så gis­ne om, hvor­vidt det sid­der i ge­ner­ne, el­ler det er til­fæl­digt. «

Juri­disk fik han kun en mil­li­ongæld, som han af­slog at ved­stå - ’ ån­de­ligt’ fik han ’ in­tet’.

» Hans for­æl­dre var pro­fes­so­rer, og han fik en stor arv, men han gav in­tet vi­de­re øko­no­misk, kul­tu­relt el­ler læ­re­mæs­sigt, og det har jeg si­den be­brej­det ham. Han blev sym­bo­let på ge­ne­ra­tio­nen, der ik­ke gav no­get vi­de­re til de­res børn. Jeg an­kla­ger ik­ke min mor og min far, men he­le de­res ge­ne­ra­tion for ik­ke at gi­ve no­get vi­de­re til de­res børn. « Den om­vend­te ver­den De om­vend­te rol­ler, hvor han måt­te age­re skrif­te­fa­der for sin egen far , kal­der han et al­ment og uklæ­de­ligt træk ved si­ne for­æl­dres ge­ne­ra­tion. 68’ er­ne, som ik­ke kun­ne fin­de ud af at løf­te an­sva­ret som for­æl­dre. Se­ne­st do­ku­men­te­ret i den hjer­teskæ­ren­de film om frista­dens Chri­sti­a­ni­as børn, der vok­se­de op med skyg­ge­si­der­ne af hip­pie- even­ty­ret.

» Jeg kan gen­ken­de den om­vend­te ver­den fra mi­ne ven­ner, som og­så har age­ret de voks­ne og hjul­pet de­res for­æl­dre gen­nem skils­mis­se, al­ko­ho­lis­me og pis og lort. Da jeg så do­ku­men­ta­ren om Chri­sti­a­nia, tænk­te jeg: Ja! Sig det. Hø­je­re, vil­de­re. Me­di­er­ne er nog­le svæklin­ge og jour­na­li­ster­ne en flok chri­sti­a­nit­ter, som al­drig sat­te fo­kus på det uud­tal­te svigt. Det svi­ne­ri, 68’ er­ne la­ve­de, bli­ver glemt. Hi­sto­ri­en dør ud, og li­vet går vi­de­re, som om in­tet var hændt. Hvis man vil for­stå mi­ne for­æl­dres ge­ne­ra­tion, kan man læ­se min hi­sto­rie. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.